Årets superstudent: Spild af ressourcer, når pizzamanden er ingeniør

Af Samina Usman Foto: Stefan Kai Nielsen

Smilende langer hun en Big Mac menu fra Mc-Donald’s over disken til en sulten kunde. “Tillykke med det fine snit,” ytrer flere kunder. “Vi er stolte af, at du kommer fra en provinsby som Høje-Taastrup”. Glæden vil ingen ende tage, men kunderne skal ikke regne med at se Amani Meaidi foran disken i McDonald’s til evig tid. Pigen med landets højeste gennemsnit i studentereksamen har nemlig ambitioner om en dag at indtage en ledende stilling inden for medicinalverdenen. Forinden skal hun lige have uddannelsen som læge i hus. Men så ligger alle mulighederne også åbne for hende. Noget, som hun ønsker, gjaldt for alle med en uddannelse. For Amani Meaidi kan ikke lade være med at ærgre sig over, at der sidder mange velkvalificerede mennesker rundt omkring i landet med gode uddannelser, som de ikke får brugt til noget. Hendes blik skal ikke vandre længere væk end til sit eget lokalområde for at komme med et eksempel. Her er pizzamanden nemlig uddannet civilingeniør. “Smadder ærgerligt” kalder hun det, når man i Danmark i disse dage oven i købet skriger på velkvalificeret arbejdskraft. Og “trist” fordi der sidder nogle mennesker rundt omkring i landet, som har taget sig en uddannelse, som de godt kan lide og vil arbejde med, og så ender som pizzamænd et eller andet sted. Løsningen på problemet har hun ikke. Men hun er ikke i tvivl om, at samfundet på et eller andet niveau må ændres for at udnytte de mange spildte ressourcer. Og Amani Meaidi ved, hvad hun taler om. Begge hendes forældre er nemlig veluddannede, men forskellige omstændigheder som sygdom, en hård psykisk bagage og et krav om at skulle uddanne sig forfra igen, har forhindret dem i at bruge deres kvalifikationer i Danmark.

Forældre er ikke rollemodeller
Selv om forældrene ikke har kunnet bruge deres uddannelser i Danmark, har de altid holdt fast i vigtigheden af at have en uddannelse. Faren, der er uddannet fysiklærer i Irak, måtte flygte fra Saddam Husseins regime, hvor han nåede at sidde i fængsel og blive udsat for giftgasangreb, fordi han kæmpede mod styret. Moren, der også er flygtning og palæstinensisk syrer, kom fra en familie, der levede i ekstrem fattigdom i Syrien og var afhængige af nødhjælp fra Unicef. På trods af en opvækst i fattige kår lykkedes det hende at tage sig en uddannelse som meteorolog. Faren kom til Danmark i 1991, mens moren og Amani Meaidi fulgte efter i 1992. “Mine forældre ville mere end gerne bruge deres uddannelser til noget og bidrage til samfundet. Men det er enormt svært at skulle starte fra bunden i et helt nyt land. Dengang mine forældre kom til Danmark, var der et krav om, at man skulle tage sin uddannelse helt forfra. Med den bagage, de havde, kunne de simpelthen ikke overskue at skulle begynde fra bunden igen. Desværre oplever jeg tit, at mange indvandrere bliver stemplet som nogle, der er uintelligente og ikke går op i uddannelse og derfor ender som taxachauffører, pizzamænd eller kioskejere. Men man skal huske på, hvilken fortid de har haft,” forklarer hun. Faren endte også med at åbne en kiosk. Imidlertid smadrede det slidsomme og hårde kiosk arbejde hans ryg og gjorde, at han sidenhen ikke har kunnet stå oprejst i længere tid ad gangen. Moren nåede at tage en 9. klasses uddannelse og et år på handelsskole, inden hun blev syg med struma. Begge er i dag kontanthjælpsmodtagere. “Intellektuelt er jeg ikke anderledes end mine forældre. Taler vi om uddannelse, er min generation mere ligestillede med vores danske kammerater, fordi vi ikke kommer med en psykisk bagage, som vores forældre gjorde. Jeg kan bruge mit intellekt til noget. Jeg har de samme muligheder som enhver anden.  Mange journalistergår op i min etnicitet og blæser på den konto min historie op til en stor succes. Men min historie havde været lige så god, hvis jeg nu havde haft lyst hår og var etnisk dansker. Folk tror, at mange tosprogede ikke klarer sig godt, og det billede vil jeg gerne være med til at eliminere,” fastslår Amani Meaidi. Netop derfor tvivler hun ikke et sekund på, at fremtidens Danmark kommer til at se langt flere tosprogede i ledende stillinger end hidtil. Hun spår sågar, at mange flere piger end drenge ender i ledende stillinger og understreger, at tendensen også gælder for etnisk danske piger. Efter hendes opfattelse stræber piger nemlig meget oftere efter noget og er mere målrettede end drenge, som hun mener kan have tendens til at have lidt af “det der dovne gen”. Samtidig skynder hun sig at sige, at det selvfølgelig ikke gælder alle drenge. Men bag Amani Meaidis målrettethed, hendes ønske om at blive til noget stort, ligger også en anden og meget dybere forklaring …

Frygt for at ende på gaden
Allerede som teenager blev Amani Meaidi, der er vokset op i det almene boligkompleks Gadehavegård i Høje-Taastrup, konfronteret med frygten for at blive sat på gaden. Familien havde en stram økonomi og var meget afhængige af at modtage kontanthjælp. Problemerne opstod, når kontanthjælpen ikke altid dukkede rettidigt op på forældrenes konti, hvilket skabte et psykisk helvede for familien. En ond cirkel blev sat i gang. Kom kontanthjælpen ikke, kunne huslejen ikke betales til tiden, og i sidste ende var der risiko for, at familien kunne ende på gaden. Som ældste barn ud af en søskendeflok på fire og med de bedste  danskkundskaber måtte 13-årige Amani Meaidi derfor ringe til kommunen for at høre om, hvorfor kontanthjælpen udeblev. “Til tider har jeg frygtet, åh nej hvad sker der nu? Bliver en familie med far og mor og fire børn sat på gaden? Er der nogen, der overhovedet tager hensyn til, at her er fire børn? Man bliver jo bange og tænker alle mulige tanker,” lyder det fra Amani Meaidi, hvis ansigt på et øjeblik forvandler sig fra smilende til at være mere alvorligt. Episoden er én blandt mange, der har gjort Amani Meaidi voksen før tid. Sine forældres situation kunne hun ikke gøre meget ved. Til gengæld kan hun gøre alt for ikke at ende som dem.  “Jeg skal fandeme have mig en uddannelse og bruge den til noget, gjorde jeg op med mig selv. Ens tilværelse bliver alt  for usikker uden, og den usikkerhed vil jeg gøre alt for at komme væk fra. Mine forældres situation har helt klart været mit drive for at skulle klare mig godt i livet.” Hendes ambition om at blive til noget og ikke spilde tiden har været tydelig i hendes valg. I gymnasiet, hvor det er normalt at tage to fag på højt niveau, valgte  hun i stedet at tage fem fag på højt niveau. Ved siden af passede hun to fritidsjob – i en tøjbutik og i McDonald’s – for at kunne støtte familien økonomisk. Sidst på måneden kniber det nemlig stadig med at få pengene til at række. Men hun understreger, at hun ikke er noget særligt.

Ville møde andre mennesker
Selv om Amani Meaidi ikke kan lide at blive skilt ud fra mængden, er der så mange ting, der alligevel gør hende anderledes. For at udvikle sig personligt valgte hun eksempelvis helt bevidst det nærmeste studiested, Høje-Taastrup Gymnasium, fra for at vælge Rødovre Gymnasium, der ligger længere væk fra hjemmet. “Jeg er vokset op i Høje-Taastrup og kender rigtig mange mennesker herfra. På det personlige plan følte jeg, at jeg ville udvikle mig meget mere, hvis jeg mødte nogle nye mennesker frem for at hænge ud med dem, jeg altid har kendt.” Tørsten efter at lære noget af andre mennesker og udvikle sig personligt afspejler sig også i hendes vennekreds, der består af folk fra forskellige racer, religiøse retninger og herunder ateister. Selv er hun troende muslim og går meget op i sin religion. Hun faster i måneden ramadan og beder dagligt. Men tørklædet har hun alligevel valgt fra, for der er ingen grund til at skilte med sin religion, da det er en personlig sag, mener hun. Tror man nu som læser, at Amani Meaidi ikke har haft noget “liv”, siden hun har været så målrettet i sit liv og i sine valg, så tager man fejl. Hun har nemlig også en social side, hvor hun har haft tid til veninderne, gymnasiefesterne og endda at hoppe på motionscyklen i fitnesscentret to gange om ugen. Men hun er ikke et supermenneske og har ikke mere tid end alle andre. Forskellen er bare, at hun er dygtig til at strukturere og planlægge sin tid. Og så hjælper det at have forældre, der løber ærinder for én. “Jeg havde ikke kunnet klare mig uden mine forældres opbakning.  Min far har flere gange trådt til og hentet biblioteksbøger, når jeg ikke selv har haft tid. Og så er jeg sluppet for alle de daglige sure pligter i hjemmet som at vaske op, støvsuge og lave mad,” griner hun og fortæller, at moren sågar klarer alle hendes tøjindkøb. Støtten hjemmefra betyder desuden, at Amani Meaidi får overskud til at hjælpe de yngre beboere i lokalområdet med lektierne. Efter sigende skulle der nemlig åbne en ny lektiecafé i området i august. Men inden da går hendes sommerferieplaner ud på at vende burgere i McDonald’s for at tjene lidt ekstra skillinger, for ferie har familien ikke råd til at holde.

Derfor er hendes hus sort
Den sorte studenterhue er den oprindelige hue som er fra 1800-tallet. I dag er den mere sjælden, men alle kan bestille den. Typisk blev huen anvendt af klassisksproglige studenter. Men i dag er der også tradition for at, den bæres af gymnasieelever med enten matematik, fysik og kemi på højt niveau eller 5 fag på højt niveau. Derudover benyttes den sorte hue af studenter fra familier uden tidligere studerende fra gymnasiet for at indikere, at man er den første student i familien. Emblemet kan fås i forskellige variationer. Eksempelvis kan kristne vælge et kors, muslimerne en halvmåne og en stjerne, jøderne en davidstjerne, mens ikke-troende og andre trosretninger kan vælge et ahornblad