Danskerne bekymrer sig om vold og sygehuse
Danskerne er mere optaget af værdipolitiske spørgsmål som
kriminalitet og sygehusenes ventelister end den verserende
økonomiske krise, viser måling.
Den økonomiske krise er over os, og velfærden i kommunerne står for
skud. Ikke desto mindre retter danskernes bekymringer sig mod
ganske andre ting: Volden i gaderne skal stoppe og sygehusene skal
fungere. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Catinét har udført
for Ugebrevet A4.
Her giver næsten 6 ud af 10 danskere udtryk for en bekymring for
vold og kriminalitet i tæt opløb med ventelisterne på
sygehusene.
Den "fordelingspolitiske" frygt for arbejdsløshed kommer først ind
på en tredjeplads på danskernes liste. 52 procent af de adspurgte
er således "meget" eller "en del bekymret" for at miste sit
job.
Danskernes svar i undersøgelse flugter ikke helt med særligt
oppositionens dagsorden, hvor den økonomiske krise har absolut
førsteprioritet. Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt
har på den bane kunnet glæde sig over, at den seneste tids
meningsmålinger peger på hende som vinder af næste valg - især på
baggrund af debatten om den økonomiske kurs.
Derfor er værdipolitikkens genkomst ikke gode nyheder for
oppositionen, vurderer ekspert.
- Uenigheden i og imellem partierne på venstrefløjen har ikke fyldt
så meget, så længe det hele har handlet om økonomi og
arbejdsløshed. Men når de værdipolitiske diskussioner blusser op
igen, vil det bryde ud i lys lue, siger valgforsker Lars Hovbakke
Sørensen fra Aarhus Universitet til A4.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, er ikke
enig. Han tvivler ikke på, hvad der bliver den politiske kampplads
frem mod næste folketingsvalg.
- Det afgørende bliver, hvem der har den mest troværdige økonomiske
politik, siger han til A4.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
22. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |