Danmark på kedelig fattigdomskurs
Ny undersøgelse viser, at Danmark er langt fra fordums status
som EU's fattigdomsduks. AE-rådet vurderer, at 200.000 nu er
økonomisk fattige.
År med optur, friværdi og uafbrudt vækst er ikke kommet fattige
danskere til gode. Kristeligt Dagblad skriver onsdag, at i kroner
og øre har lige så mange en lige så lav indkomst i dag, som de
havde i 2005.
Dermed adskiller Danmark sig negativt fra de fleste andre EU-lande,
hvor andelen af borgere med en meget lav indkomst er formindsket i
samme periode. Det viser en ny undersøgelse af fattigdommen i EU,
som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) offentliggør
onsdag.
- Hvis de dårligst stillede herhjemme havde fået andel i den
generelle vækst i samfundet, ville der også her være sket et fald.
Men det er bare ikke sket, siger cand.polit. Finn Kenneth Hansen
til Kristeligt Dagblad.
Han står bag undersøgelsen, der tager udgangspunkt i EU's
fattigdomsgrænse. Samtidig viser nye tal fra
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge Politiken, at der nu er over
200.000 fattige i Danmark, som er på overførselsindkomst eller lav
løn.
Det er en stigning på knap 30.000 på et år og dermed den største
årlige vækst i antallet af fattige i nyere tid.
- Uligheden vokser markant, siger chefanalytiker Jonas Schytz Juul
fra AE-rådet til Politiken, idet han peger på, at siden 2001 er
blevet 50 procent flere fattige i Danmark.
Regeringen skyder med en konference torsdag sit program i gang for
EU's fattigdomsår 2010, som har til hensigt at bekæmpe fattigdommen
i Europa.
//Ritzau//
Andre brugere har skrevet
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
3. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |