Beboere må ikke holde kat, men afdelingen må godt

Foto: Colourbox

Ja eller nej til husdyr er et klassisk stridsspørgsmål i beboerdemokratiet. Men i en sjællandsk boligafdeling har de fundet en tredje vej. Her er der forbud mod privatkatte og tilladelse til fodring af vildkatte. 

Af Torben Svane Christensen

Lotte Kassinger elsker katte, men bor i en boligafdeling, hvor det ikke er tilladt at holde dem. Alligevel kan hun jævnligt være i nærkontakt med katte der, hvor hun bor. I hendes afdeling har de fundet en tredje løsning på et spørgsmål, som ofte deler vandene i beboerdemokratiet: Ja eller nej til husdyr, hunde som katte. Lotte Kassinger bor i Boligforeningen 3B's afdeling Egedalsvænge i den nordsjællandske by Kokkedal. Her er der indført organiseret fodring af områdets herreløse katte. Lotte Kassinger er her blevet en såkaldt fodervært.

Styr på kattelivet
Ideen til ordningen opstod, fordi herreløse katte strejfede rundt i boligområder og var en kilde til irritation. I jagten på mad gik de herreløse katte i skraldet. Kattejammer fra sultne katte kunne spolere nattesøvnen, og hvis der var beboere, der forbarmede sig og begyndte at fodre, kunne det føre til konflikter mellem katteelskere og kattehadere. Afdelingsbestyrelsen sagde ja til et samarbejde med Kattens Værn om at få indfanget områdets herreløse katte, så de kunne blive mærket, steriliseret, kastreret og behandlet for sygdomme. Derefter skulle de sættes ud igen og fodres af frivillige foderværter. Et hold på seks beboere meldte sig til at stå for fodringen. Fodringen foregår en gang om dagen, gerne om aftenen, når der er faldet ro over området, på fire fodersteder. "Maden er sponsoreret af afdelingen, og det er lykkedes at få lidt rabat på den hos en forhandler," fortæller Lotte Kassinger.

Fra kiv til glæde
Birte Vestergaard fra afdelingsbestyrelsen er ikke nervøs for, at fodringen vil tiltrække flere katte. "Vi kan ikke undgå vildtlevende katte. De kommer nemlig helt af sig selv. Men vi kan med dette genudsætningsprojekt vende ulemperne til fordele. En kontrolleret bestand af katte vil holde både mus, rotter og andre vildtlevende katte på afstand," siger hun. Steriliseringen har Kattens Værn givet et tilskud til, og resten betales af afdelingen. Foderværterne mødes en gang om måneden og får her udleveret kattefoder til den kommende måned. "Dyrevenner blandt de øvrige beboere er glade for at se sunde katte, der trives, og for at afdelingsbestyrelsen tager et ansvar for de vildtlevende katte," siger Birte Vestergaard. En sidegevinst ved tiltaget er, at der også er et socialt aspekt i fodringen af kattene og korpset af foderværter. Kattene er blevet et godt samtaleemne, og foderværterne deltog med deres eget indslag i områdets senestefastelavnsfest. Det gjorde de med en variant af den kendte
børneleg "sæt halen på grisen". Her var grisen skiftet ud med en kat.

Stadig nej til private katte
Birte Vestergaard mener ikke, at fodringen af vildkatte er i modstrid med afdelingens regler om, at der ikke må holdes husdyr i lejlighederne.
"Husdyrhold i hjemmet er i den forstand noget helt andet, hvor forbuddet naturligvis som udgangspunkt er et resultat af selve lejeforholdet, hvor der skal tages hensyn både til efterfølgende lejere og øvrige lejere. Blandt andet fordi allergiske reaktioner kan forhindre eller besværliggøre den efterfølgende udlejning," siger hun. Sidst der blevet stillet forslag på et afdelingsmøde om, at den enkelte beboer skal have lov at holde kat, blev det nedstemt. Det skete blandt andet med den begrundelse, at det ville blive dyrere at sætte lejligheder i stand ved fraflytninger, og at disse udgifter kunne blive et fælles anliggende for afdelingen. I stedet er vildkatte nu blevet et fælles anliggende.

Her må der både være private og vilde katte
I den københavnske boligorganisation fsb's afdeling Klokkergården er det både tilladt at holde kat i lejlighederne og at fodre vildkatte. Afdelingen havde problemer med vildkatte for fem år siden. En af beboerne tog initiativ
til i samarbejde med Kattens Værn at få 12 katte indfanget, neutraliseret, vaccineret og genudsat i området. Der blev fundet to frivillige foderværter blandt beboerne. Før indfangningen var der beboere, der fodrede
vildkattene i smug, men nu kom der ordnede forhold.

Foderet blev betalt af afdelingen
"Det løste problemet med vildkattene, og i dag er  der kun fire katte tilbage. Der kommer ikke nye til. Så det kan jeg godt anbefale at gøre andre steder," siger afdelingsformand Ove Nielsen, Klokkergården.

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 12. november 2010
Senest opdateret: 12. november 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Hver tredje må have husdyr

I 32 pct. af de almene boliger i Danmark giver husordenen  den enkelte beboer lov til at holde kat eller et andet husdyr. Det viser en søgning på hjemmesiden www.DanmarkBolig.dk.

Her vil det sikkert overraske mange, at det er mere almindeligt med tilladelse til husdyr i højt end i lavt byggeri.

Husdyr et tilladt i hver fjerde bolig i lavt byggeri og i to ud af fem boliger i højt byggeri.