Børn og unge tænker, før de uploader
Hvilke billeder kan jeg lægge ud? Hvad kan jeg skrive? Hvem kan
jeg blive venner med? Det kan være svært at finde hoved og hale i
privatlivets sikkerhed i cyberspace som det meget populære
Facebook. I det lys markerer Medierådet for Børn og Unge kampagnen
Sikker Dag 2010 den 9. februar, hvor temaet er "Tænk før du
uploader".
Ifølge sekretariatschef for Medierådet, Susanne Boe, er den klare
tendens, at kampagner som denne hjælper børn og unge til at blive
bedre til at skabe sig et sikkerhedsnet i cyberspace.
- Børn er blevet bedre til at gebærde sig på internettet. Siden vi
lancerede vores første kampagne i 2004, kan vi se, at kampagnerne
hjælper børn og unge med at forstå, hvilke rettigheder de har på
nettet, og hvordan de værner om deres privatliv, siger Susanne
Boe.
Siden 2004 har Medierådet sat fokus på børns og unges sikkerhed i
forskellige medieplatforme. Sidste år satte de fokus på deres
adfærd over for hinanden på net og mobil.
16-årige Caroline Fogt Hjort er blandt de unge, der på egen krop
kan mærke, at kampagner som Medierådets har hjulpet hende til at
opføre sig mere ansvarlig på internettet.
- Medierådets kampagner har lært mig at være mere bevist om min
sikkerhed på nettet. Jeg er blevet mere bevist om oplysninger om
mit password og telefonnummer, og hvem jeg taler med, siger
Caroline Fogt Hjorth.
Hun er en af de 11-16-årige, der er med i Medierådets panel
"Medierødder", der hjælper Medierådet med at sætte spot på børn og
unges brug af internettet.
Selvom Susanne Boe mener, at børn og unge er blevet mere
opmærksomme på deres sikkerhed på nettet, skal forældrene blive
bedre til at lære deres børn om emnet. Derfor tager Medierådet også
fat om forældrenes rolle i dette års kampagne.
- Vi har udarbejdet en guide til forældrene om deres børns digitale
privatliv. Vi lægger op til debat og eftertanke, med nogle
spørgsmål som forældrene kan stille deres børn, for at få dem til
at tænke over, hvad de vil dele med andre online, siger Susanne
Boe.
Hun understreger, at folkeskolerne også skal blive bedre til at
give eleverne råd og vejledning om sikkerhed på nettet i de
tilfælde, hvor forældrenes hjælp ikke er tilstrækkelig.
- Vi vil stærkt opfordre lærere til at give eleverne de værktøjer,
der skal klæde dem ordentlig på, inden de uploader på nettet.
Selvom de er blevet bedre til at passe på, skal de stadig
rådgives.
Medierådets kampagne den 9. februar bliver støttet af EU's Safer
Programme, hvor 60 lande den dag sætter fokus på den ansvarlige og
sikre brug af internettet blandt børn og unge.
Sikker Internet Dag 2010 markeres i
Danmark med en lang række online og offline aktiviteter over hele
landet på skoler, biblioteker, museer og diverse netmødesteder for
børn og unge. Se hvad der sker på Medierådet's hjemmeside www.sikkerinternetdag.dk.
Internationalt fejres dagen i mere end 60 lande med en række
lokale, nationale og internationale aktiviteter og kampagner.
Kilde: Ritzau
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
8. februar 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |