36 sjove gåture sammen med naboen
Der hilses hjerteligt, når man mødes.
Man behøver ikke være løber for at få en god kondition. Det er lige så godt at slå sig sammen med naboer og tage nogle raske gåture. Sådan har beboere i boligområdet Lindholm i Nykøbing Falster foreløbig gjort 36 gange.
Foto og tekst: Eva Højrup
Jette Frandsen er glad og stolt. De seneste 12 uger har hun gået tre raske gåture om ugen sammen med sine naboer i boligområdet Lindholm i Nykøbing Falster. I aften skal hun gå en såkaldt gangtest. Men uanset hvad testen viser, så har hun ikke fortrudt, at hun meldte sig til projekt “I gang med motion” i april. “Jeg synes, at jeg er sej, når jeg har gået en tur. Kroppen har det da godt. Jeg kommer af sted, fordi de andre står og venter på mig. Det giver lige det sidste los bagi,” smiler Jette. Det er en varm sommeraften i juli. Omkring 20 beboere i motionstøj stimler sammen omkring Louis Philipsen fra firmaet bag projektet. Han er klar med stopur og pulsmåler. Det er i aften, resultatet af forårets anstrengelser skal måles. Alle er spændt på, om de har forbedret deres kondital. Louis Philipsen og hans medhjælper har målt en rute på to kilometer op, som deltagerne skal gå så hurtigt, de kan. En tilsvarende test blev lavet, da de begyndte i april. “Når jeg siger “nu”, så går I så hurtigt af sted, som I overhovedet kan, og når I så kommer her tilbage, skriver vi jeres tid ned, og så stikker I fingeren ind i den her pulsmåler,” forklarer Louis Philipsen.
For høje og for lave tal
Jette Frandsen, der er 62 år og bor i boligselskabet Fjordparken, er ved at gøre sig klar. Hun læste om “I gang med motion” i avisen. Hun havde netop fået målt sit kondital, der var for lavt, og sit kolesteroltal, der var for højt. “Det var jo ikke så godt. Så jeg tænkte, at nu måtte jeg altså se at komme op af sofaen. Det syntes min læge også var en god idé,” fortæller Jette Fransen. Tilbuddet om “I gang med motion” gælder også parcelhusejere ved siden af boligblokkene. Derovre fra er Henrik Petersen ved at være klar til testen. “Der kom en løbeseddel ind ad døren, og jeg tænkte med det samme, at her var der en chance for at få noget motion og samtidig lære nogle af dem fra blokkene at kende. Nu skulle det simpelthen være,” fortæller Henrik Petersen.
Op af sofaen
En måned tidligere har sommeren endnu ikke greb om Danmark. Det er torsdag aften, og regnen siler stille ned. Deltagerne i projektet “I gang med motion” ankommer én efter én, og trods vejret fylder glade stemmer luften. “Jeg er med, fordi jeg gerne vil have en bedre kondition. Jeg kommer ikke af sted, når jeg er alene. Så sætter jeg mig i sofaen og ser fjernsyn og falder lidt i søvn, og så er jeg ret hurtig til at bruge undskyldningen med, at nu er det blevet for sent,” fortæller Jette Frandsen, mens hun i skarpt tempo tilbagelægger ruten. Jette er her sammen med kollegaen Camilla Nielsen. “For mig er det sociale samvær vigtigt. Louis sagde til os, at vi skulle huske at tale sammen, og det har vi virkelig gjort. Vi spørger til hinanden og har det godt sammen,” fortæller 37-årige Camilla, der ligesom Jette bor hos Fjordparken.
Direkte hjem i bad
Irfan Basic, der er beboerrådgiver i Lindholm, er kaptajn på det ene af de to hold, deltagerne er delt op i. “Så går vi til” råber han ud over forsamlingen, mens han kigger på sit ur. Deltagerne skifter mellem at gå meget rask til, og så et almindeligt tempo i et par minutter, derefter raskt tempo igen. Der er aldrig nogen, der halter bagefter, for indimellem går gruppen tilbage i en sløjfe og “henter” resten af gruppen.
Bedste måde for overvægtige
Tilbage i den lune sommeraften en måned senere har Louis Philipsen sendt deltagerne af sted på dagens test. “Det er meningen, at gåturene skal være en god og sjov oplevelse. Motion behøver ikke at være hårdt slid. Alt for mange har fået nederlag, når de skulle dyrke motion,” fortæller Louis Philipsen. Filosofien er, at motion skal være rart: “Gåture i et raskt tempo er perfekte, især for mennesker der ikke har dyrket så meget motion før, og som måske har nogle kilo for meget på kroppen. Gang er mere skånsomt for kroppen end for eksempel løb.”
Tal på forbedringen
Den første deltager er nu på vej. Det er Henrik Petersen, der kommer oksende. Han har gået to kilometer på 13,41 minut, og hans puls er på 150. Svedende går han lidt frem og tilbage for at skridte af oven på strabadserne. Da Henrik Petersen tog samme gangtest i april, gik han to kilometer på 17,4 minutter, og hans kondital var på 37,9. 12 uger efter har han forbedret sit kondital med 17 procent til 44,3. Efter et par minutter kommer Jette Frandsen og Camilla Nielsen i mål side om side. Ingen af dem har deltaget i den forrige gangtest, men de har gået de to kilometer på 16,3 minutter. Jette Frandsen er sikker på, at hendes kondition er langt bedre i dag og ved, at hun også har tabt et par kilo. “Det er som om, det hele sidder lidt anderledes, og jeg kan spænde livremmen et par huller ind,” fortæller hun. Den samme historie kan Camilla desværre ikke fortælle: “Jeg har ikke været af sted alle gange, for jeg synes, at det er svært at få tiden til det oven i arbejde og unger. Men jeg skal helt klart være med igen efter sommerferien, og så er jeg nødt til at holde igen med de søde sager,” erklærer hun. Jette og Henrik er enige: De vil også være med igen til efteråret. “Vi har talt om, at selv om projektet måske ikke fortsætter i officielle rammer, så vil vi beboere blive ved med at mødes her ved aktivitetshuset og gå sammen flere gange om ugen. Jeg er meget opsat på, at det skal blive til noget, for jeg kommer ikke af sted alene,” siger Jette Frandsen.

| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
16. august 2010 |
| Senest opdateret: |
16. august 2010 |