Danmark er årets leverandør af skrald
Danskerne er fortsat EU's største leverandører af affald fra
husholdningen. For andet år i træk har danskerne i gennemsnit
leveret over 800 kilo hver.
Danmark stryger til tops, når det gælder mængden af affald fra
husholdningen. Ifølge ny opgørelse over affaldsforbruget i 2008
måtte de danske skraldemænd slæbe i gennemsnit 802 kilo affald fra
hver dansker.
Det er EU's statistiske kontor, Eurostat, der laver årlige
opgørelser over affaldsforbruget, og det er andet år i træk, vi
ligger i top på den liste.
Til gengæld er vi gode til at skille os af med det efterfølgende.
Kun fire procent affald ender som bunker på landjorden, hvor
EU-gennemsnittet er 40 procent. 54 procent af affaldet ryger til
forbrænding, hvor det bidrager til at producere el og varme. 24
procent bliver genbrugt og 18 procent ender som kompost.
Tyskerne er igen det europæiske mønstereksempel. Med 580 kilo
affald per indbygger ligger de lidt over EU-gennemsnittet, men kun
én procent af deres affald ender på lossepladser, mens hele 65
procent bliver genbrugt eller ender som kompost. De sidste 35
procent bliver brændt af.
Selvom de kun producerer 467 kilo affald per indbygger, tager
Bulgarien alligevel prisen som årets affaldsskurk. 100 procent af
deres husholdningsaffald ender i bunker på landjorden.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |