Rødderne bekæmper kriminalitet

Foto: Kisser Møller Hansen

Den forebyggende indsats i Gellerup er helt afgørende i landets mest socialt belastede område og får nu rygstød. Nye tal fra politiet viser, at kriminaliteten rasler ned.

Af Sanne Hansen

"Hvor er de to andre?" "De har taget Toveshøj." "OK." De unge mænd bevæger sig ud i området i deres røde og sorte jakker med Unge 4 Unge-logo på ryggen. Systematisk tjekker de kælderdørene i alle opgangene i Gellerupparken, Århus. Smækker de ulåste som et værn mod de kælderbrande, der tidligere har plaget området så voldsomt - og går afslappet videre.

Tryggere end i medierne
Den forebyggende indsats i Gellerup er helt afgørende i landets mest socialt belastede område og får nu rygstød. Nye tal fra politiet viser, at kriminaliteten rasler ned. Den seneste opgørelse af anmeldelser viser en samlet nedgang på 33 % fra 2007 til 2009 i den såkaldte utryghedsskabende kriminalitet - det vil blandt andet sige hærværk, indbrud, gaderøverier og voldsanmeldelser. Tallene bliver yderligere sat i relief af, at antallet af voldsanmeldelser og gaderøverier i den samlede Østjyllands Politikreds er for opadgående. I Gellerup er anmeldelserne for netop disse former for kriminalitet faldet med henholdsvis 41 og 38 %. Tallene vækker forsigtig glæde hos lokalpolitiets leder, Jens Espensen, der tror, at den samlede indsats fra mange forskellige instanser nu bærer frugt. "Vi føler alle, vi har en fælles mission herude," konstaterer han og nævner det tætte samarbejde mellem skoler, boligforening, socialcenter, politi og indsatsen fra frivillige og områdets store foreningsliv som udslagsgivende." Samtidig peger han på, at enkelte stærkt toneangivende kriminelle fra området for øjeblikket afsoner og ikke øver negativ indflydelse. "Men jeg tror også, folk langsomt ændrer selvsyn. En mand fra Lemvig ville jo ikke turde gå en tur i Gellerup på grund af det unuancerede mediebillede. Og det er beboerne trætte af og prøver at gøre op med." Den udlægning kan afdelingsformand Helle Hansen nikke genkendende til: "Når man bor herude, oplever man jo ikke, der sker ret meget kriminelt. Og selv om alt ikke er fryd og gammen, så føler vi, at vores virkelighed nu begynder at afspejle sig i tallene. Og det er dejligt."

Mange bække små ...
I den mørke, våde efterårsaften er Unge 4 Unge gennem de første blokke. Tarek Abou Dawoud bruger en del af sin fritid i netværket. "Jeg har boet i det her område hele mit liv. Det er mit hjem. Og jeg vil gerne være med til at stoppe det kriminelle liv og skabe forandring. Jeg er glad og føler, jeg har gjort en god gerning, når jeg er færdig," forklarer han. Unge 4 Unge er forankret i Socialcenter Vest. Her hæfter centerchef Gitte Krogh sig rigtigt meget ved beboernes egen indflydelse - også når kriminalitetsstatistikkerne går den rigtige vej. "Vi har valgt at knytte klubber og foreningsdannelser tættere til os helt systematisk, så de kan gå ind at hjælpe," forklarer hun. Da der for eksempel i august var optræk til uro og brandstiftelser andre steder i landet, var alle på mærkerne forebyggelsesmæssigt i Gellerup. "Det smitter så hurtigt. Så er der måske én, der har en fætter i Vollsmose og gerne vil komme først med ballade her i Gellerup. Vi inddelte området i miniområder og appellerede til foreninger og frivillige - og det var en kæmpe hjælp," forklarer Gitte Krogh. I det konkrete tilfælde fik hver "gruppering" - for eksempel i form af en kortklub - en blok, de holdt øje med, og små ting blev rapporteret videre. Det gjaldt for eksempel, hvis kælderdøre stod ulåste, eller der lå meget affald, som kan være en invitation til brandstiftelse. "Folk kan se, at det hjælper, at vi gør noget alle sammen. Og så er vi selvfølgelig opmærksomme på lige at komme med en pose kaffe eller andet til foreningen bagefter. Små ting betyder meget," siger Gitte Krogh.

Grund til stolthed
Knækket i antallet af anmeldelser vækker begejstring hos direktør Torben Overgaard i Brabrand Boligforening, der dog også understreger, at statistikkerne hurtigt kan ændre sig. "Det kommer lidt i bølger. Pludselig er der nogle få, der anstifter brand 4-5-6 gange - og så fylder det meget i statistikken. Men vi er glade for medvinden, og  jeg synes, alle herude kan være stolte," siger han. Ord som omstillingsparathed, samarbejde, forebyggelse, beboeransvar og hurtig reaktion er for ham forklaringen på de gode resultater. Og i boligforeningens regi handler det ud over den sociale indsats blandt andet om dens omdiskuterede linje i forhold til at opsige familie, hvis børn har udøvet grov kriminalitet i området. "Det vil nok fortsat give diskussioner, men den almindelige lejelov beder os om at tage vare på beboernes tryghed. Og det gør vi så," siger Torben Overgaard.

Kriminaliteten-falder-over-.jpg

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 5. november 2009
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Gellerupparken

Gellerupparken er med sine 1800 boliger landets største almene boligafdeling. Århus Kommune og Brabrand Boligforening har i fællesskab udarbejdet en flerårig helhedsplan, der skal forvandle området (Afdelingerne Gellerup og Toveshøj) fra et socialt udsat boligområde til en attraktiv bydel. Der skal blandt andet  gennemføres omfattende fysiske forandringer af området.

Unge 4 Unge

Et netværk af unge frivillige, der gennemfører kriminalitetsforebyggende aktiviteter for børn og unge i Gellerup og Toveshøj i Århus vestby.

De unge i netværket har fokus på egen adfærd og udvikling som positive rollemodeller i området. Netværket har fået både integrations- og kriminalpræventive priser.

Unge 4 Unges initiativer spænder fra arrangementer af forskellige slags til busture på udvalgte ruter for at dæmme op for ballade. En mindre del af de unge i netværket har selv været i kontakt med politiet i forskellig grad. For at blive medlem skal man have en blank straffeattest fra de seneste seks måneder.