Nuværende og tidligere naboer inden for skærm-afstand
Facebook kan bruges til andet end at udstille éns privatliv i
det offentlige rum. Almene beboere er begyndt at danne
Facebook-grupper, hvor de både slås for stort og småt og dyrker
nostalgi.
Af Jørn Nyvang
"Velkommen i gruppen til de "nye" Lejerboere - man kan jo
dårligt følge med ;O) - lige pludselig bliver vi mange." Sådan
lyder en hilsentil medlemmerne af en beboergruppe, der er oprettet
på Facebook på internettet. Danskerne går for at være verdens
mest Facebook- glade folk. 38 procent af danskerne har oprettet en
profil på det sociale internet-værktøj. Hvor mange almene beboere,
der er på Facebook, vides ikke. Men de er ikke svære at finde, når
man leder efter de grupper, som er blevet oprettet. Beboerbladet
har på et par minutter fundet over 30 beboergrupper på Facebook og
har på skrømt meldt sig ind i de fleste af dem. Næsten alle grupper
er åbne for nye medlemmer. Grupperne vidner om, at man kan bruge
Facebook til andet end, hvad brugerne tit kritiseres for: At
fortælle omverdenen om ligegyldigheder fra deres privatliv.
Beboergrupper på Facebook arbejder både i det store og små. Flere
af dem er meget politiske og taler for almene beboeres ve og vel i
almindelighed. Andre har karakter af portaler for bestemte områder.
Nogle kæmper for at skaffe legepladser i deres afdelinger. Og så er
der mange nostalgiske grupper. For eksempel "Lejerbo afd. 27 i
Helsingør - i 60-70´erne", den med velkomsten. Den består primært
af anekdoter i billeder og ord, som giver episoder fra en almen
barndom nyt liv. En del grupper bærer præg af kun at blive
vedligeholdt i begyndelsen, når de har nyhedens interesse.
Det gælder også nogle af de fire grupper, vi præsenterer
nedenfor.
Beboernes virkelighed
Beboerdemokrater
Stifter: Anita Heisterberg, FSBbolig, København
"Formålet med gruppen er at få gang i en debat, hvor man ikke
kun får en administrations udgydelser om, hvordan verden skal se
ud, men også får beboernes kommentarer," siger Anita Heisterberg.
Så langt er hun tilfreds med udbyttet af sin gruppe. Men med 18
medlemmer synes hun, at udbyttet er for lille. "Det eneste
tidspunkt, hvor der er sket noget, har været, når jeg er kommet med
en provokation," udtaler Anita Heisterberg. Hun håber stadig, at
der kommer gang i debatten og fortæller om gruppen, hvor hun kan
komme til det. Folk fra administrationen må gerne være medlem af
gruppen, men hvis de begynder at deltage i en debat, beder Anita
Heisterberg dem om at overlade scenen til beboerne.
Til kamp for boligformen
Folk, der bor alment
Stifter: Peter Anker, Himmerlands Andelsboligforening,
Aalborg
"Mange mener, at alment byggeri er forbeholdt folk, der er
forfærdeligt fattige, dårlige og åndssvage. Det er irriterende. Jeg
har valgt at bo sådan her, fordi jeg mener, at det er den bedste
måde at bo på. Jeg ikke tilhænger af det roulette-ræs, som
boligmarkedet efterhånden bærer præg af at være," siger Peter
Anker. Hans gruppe er blandt andet en platform med kritik af
regeringen for at tage af de almene beboeres fælles opsparing i
Landsbyggefonden. "Denne gruppe skal vise, at vi står vagt om
arvesølvet. Meld dig ind og kom med gode og dårlige historier,"
lyder opfordringen på siden. Det har imidlertid knebet med begge
slags historier. Peter Anker er skuffet over kun at have 24
medlemmer. Han mener, at den manglende opbakning måske skyldes, at
de almene beboere har svært ved at se, at de har andre muligheder
for at få indflydelse end folk, der bor til leje hos private.
Ligesom andre er Peter Anker også med i mere levedygtige grupper.
Blandt andet én, der har til formål at bekæmpe fattigdommen frem
for de fattige.
Hele foreningen skulle informeres
Lillerød Boligforening
Stifter: Jeanette Oxfeldt Nordenkvist Braae
Lillerød Boligforening har haft store ambitioner med sin
Facebookgruppe. "Her vil blive annonceret begivenheder, der
vedrører Lillerød Boligforenings medlemmer. Denne gruppe er et
supplement til eksisterende offentliggørelser fra LBF," hedder det
på gruppens side. Og det har siden levet op til. Blandt andet med
en komplet liste over vigtige datoer. Men med 27 medlemmer har
opbakningen været skuffende, fastslår boligforeningens formand,
Jeanette Oxfeldt Nordenkvist Braae. Folk bruger nok mest Facebook
"for fun", som hun udtrykker det. Jeanette Oxfeldt fandt på
gruppen, da hun selv kom på Facebook i januar. Hun er selv med i
andre grupper, som er mere levedygtige. Blandt andet en gruppe for
beskyttelse af børn mod vold og misbrug, som siden har udviklet sig
til en forening.
Husker du?
UNGBO I Faaborg
Stifter: Lars Kraght
Der blev festet igennem, da Ungbo fandtes på Dosseringen i
Faaborg. Det kan man forstå på den Facebook-gruppe, der er oprettet
for de daværende beboere, som siden er spredt for alle vinde. "Jeg
har fundet mange venner gennem gruppen," siger dens stifter, Lars
Kraght, Odense. Han boede i Faaborg i slutningen af 1980'erne og
betragter det som en succes, at gruppen har samlet 41 medlemmer. De
første, der meldte sig, var de ældste, som Lars Kraght omgikkes. De
seneste tilkomne gruppemedlemmer har han ikke kendt.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. maj 2009 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |