To tredjedele af dem bærer tørklæde, 85 procent er
i gang med en uddannelse, og 90 procent forventet at nå lige så
langt karrieremæssigt som deres øvrige danske medstuderende.
For dem er det helt naturligt at tage en lang uddannelse og få et
godt job. De går i smart modetøj som deres danske venner. De mener,
at de har de samme muligheder og rettigheder som alle andre unge
danskere, og de vil bidrage positivt til det danske samfund. De er
muslimer, men de ser ingen modsætning mellem at være muslim og at
være dansker.
»Jeg er 100 procent sikker på, at jeg er godt integreret. Jeg taler
godt dansk, og jeg ved mere om politik end mange af mine danske
venner. De fleste, jeg kender, har uddannelse og alt det, der
kræves for at være integreret«, siger 21-årige Ayet Abdul-Ghani,
som læser på Handelshøjskolen, CBS, i København. Men samtidig
tilføjer hun:
»Jeg tror på, at man kan have sin egen kultur og stadig være
integreret. Jeg har nogle rødder. Mine forældre er flygtet hertil
fra Libanon. De har haft deres ideer og værdier, som de har
videreført til os«.
Mere end 80 procent af de unge muslimske kvinder har oplevet
diskrimination i Danmark. Mest i form af nedladende bemærkninger på
gaden eller i butikker fra folk, de ikke kender. Og fra medier og
politikere.
Nogle har oplevet det som svært at få job, når man har et fremmed
navn, men i skolen, på gymnasiet, på studiet og arbejdspladser
føler de sig godt modtaget.
Miray Kücükköse er født i Glostrup af kurdiske forældre fra den
tyrkiske by Konya. Både moderen og faderen er ufaglærte og har
arbejdet hårdt som hhv. rengøringsassistent og lagerarbejder gennem
mange år.
Nu kan forældrene se deres børn vokse op og tage lange uddannelser.
Mirays storesøster er netop ved at blive færdig som cand.merc.jur.
fra CBS. Miray selv er på 6. semester, og hendes lillebror på 16 år
går på handelsgymnasium. En lillesøster på ni år klarer sig fint i
skolen.
»Begge mine forældre sætter uddannelse meget højt. De vil gerne
have, at vi tager en uddannelse, som de ikke selv har haft mulighed
for«, siger Miray til Politiken
.
»Det at være integreret er at tage ansvar for det samfund, man
lever i, og tage del i samfundet. Man er integreret, hvis man føler
sig hjemme i Danmark, hvilket jeg gør«, siger Miray. |