Finanskrisen bliver til familiekrisen
Hver femte dansker mellem 18 og 40 år er bange for ikke at kunne
forsørge familien. Den spændte livrem giver fremtidsfrygt og
skænderier i de små hjem. En medvindsgeneration møder modvind,
siger familiepsykolog.
Finanskrisen skaber ikke kun nervøse miner om frokostbordet i
virksomheden. Også aftensmåltidet i privaten er trykket af
krisetiden. I en undersøgelse foretaget af AK-Samvirke svarer 37
procent af unge mellem 18 og 40 år, der ikke står i a-kasse, at de
frygter ikke at kunne forsørge familien på grund af finanskrisen.
Og hver femte siger, at familien har fået kortere lunte. Det
skriver metroXpress.
Familiepsykolog Margrethe Brun Hansen peger på, at de unge
forsørgere ikke tidligere har oplevet en økonomisk krise, og derfor
ikke formår at spænde livremmen ind, uden at det går ud over
familien. »Jeg oplever mange, der er angste for at miste jobbet, og
som er lammet af panik eller stiller sig opgivende oven for
krisesituationen, fordi de aldrig har lært at prioritere mellem
velfærd og velstand,« siger hun til metroXpress.Men selv om
finanskrisen bliver til en familiekrise, tøver de unge med at melde
sig ind i en a-kasse.
Tal fra AK-Samvirke viser, at mens tre ud af fire over 40 år er
medlem, gælder det kun hver anden mellem 18 og 40 år.
»Vi ved, at hundredvis af unge hver dag mister deres job og dermed
deres økonomiske fundament. Uden en arbejdsløshedsforsikring har
mange unge familier ikke noget sikkerhedsnet, og dermed kan en
fyring blive til en økonomisk krise for disse familier«, siger
direktør for AK-Samvirke Verner Sand Kirk til metroXpress.
Margrethe Brun Hansen mener, at den tanke ligger fjernt fra
generationen af unge forsørgere.»For nylig så vi, at unge ikke ved,
hvad renter er. Det er udtryk for den optimistiske holdning, at der
næste år bare kommer mere i lønningsposen, og at arbejdslivet bare
kører derudad til fordel for det private forbrug og samlivet i
familien,« siger Margrethe Brun Hansen til metroXpress.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
11. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |