13 år og snart kendt fra fjernsynet

Af Michael Thorberg

Isak tænker mest på fodbold. Som sådan adskiller han sig ikke meget fra så mange andre 13-årige drenge. Men Isak bliver snart lidt mere kendt for mange danskere end så mange andre på hans alder. Han er nemlig en af fire hovedpersoner i en dokumentarserie, som snart kommer til at rulle over tv-skærmene i Danmark. I tv-serien følges fire børn forskellige steder i Danmark. Fire børn som har dét til fælles, at de vokser op i familier, som på den ene eller anden måde er trængt af dårlig økonomi, sygdom eller dårlig skolegang. Anne Hjort er den ene af de to dokumentarfilminstruktører, som står bag tv-serien, og hun understreger, at formålet med udsendelserne ikke er at skildre nød og elendighed. Snarere tværtimod. Pointen med serien er, at ressourcer, giver mange trængte familier ikke op. De kæmper for at holde sammen på familien og sammen finde en vej ud af problemerne. Men det er en kunst at overleve under svære betingelser. Især hvis man er barn. Sammen med instruktør Sussie Weinold har Anne Hjort fundet fire familier, som tv-seerne en gang i foråret får lov til at følge. Og familierne ved godt, hvad de går ind til - og hvorfor: "Det handler meget om, at man gerne vil dele sine erfaringer med andre, og man vil gerne hjælpe andre ved at fortælle om de problemer, man hari sit liv, og om hvordan man så klarer dem," siger Anne Hjort.

Familien klarer sig
Da Beboerbladet møder Isak, er han i gang med de sidste optagelser. Selv  om han er en genert dreng, virker han helt fortrolig med opgaven som tvstjerne, og han venter tålmodigt, mens lys og kameraindstillinger justeres igen og igen. I de sidste optagelser filmes han, mens han laver lektier, ligesom han læser op af nogle dagbogs notater, der skal anvendes i dokumentarserien. Isaks mor dukker op under optagelserne i hjemmet i Aldersrogade på det ydre Nørrebro i København. Lillian Anyabo hedder hun, og hun er ved at uddanne sig til sosu-hjælper. Lillian kom fra Uganda til Danmark for 12 år siden, hvor hun blev familiesammenført med sin mand. Han var voldelig, og hun kom på krisecenter. Siden blev hun skilt fra manden, og Isak har ikke set sin far, siden han var to år. Nu bor faderen i Canada, og Isak snakker kun med ham i telefon nogle få gange om året. Familien klarer sig alligevel. Lillian har en voksen-elev-løn, som ikke rækker ret langt, men hun klarer sig blandt andet ved, at hun har en veninde, der scanner Aldi og andre lavprisbutikker for gode tilbud, og som kører rundt og køber billigt ind - kasser med frosne kyllinger og løg i sække. Så skønt den økonomiske smalhals er der altid mad på bordet i familien. Og det sætter en sulten 13-årig dreng stor pris på: Mange af de dagbogsnotater, han læser op, handler om moderens gode mad og lysten til kage. Men Lillian Anyabos fokus på at uddanne sig har et videre perspektiv end det at få mad på bordet og penge på kontoen, for - som hun siger - hun vil gerne hjælpe ældre mennesker, ligesom at Danmark har hjulpet hende. I Uganda havde det været umuligt for hende at blive skilt fra en voldelig mand, og der havde hendes børn ikke kunnet få en uddannelse.

Vil være som Zanka
I det hele taget er uddannelse et mantra for Isaks mor. Det gælder også i forhold til hendes egne børn. Isak går i skole på det Kgl. Vajsenhus, og det gjorde Isaks storebror Hilal også, og han klarede at blive student sidste sommer. Selv drømmer Isak om at blive professionel fodboldspiller. Sammen med bedstevennen Hamid er en foldbold hans mest tro følgesvend, og han kan spille alle vegne, ligesom han kigger fodbold i fjernsynet, når han kan komme til det. Storebror Hilal spillede i sin tid fodbold sammen med Mathias "Zanka" Jørgensen, som nu er professionel i FCK. Hilal valgte at droppe fodbolden for at klare gymnasiet, mens Zanka gjorde begge dele, og det er også Isaks drøm: Både at blive student som storebror og blive professionel fodboldspiller som Zanka. Der er dog ingen tvivl om, hvilken drøm, som Isaks mor bærer rundt på, for inde i stuen er Isak stadig i gang med at læse op af sine dagbogsnotater, og et af dem lyder: "Min mor siger skole, skole, skole. Jeg siger fodbold, fodbold, fodbold."