Et nyt år står for døren
Gældskrisens skygger rager også ind over næste år, der byder på
smalhals, men også et spændende folketingsvalg og en royal
tvillingefødsel.
I krystalkuglen for 2011 ses blandt andet et folketingsvalg, en
kongelig fødsel, en fortsat trængt økonomi præget af besparelser og
en begyndende tilbagetrækning af amerikanske styrker fra
Afghanistan.
Valgkampen er for længst begyndt, og folketingsvalg er på alles
læber. Politikerne har kridtet banerne op og duellerer på livet løs
på tv. Spørgsmålet, alle stiller, er, hvornår sker det.
Det samme spørger kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som
engang i januar nedkommer med tvillinger. Dermed vil der for første
gang optræde tvillinger i arvefølgen til den danske trone.
Kronprinsparret holdt jul for sig selv og børnene på Amalienborg og
deltog dermed ikke i familiens julefest hos prins Joachim i
Møgeltønder - for man ved jo aldrig med tvillingefødsler.
Til gengæld ved befolkningen, hvad den har at rette sig efter. 1.
januar træder en masse nye love i kraft.
Blandt andet må barnløse par, enlige eller lesbiske nu selv punge
ud, hvis de vil kunstigt befrugtes, unge under 18 år må ikke
længere købe stærk spiritus, husejere skal betale ca. 600 kroner
mere i ejendomsskat. Til gengæld kan udenlandske spilleselskaber
frit oprette spillebutikker, og der kan oprettes automatspil på
nettet.
Skal man have en ægtefælle til landet, skal ægtefællen ikke blot
som nu være over 24 år, men et omdiskuteret pointsystem træder i
kraft, som skal gøre det lettere at få veltalende, veluddannede og
erhvervsaktive til landet.
Til gengæld bliver det næsten umuligt for de ægtefæller, som ikke
har disse kvalifikationer, at blive familiesammenført. Og
bankgarantien for at få en ægtefælle til Danmark stiger fra 50.000
kroner til 100.000 kroner.
Gældskrisen er også næste år Store Stygge Ulv. Selv om den ikke er
ligeså bidsk som i år - og slet ikke som sidste år - så vil den
alligevel plage danskerne. Således skal kommunerne spare i alt 1,2
milliarder kroner på serviceudgifter, som især rammer børne- og
ældreområdet.
Det offentlige står ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at
nedlægge 17.000 stillinger i 2011 for at få styr på den offentlige
udgiftsvækst. Væksten ventes ifølge den økonomiske
samarbejdsorganisation OECD at blive 1,6 pct. næste år, og
arbejdsløsheden ventes uændret på 7,2 pct.
Selv om der er lagt op til besparelser, er det for intet at regne
med, hvad der sker i Storbritannien. Her skal der fra næste år og
frem til 2015 spares 703 milliarder kroner, og næsten en halv
million job i den offentlige sektor forsvinder.
Briternes trængsler har fået flere til at gætte på, at det store
bryllup mellem den britiske tronarving, prins William, og hans
forlovede, Kate Middleton, der skal finde sted til foråret, bliver
noget mere afdæmpet, end den slags plejer.
På den sikkerhedspolitiske scene ventes de første amerikanske
soldater at forlade Afghanistan i juli. Målet er, at afghanerne
selv skal have styringen i landet ved udgangen af 2014. Danmark
ønsker herefter ikke at bidrage med kampsoldater.
Lige efter nytår den 9. januar vil man få svar på, om Afrika får en
ny stat eller en ny krig, når Sydsudan skal stemme om uafhængighed.
USA har nu Sudan som sin højeste internationale prioritet efter
Afghanistan og Irak. Hvad der sker i Sudan, har ifølge USA's
præsident, Barack Obama, "konsekvenser for hele Afrika syd for
Sahara og for hele verden".
Tilbage i Danmark kan danske rygere se frem til at blive rystet af
skræmmebilleder af for eksempel ulækre rygelunger på cigaretpakker.
Så kan man lære det - kan man - hvis nu nytårsforsættet om rygestop
smutter.
Skulle man være så uheldig at falde om af skræk over billederne, så
er der dog håb, idet lægehelikoptere fra marts-april i realiteten
bliver landsdækkende. Så må man blot bede til, at hospitalerne har
nogen til at tage imod. Sygehusvæsnet skal nemlig spare 3000
stillinger væk næste år. I øvrigt bliver det fra 1. april
regionerne, der overtager alle sundhedsfaglige opkald til
nødtelefonen 112.
På det sportslige område indledes året 13. januar med VM i
herrehåndbold, hvor Danmark næsten har hjemmebanefordel, idet
mesterskaberne bl.a. spilles i Malmø. Og til marts går det løs i
Norge, når det danske fodboldlandshold møder op i
EM-kvalifikationen.
"Fødekæden" til landsholdet, U/21-holdet, stiller i øvrigt op som
vært for EM-slutrunden for U/21-hold. Og så er der jo FC København,
der skal prøve flere kræfter i Champions League med kampe mod
Chelsea.
Derudover forventer Caroline Wozniacki selvfølgelig at forsætte
sine præstationer - og gerne også at vinde en grand slam.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
28. december 2010 |
| Senest opdateret: |
28. december 2010 |