Fodbold giver Vollsmoses børn en ekstra chance

Foto: Henrik Brandt Rasmussen

Over 40 unge har kvalifi ceret sig til en læreplads gennem fodboldklubben B1909. Og mindst lige så mange er løftet over i en gymnasial uddannelse gennem deres engagement i klubben.

Af Regnar M. Nielsen

"Min drøm er at blive professionel fodboldspiller - Helst i Liverpool FC. Jeg træner hver dag. Nogle dage mere end en gang, og jeg spiller mindst en kamp om ugen. Jeg elsker at spille fodbold."  De ambitiøse ord kommer selvsikkert og lidenskabeligt ud af munden på 9-årige Shamel El-Haj. Han er dygtig og derfor også kåret som årets spiller i sin årgang i Odense-klubben B1909. Men skulle det glippe med Liverpool… Jah! I det hele taget glippe med at blive professionel fodboldspiller, så går det nok endda. Ligesom hundredvis af andre børn i den snart 101 år gamle klub er han nemlig under kyndig vejledning, udvikling og opdragelse til at kunne klare frem tidens udfordringer - også dem, der ikke har med fodbold at gøre. I B1909 lærer man blandt andet, hvordan man opfører sig over for hinanden og andre. Ligesom lektier også kommer forud for fodboldspillet. Her arbejder fodboldklubben tæt sammen med tre skoler i forbindelse med det store boligområde Vollsmose om både at lære børnene at spille fodbold og om at sikre, at de får de nødvendige skole mæssige færdigheder. Systemet har udover at kreere serier af særdeles talentfulde ungdomsspillere også sikret snesevis af unge, der ellers havde mange odds imod sig i livets ræs om uddannelser og job, de nødvendige færdigheder til eksempelvis at kunne gennemføre en læreplads og klare sig i gymnasiet. Og det er ikke kun de stærkeste og bedste fodboldspillere, der får chancen. Der er også plads og muligheder for dem, der sparker skævt. Klubben har fat i et bredt udsnit af Vollsmoses børn og unge. "Vi er lige nu fem fra min klasse, der spiller fodbold i B1909. Og det er både drenge og piger," fortæller Shamel El-Haj. Succesen er så stor, at den i 2009 blandt andet har sikret klubben Kulturministeriets idrætspris og partiet Venstres frihedspris.

Lukningstruet
Går man 12-13 år tilbage i tiden, stod det dog ikke til at læse i stjernerne, at klubbens ungdomsarbejde i dag ville strutte af succes og sundhed. Dengang overvejede man seriøst at lukke ungdomsafdelingen, der i årtier havde skabt karismatiske landsholdsspillere og været klubbens livsnerve og varemære. "Fodbold handler om at besøge og modtage andre fodboldklubber og spille imod dem. Men vi var ikke længere velkommen nogen steder, ligesom andre klubber ikke længere brød sig om at komme her. Mange af vores børn og unge led af en total mangel på disciplin og opdragelse. Ofte havde de storebrødre med som supportere. Omklædningsrummene blev tømt for værdier under kampene. Og tabte holdet, eller var der bare generel utilfredshed med dommerens præstation eller andet, endte det ofte med ballade," fortæller Christian Frederiksen, der er næstformand for B1909. I stedet for at lukke ungdomsafdelingen valgte klubben at tage udfordringen op. I samarbejde med en af bydelens tre skoler oprettede de en fodboldskole, hvor børnene efter skoletid kunne bruge deres energi og lære om noget, der interesserer dem. Samtidig blev der oprettet en ungdomsklub, hvor målet reelt var at opdrage på børnene, så de kunne begå sig på fodboldbanen. 

Værestedet
"Alle børn er velkomne i "Værestedet", som vi kalder vores klub. Her kan spilles alt fra computerspil over billard til skak. Man kan se tv, og man kan deltage i de planlagte udflugter. Men der er strenge regler om, hvordan man er over for hinanden. Og for mange indebærer besøgene i "Værestedet" efter aftale med deres skole, at de også laver lektier her. Vi har oprettet en lektiecafe, som giver børnene mulighed for at ordne deres lektier under andre og hyggeligere rammer, end de måske ellers har," fortæller Kenneth Kongensgaard, der er leder af "Værestedet". "Hvis børnene ikke opfører sig, som de bør, på fodboldbanen, bliver klubben også brugt som en sanktion, så må man lade fodbolden ligge i en periode og i stedet deltage i Værestedets aktiviteter. Man har så igen kvalificeret sig til fodboldspillet, når vi synes, at de har udviklet sig så positivt, at de igen kan begå sig der," fortsætter han.

Lærepladser sikret
Siden Værestedet og samarbejdet med bydelens skoler blev oprettet, er der kommet flere nye initiativer til. "I dag har vi en aftale med en række af byens virksomheder om, at de hjælper vores unge med en læreplads, hvis vi anbefaler dem. Indtil videre har vi skaffet over 40 en læreplads på den måde. Vi samarbejder nu også med det lokale gymnasium. Faktisk har B1909 en studiegruppe der," fortæller Christian Frederiksen. Der er i dag langt mellem de disciplinære problemer, når klubbens unge spiller fodbold. Spille kan de så til gengæld. "Man skal ikke tage fejl af hensigten med vores arbejde. Vi er ikke en socialfilantropisk institution. Målet er at skabe gode fodboldspillere. Værestedet, fodboldskolen og alle de andre initiativer er værktøjer, som vi har været nødt til at udvikle for at nå vores målsætning," siger klubbens formand, Dennis Witek. Her i vinter vandt to af klubbens årgange det uofficielle fynsmesterskab i indefodbold.

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 10. februar 2010
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

OM B1909

B1909-logo.jpg
Vollsmoses historie er også tidsrammen for den nyere historie for årstalsklubben B1909.
I 1969 forlod det, der dengang var Odenses fodboldstolthed, de atmosfærefyldte men trange baner i Odenses skibhuskvarter. Forude ventede et supermoderne idrætsanlæg med 10 baner og på den tid uhørt store og luksuriøse klubhusfaciliteter. I tilgift lå anlægget i hjertet af Odenses nye super hotte bydel, Vollsmose. Et nyanlagt boligområde til 10.000 mennesker tegnet af tidens fremmeste arkitekter, som var tiltænkt den højere middelklasse i byen. Alt tegnede stort og lyst for klubben, der med blandt andet  danmarksmesterskaber i 1959 og 1964 havde været en dominerende faktor i dansk fodbold.

Vollsmose blev ikke helt, som det var tænkt fra starten, selvom det i øvrigt er et dejligt sted at bo og være. Og da betalt fodbold blev indført i 1977, rykkede B1909 ned i den næstbedste række, mens den rivaliserende klub i Odense, OB, blev danske mestre. Siden har B1909 levet i rollen som lillebror.

I dag udleves klubbens sportslige ambitioner gennem FC Fyn, som klubben er en del af, sammen med B1913 og Dalum. FC Fyn spiller i dag i 1. division. Men hvor det har knebet med den sportslige succes, er alle enige om, at klubben har sejret og sikret sig ny storhed med sit fantastiske ungdomsarbejde. B1909 har i dag 35 ungdomshold, der styres og trænes af godt 50 frivillige og professionelle ledere.

Få mere at vide om klubben og dens område:

www.B1909.dk

www.vollsmose.dk