Hver 6. ledig truet med at få frataget dagpengene
Jobcentre, aktører og a-kasser rasler ofte med sablen for at få
ledige til at makke ret, viser undersøgelse. Systemet bør have mere
tillid til de ledige, mener Mette Kindberg, næstformand i HK.
En ud af seks ledige HK'ere har én eller flere gange i løbet af
deres tid som ledige været udsat for trusler om at få frataget
dagpengene, fordi han/hun fx glemte eller kom for sent til møder,
har afvist jobtilbud eller aktivering, søgt for få job eller andet.
For gruppen, som har været ledige i mere en 9 måneder, har én ud af
fem oplevet den slags trusler. Det viser en undersøgelse om
ledighed og aktivering, som HK's Nyhedsmagasin har udført blandt
5.000 ledige og aktiverede HK-medlemmer.
I undersøgelsen fortæller mange ledige med egne ord, hvordan de
oplever truslerne:
- Det er surt og hårdt at søge jobs, når man får mange afslag, idet
der er 300 andre at konkurrere med om een stilling. Derfor har man
ikke brug for at få svunget pisken i form af trusler eller regler
for minimum ansøgte jobs om ugen med straf i form af fratagelse af
dagpenge eller karantæne mv., hvis man ikke lever op til
statistikken, skriver én ledig i undersøgelsen.
En anden ledig er endnu skarpere:
- Jeg synes næsten, at man bliver betragtet som kriminel med alle
de trusler om fratagelse af dagpenge, hvis man ikke gør det eller
det. Normalt er man uskyldig til det modsatte er bevist, men som
ledig er man nærmest stemplet som svindler fra dag 1, og så i en
tid med stigende ledighed og næsten ingen jobs at søge.
Skræmmende læsning
Mette Kindberg, næstformand for HK, er overrasket over, at
så mange ledige udsættes for trusler, og hun mener, at de lediges
beretninger i undersøgelsen er skræmmende læsning.
- De ledige har naturligvis pligter, men vi skal ikke glemme, at de
også er voksne mennesker med rettigheder. Det virker
overdrevet på mig at trusler bruges i det omfang. Ledige er i en
svær situation, og der er ikke grund til at stresse dem og gøre
situationen endnu sværere for dem ved at true dem på deres brød. I
stedet for at rasle med sablerne overfor vores ledige, bør vi vise
dem tillid. Jeg kender ikke en eneste ledig, der ikke som
førsteprioritet har at komme i arbejde igen så hurtigt som muligt,
siger hun.
Heldigvis har kun 4,4 procent oplevet, at truslerne om at få
frataget dagpengene er blevet ført ud i livet én eller flere gange.
Blandt de, som har været ledige i mere end 9 måneder, har lidt over
seks procent oplevet at få frataget dagpengene. Det er HK's
a-kasse, som i praksis stopper dagpengene, men undersøgelsen siger
ikke noget om, hvilken instans i systemet omkring de ledige -
a-kassen, jobcentret eller den private aktør - der bruger truslen
om fratagelse af dagpengene. I HK's a-kasse bestræber man sig på at
hjælpe og vejlede medlemmerne frem for at true dem, oplyser
a-kassens direktør Bo Gatzwiller.
- Men selvfølgelig ville vi gøre vores arbejde dårligt, hvis vi
ikke ind imellem oplyser medlemmerne om, hvorvidt de er på kanten
af reglerne og dermed risikerer deres dagpenge. I tilfælde, hvor
den ledige klart overtræder betingelserne for at modtage dagpenge,
er vi nødt til at stoppe dagpengene. Sådan er reglerne. Men som
undersøgelsen også viser, er det klart undtagelsen, at vi tager
dagpengene fra medlemmerne, siger Bo Gatzwiller.
Københavnere straffes hyppigst
Det er forskelligt fra landsdel til landsdel, hvor meget
trusselsvåbnet bliver brugt mod de ledige, viser
undersøgelsen.
I Odense har kun knap 9 procent prøvet det, mens 19,5 procent af de
ledige og aktiverede HK'ere i Århus har måttet makke ret under
truslen om ellers at få frataget dagpengene.
I Århus ser truslerne ud til at virke. I hvert fald har kun 3,6
procent oplevet at få frataget dagpengene i en periode, fordi de er
kommet for sent til møder, har afvist jobtilbud eller aktivering,
søgt for få job eller andet. Så er de mere konsekvente i København,
hvor 8,3 procent én eller flere gange har fået frataget
dagpengene.
Det er især mænd, der pådrager sig den kedelige opmærksomhed fra
systemet: 20 procent af mændene mod bare 13,6 procent af kvinderne
har oplevet trusler om at få frataget dagpengene en eller flere
gange. Den ultimative sanktion - at få frataget dagpengene har 8
procent af mændene prøvet mod kun 3,3 procent af kvinderne.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
31. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |