Ældre Sagen: Pensionsopsparing trues
Ældre Sagen frygter, at regeringens plan om en særskat på
udbetaling af pensioner over 350.000 kr. vil ødelægge tilliden til
pensionssystemet.
VK-regeringen er ifølge Ældre Sagen i færd med at ødelægge tilliden
til pensionssystemet ved at indføre en særskat på udbetaling af
pensioner over 350.000 kr. om året inklusive folkepension.
Det skriver dagbladet Børsen.
Forslaget, der formentlig bliver lanceret efter påske, ser ud til
at blive en formueskat, der vil få danskerne til at lægge færre
penge til side til alderdommen, mener Ældre Sagen.
- Læren af det her er jo, at man løber en risiko ved at binde sine
penge i
pension. Nu ser det ud til, at der kommer en slags formueskat, og
hvis folk så frygter, at der sker det samme om 10 år, vil det
afspejle sig i pensionsopsparingerne, siger Claus Blendstrup,
konsulent i Ældre Sagen.
- Folk har ageret i tillid til gældende regler, og når man laver
skatteregler om, som har eksisteret i mange, mange år, så skal man
behandle folk ordentligt. Det gør man ikke i denne sag, og det vil
få konsekvenser, siger han til Børsen.
Ældre Sagen har henvendt sig direkte til både den tidligere
skatteminister,
Kristian Jensen (V), og den nye, Troels Lund Poulsen (V).
Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab ved Københavns
Universitet, mener, at regeringen er på farlig kurs:
- Når man straffer borgerlige vælgere, som sparer op til deres
pension, så
risikerer man, at det svirper tilbage i hovedet på regeringen,
siger han til Børsen.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
29. marts 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |