Forvandlingspigen

Foto: Ulrik Jantzan

Danske Anita Lerche skiftede spor og blev stjerne i Indien, da hun valgte at udgive en cd på punjabi uden at kunne et ord af sproget. Ikke desto mindre har tusindvis af indere stået i kø for at købe hendes første udgivelse og modtaget hende med åbne arme.

Af Samina Usman

Blonde Anita Lerche fra Herlev har for alvor fået nordinderne til at danse til sine toner. Den 36-årige pæredanske pige kan nemlig noget, som få eller måske ingen med hendes baggrund har kunnet: Hun har sunget sig ind i indernes hjerter på sproget punjabi. Og det på trods af, at hun hverken kan tale eller forstå sproget, der benyttes i delstaten Punjab i Indien og Pakistan. Alene i den indiske del af Punjab har hun et potentielt millionpublikum på godt 24 millioner mennesker. Hun er så vidt vides den første vestlige pige, der har udgivet et album på punjabi. En bedrift, der er så unik, at inderne i starten havde svært ved at tro, at hun selv sang. Forestillingen om, at der var tale om en gimmick, og at hun mimede, var lettere at fordøje. Anita Lerche måtte derfor overbevise de vantro indere ved at optræde live på flere indiske tv-kanaler. Siden har inderne ikke haft svært ved at tage imod hende med åbne hjerter. Hendes blonde look og hendes accept af den indiske punjabkultur har gjort hende vældig populær. Inderne elsker, når hun forvandler sig fra en hvid pige fra Vesten til en hvid inder, der ifører sig traditionelt indisk tøj med tilhørende glasarmbånd og en dekorativ “prik” i panden. Så stor er begejstringen, at hun har fået tilnavnet “Denmark ki gori”, der betyder den lyse pige fra Danmark. Mens Anita Lerche som musiker ikke er nogen stor stjerne i Danmark blandt etniske danskere , har hun en enorm fanskare af unge med punjabi-baggrund, der er bosat i England, Canada og i USA, hvor hun også har optrådt til flere tv-shows. Musikstilen bhangra er nemlig ikke kun vildt populær blandt unge indere, men er også et hit hos punjabier i resten af verden.

Blondinen vakte opsigt
Hun er klar over, at en væsentlig del af hendes popularitet skyldes den skærende kontrast mellem hendes blonde look og det, hun synger. For – som hun selv siger – er der en hel del talent i Indien. Forskellen er bare, at hun vækker folks nysgerrighed. Men ud over sine blonde lokker har Herlevpigen også sit musikalske værktøj i orden. Hun har sunget, siden hun var syv år gammel, har deltaget i Dansk Melodi Grand Prix, har sunget nationalmelodier, da Brian Nielsen og Mike Tyson mødtes i Parken, ligesom hun har studeret på det anerkendte musicalkonservatorium Mountview Academy of Theatre Arts i England, hvor hun udviklede sine evner inden for sang, dans og skuespil. En cocktail, der er som skabt til det indiske publikum, der elsker sang og dans. Hun har et veludviklet sprogøre og har i sin karriere sunget på 14 sprog. Og da hun i sommeren 2005 under en trekkingtur til Himalayabjergene fik imponeret nogle indere, fordi hun på blot fire fem dage havde tillært sig de lokale stammesange, kunne inderne straks se det mageløse i en hvid pige, der også synger på punjabi. Så godt syntes de om ideen om den forvandlede vesterlænding, at de tilbød hende en pladekontrakt på stedet. Med kufferten pakket som en sparsommelig turist skulle Anita Lerche pludselig til at træffe et afgørende valg: Skulle hun lade musikkarrieren i Danmark gå på standby, mens hun forsøgte sig som farverig indisk sangerinde i et totalt ukendt land? Eller skulle hun tage tilbage til trygge og velkendte Danmark? “Jeg havde jo forpligtelser hjemme i Danmark, hvor jeg optrådte til bryllupper og levede af musicalsang. Men da jeg for første gang lyttede til punjabi bhangra musik, gik det direkte ind i hjertet og tændte en livsnerve i mig. Musikken er kendetegnet ved livsbekræftende rytmer, og jeg kunne straks mærke, at det var den slags musik, som jeg havde gået og ledt efter i alle årene. Og et tilbud om en pladekontrakt får man jo heller ikke hver dag.” Anita Lerche rådgav sig med sine forældre og sin daværende kæreste og valgte at tage springet ud i en ukendt kultur. Hendes indiske sang eventyr havde en overskuelig tidsramme på tre måneder, hvor hun skulle indspille ni sange i landet. Men eventyret blev ikke helt så rosenrødt …

Svære perioder
Det fremmedartede punjabi var nemlig langt sværere at udtale end, hvad hun havde forestillet sig. Hun brugte lang tid på at øve sig sammen med en indisk lærer og hjalp sig selv ved at skrive det fonetisk ned på papir. Samtidig skulle hun vænne sig til et anderledes klima, hvor det ikke var usædvanligt, at temperaturen sneg sig op på 45 graders varme med en meget høj luftfugtighed som bonus. Badet i sved måtte hun indspille sangene, fordi ventilationen ofte svigtede. Men arbejdsmentaliteten var også en anden end herhjemme. “Der skete mange uforudsete ting hele tiden. Man kunne ikke styre eller planlægge noget, hvilket var en stor udfordring. Jeg er typen, der godt kan lide at have kontrol. For eksempel sagde komponisten: I får musikken i morgen. Men i morgen kom aldrig. Jeg skulle lære bare at flyde med. Havde det ikke været for Indien, havde jeg aldrig opdaget, at jeg havde så stort et temperament,” siger hun og bryder ud i latter. Ikke overraskende blev de planlagte tre måneder udvidet måned for måned. Og da hun havde været der i et år, og cd’en var klar til udgivelse, fyrede man komponisten. Musikken var simpelthen ikke god nok. Anita Lerche skulle starte helt forfra og lære otte nye sange på to måneder. Kun en enkelt sang fra det gamle album kunne genbruges.

Nemt at integrere sig i Indien
Trods sved og tårer lykkedes projektet. Men oplevelserne i Indien har ændret Anita Lerche for altid. Hun ser nemlig Danmark og danskerne med helt andre briller nu, hvor hun har fået et sammenligningsgrundlag. Faktisk mener hun, at alle danskere, der har mulighed for at drage til udlandet, bør gøre det for en stund. Mest for at få sat tingene i perspektiv og for at lære at værdsætte forskelle og ligheder i forhold til andre kulturer. Men i lige så høj grad for at lære at værdsætte sit eget hjemland.  I dag er Anita Lerche flyttet tilbage til Danmark. Hun har valgt at bosætte sig i sit barndomskvarter i Højbjerg Vænge i Herlev hos Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB), hvor hun tilbragte sit livs første 18 år. Hendes forældre bor stadig i samme lejlighed som dengang, mens Anita Lerche nu bor et stenkast derfra i en tre-værelses-lejlighed. Med tingene på lang afstand og efter at have fordøjet oplevelserne og de mange indtryk fra Indien kan hun ikke lade være med at drage paralleller til den danske kultur. “En stor del af min integration foregik igennem en indisk familie, som jeg boede hos. Jeg fik gratis kost og logi, og de sørgede for, at jeg kom med til bryllupper, religiøse ceremonier og andre kulturelle arrangementer. Gæstfriheden og hjerteligheden rørte mig. Jeg ville ønske, at man på samme måde viste åbenhed over for minoriteter i Danmark. For skal man integreres i et andet land, er det vigtigt, at lokalbefolkningen også tager et ansvar og åbner deres hjem. Af samme grund kan det være svært for minoritetsgrupper at komme ind på livet af danskere, fordi der ikke  er den samme åbenhed over for det, der er fremmed og anderledes,” konstaterer hun.På den anden side gjorde Anita Lerche  også selv en indsats for at vise sin respekt for den nye kultur. Eksempelvis fandt hun lynhurtigt ud af, at hun ikke skulle klæde sig i tøj, der gik lidt over knæene, og hvor bluserne var lidt for nedringede. Allermest irriterende finder hun det, når medierne tegner et skævt billede af en hel befolkningsgruppe og er med til at puste til frygten. Hun henviser til de danske mediers dækning af profettegningerne i 2005, og hvordan der ofte blev sat negativ fokus på Pakistan: “Medierne svigtede i allerhøjeste grad ved at tegne et smalt og ensidigt billede af et helt land.” “Vi sidder jo tilbage og tror, at alle pakistanere er på én bestemt måde. Og glemmer at mennesker er meget meget forskellige. På samme måde kan man jo ikke heller ikke sige, at fem millioner danskere er på én måde. Jeg synes, at det er vigtigt at tegne et retvisende billede, især når vigtige emner som profettegninger bliver debatteret så meget, som det gør. Man har brug for mere oplysning, så man bedre kan forstå andre kulturer.”

Svært at definere danskhed
For Anita Lerche giver det heller ingen mening at tale om, hvorvidt vi i Danmark er et multikulturelt samfund eller ej. I hendes øjne er vi nemlig allerede et multikulturelt samfund, for alt hvad vi spiser og hører af musik er i forvejen farvet af mange forskellige kulturer. Hun blev især opmærksom på dette, da hun efter sin tur i Indien kom hjem og havde svært ved at definere, hvad det er at være dansk. “I Punjab er det meget tydeligt, hvad det vil sige at være punjabi. Man kan se det på deres klædedragter, i deres madkultur og sprog. Det ses ikke lige så tydeligt i Danmark. Vi har traditionelt dansk tøj, men jeg kan knap nok huske, hvordan det ser ud, for det har vi ikke dyrket i vores familie. Den slags ligger flere generationer tilbage. Vi har ikke værnet lige så meget om de gamle værdier, som andre kulturer har gjort,” erfarer hun. På trods af at danskheden er svær at definere og få øje på i gadebilledet, er Anita Lerche stolt af de danske værdier, som indeholder et godt system, et socialt sikkerhedsnet og muligheden for at leve sit eget liv. Selv sætter hun stor pris på sin frihed, hvilket er en af grundene til, at hun har valgt at bo alment. Huslejen er nemlig nede i et niveau, som gør, at hun ikke er afhængig af en høj indtægt og åbner muligheden for en masse rejseaktiviteter. Hendes næste projekt går da også ud på at tage tilbage til Indien. Men denne gang for at forsøge sig med sang i Bollywood, som er centrum for verdens største filmindustri. Inden da skal hun i Birmingham i England lige have lagt sidste hånd på sit næste punjabi-album, der forhåbentligt forløber lidt mere gnidningsfrit end hendes første album.


Delstaten Punjab
Punjab er opdelt imellem Pakistan og Indien. I Pakistan udgør punjabier omkring 70 millioner af den samlede befolkning på 140 millioner. I Indien bor der cirka 24,3 millioner punjabier ud af en total befolkning på mere end en milliard mennesker. Sproget Punjabi ligger omkring nr. 11 blandt verdens mest talte sprog. På verdensplan er der omkring 90 millioner punjabi-talende mennesker. I Danmark regnes der for at være cirka 15.000 punjabi-talende mennesker. KILDE: WIKIPEDIA



Se også DR2 TEMA:

Bidt af Bollywood



Beboerbladet nr. 2 - 2010

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 17. maj 2010
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op