Der ryddes op i vildnis i Gellerup
Der skal luft og synlighed mellem blokkene i Gellerupparken,
derfor er et hold skovarbejdere i gang med af fælde træer og rydde
op i det tilgroede vildnis.
I Gellerupparken og på Toveshøj er et hold skovarbejdere i gang
med at fælde træer. Det sker for at rydde op i det efterhånden
tilgroede vildnis, som præger boligområdets arealer. Som en
sidegevinst vil oprydningen også være med til at skabe mere
tryghed. Over de næste to måneder vil der blive fældet vildskudte
træer, krat og buske mellem blokkene.

Projektet er led i helhedsplanen, som Brabrand Boligforening og
Århus Kommune står bag. Helhedsplanen er en rammeaftale, som nu er
konkretiseret i en dispositionsplan, der går i offentlig høring
torsdag d. 11. marts. Visionen er at omdanne Gellerup-området fra
et udsat boligområde til en attraktiv bydel gennem omfattende
fysiske forandringer.
Der er tale om en 20 års plan, som er delt op i faser. Fase 1
består af en række aktiviteter, som på den korte bane skal være med
til at gøre Gellerup og Toveshøj mere attraktiv, øge beboernes
tryghed og give området et bedre image.
En af disse aktiviteter omfatter en stor rydningsplan, hvor
flere af boligområdets mange træer fjernes for at give mere luft og
synlighed mellem blokkene. Arbejdet med at fjerne krat og buskadser
samt fælde træer løber over de næste to måneder.
Rydningsplanen finansieres af Gellerupparken og Toveshøj samt
Århus Kommune.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
8. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |