Danskere: Rygere og fede skal smides bag i køen
Stofmisbrugere, alkoholikere, rygere og stærkt overvægtige skal
stå sidst i køen til sygdomsbehandling, mener over en tredjedel af
danskerne. Politikere og læger er helt uenige. Holdningen skyldes
en stigende egoisme i samfundet, mener formand for Det Etiske
Råd.
Stofmisbrugere, alkoholikere, rygere og stærkt overvægtige
fortjener ikke at få lige så hurtig sygdomsbehandling som andre
befolkningsgrupper. Det er holdningen hos rigtig mange danskere,
viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Yougov Zapera har
foretaget for MetroXpress.
I rundspørgen svarer 38 procent af danskerne, at det er i orden at
prioritere blandt patienter med samme sygdom. Men sortering blandt
patienter er ikke en holdbar løsning på de lange ventelister og
flere livsstilssygdomme, lyder det fra politikere og læger, som
metroXpress har talt med. Poul Jasczcak, der er formand for
Foreningen af Speciallæger, mener i stedet, at man skal satse på at
behandle de mest alvorlige sygdomme først og forbedre den
forebyggende indsats.
»At man er ryger eller har kørt galt i sin bil, fordi man ikke har
haft gode bremser, synes vi er underordnet. Problemerne skal løses
ved at behandle de alvorligt syge mennesker, før man behandler de
mindre syge, og gøre meget mere for at få folk til at lade være med
at udfordre deres sundhed,« siger Poul Jasczcak til
metroXpress.
Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder (V) er enig i, at der
ikke må ske forskelsbehandling blandt befolkningsgrupper: »Der skal
være fri og lige adgang til lægehjælp og sundhedsydelser. Det er et
helt fundamentalt princip i Danmark. Uanset hvor meget man selv er
skyld i benbruddet, sukkersygen eller fedmeoperationen,« siger
Bertel Haarder til metroXpress.
At så mange danskere vil indføre behandling 'efter fortjeneste'
skyldes en stigende egoisme i befolkningen, mener Peder Agger, der
er formand for Det Etiske Råd: »Vi lever i en tid, hvor der er en
tendens til, at den enkeltes selvbestemmelse spiller en stadigt
større rolle. Men hvis vi begynder at prioritere på den måde, får
vi et samfund, som jeg ikke bryder mig om. Og hvor sætter vi
grænserne? Skal dem, der ryger 20 cigaretter bag ved dem, der ryger
10?« spørger Peder Agger.
Regitze Siggaard, der er talsmand for landsforeningen for
overvægtige, er bekymret over, at så mange danskere ønsker en
sortering blandt patienterne: »Det viser, hvor meget folk
misforstår, hvad det vil sige at være svært overvægtig. Folk tror
jo, det er fede mennesker, som bare burde tage sig sammen. Men det
er jo folk med et misbrug på linje med alkoholikere, og de har brug
for hjælp,« siger Regitze Siggaard til metroXpress.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
15. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |