Forbud mod husdyr gælder stadig
Af Michael Thorberg
Katten Bimse kan indtil videre blive boende i en lejlighed i Århus, selvom det ikke er tilladt at holde husdyr i afdelingen. Det er resultatet af en dom, som Vestre Landsret i Viborg afsagde i juni. Dommen blev i dagspressen udlagt, som om der nu var frit slag for at holde husdyr, selvom det er forbudt i følge husordenen. Men det er ikke tilfældet. Bimse-dommen ændrer intet ved de gældende regler og retspraksis. Det er fortsat sådan, at boligorganisationen skal sørge for, at husordenen bliver overholdt. Det kan den for eksempel gøre ved at kræve, at lejeren skiller sig af med sit dyr. Og det gælder, uanset om dyret er til gene for de andre beboere eller ej. I den aktuelle sag valgte boligorganisationen imidlertid at opsige lejemålet gennem boligretten, og det var nok ikke den rigtige vej at gå. Boligorganisationen kunne have krævet, at lejeren skaffede sig af med sit husdyr og rejst sagen gennem det beboerklagenævn, som findes i alle kommuner. Nævnet kan så afgøre, om kravet er rimeligt og for eksempel sætte en tidsfrist for, hvornår lejeren skal afhænde sit dyr. Først hvis lejeren efterfølgende ikke afskaffer sit dyr, kan boligorganisationen gå til domstolene. Her kan den få dom for, at lejeren skal skille sig af med dyret eller i særlige tilfælde ligefrem have opsagt sit lejemål. Jurist i Boligselskabernes Landsforening, Preben Mathiesen, opfatter sagen således: ”På den ene side beskyttes lejer mod at der stilles urimelige krav – i dette tilfælde et krav om at hele familien skal smides ud på grund af en kat. På den anden side beskyttes fællesskabet mod, at en enkelt lejer bryder husordenen. Det kan fællesskabet sætte en stopper for ved at gå til beboerklagenævnet og eventuelt kræve katten fjernet. Den afvejning og mulighed ændrer landsrettens dom ikke ved.”
Andre brugere har skrevet
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
12. august 2010 |
| Senest opdateret: |
16. august 2010 |