Graffiti sætter farver på Tingbjerg
Lørdag den 13. marts indtager professionelle graffitimalere
Tingbjerg og udsmykker bydelen sammen med områdets unge.
En 40 m lang og 2,5 m høj væg ligger klar til på lørdag, når
graffitimalere og Tingbjergs unge omdanner afskærmningen omkring en
byggeplads til et flor af graffiti. I Tingbjerg har man valgt at
give plads til graffiti og inddrage de unge i et gadekunst
projekt.
"Det er vigtigt at inddrage beboerne i aktiviteter i bydelen.
Det giver ejerskab og incitament til at værne om området. Vi har
valgt at lave en graffitidag for at tiltrække særligt de unge og
give dem mulighed for at sætte deres præg på bydelens udsmykning.
De professionelle graffitikunstnere skal sørge for det lever op til
en vis standart indenfor Street art eller gadekunst. På den måde
sikrer vi, at det bliver flot at se på, så alle Tingbjergs beboere
kan være glade for det."
Det er tanken bag graffitidagen, forklarer Margrethe Clausager,
der er faglig leder på områdeløftet i Tingbjerg.
Arrangementet er åbent for alle, og arrangørerne håber at se
rigtig mange mennesker. DJ Turkman Souljah, der blandt andet
spiller med Outlandish, vil vende plader hele dagen. Så der skulle
være lagt op til den helt rigtige street stemning.
Praktiske oplysninger
Arrangementet foregår lørdag den 13. marts kl.10-18 på
Midtfløjene 14 i Tingbjerg (bag Aldi på Ruten - gennem porten).
Graffitivæggen bliver stående indtil byggeprojektet er færdigt i
løbet af sommeren.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
8. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |