Når man bare må lade tænderne falde ud

Af Regnar M. Nielsen

Mette Voss har i sit 48 år lange liv passet sine tandlægebesøg. Det vil sige indtil for fire år siden, hvor økonomien ikke længere rakte til det. Lige før jul tvang nøden hende alligevel til igen at søge tandlægen. "Jeg knækkede min sidste kindtand. Og så var der ingen vej uden om. Enten må jeg leve af grød eller få gjort noget," fortæller hun. I de fire år, hvor Mette Voss sidst grundet mangel på penge havde undladt at konsultere tandlægen, havde der ellers været adskillige episoder med tænderne, som ville have fået de fleste til at springe op i tandlægestolen og åbne munden. "Jeg mistede i den periode ikke mindre end fem tænder på grund af paradentose," forklarer hun. Et forhold, der ikke skyldtes manglende pleje af tænderne men derimod andre ulykkelige omstændigheder. På grund af en ryglidelse og gigt er Mette Voss i permanent smertebehandling. En af bivirkningerne ved den stærke smertestillende medicin er, at hendes slimhinder i munden tørrer ud. En tilstand, der kraftigt fremprovokerer paradentose.

1.000 kroner om måneden
Mette Voss står nu tilbage i en håbløs og smertefuld situation, hvor udbedringen af den mest akutte tilstand på hendes tilbageværende tænder, julens brækkede kindtand, vil koste 5.000 kroner alene. - Penge hun ikke har og heller ikke har udsigt til at få. "Jeg har en månedlig indtægt på 11.080 kroner. Men jeg har udgifter for næsten 10.000 kroner. Jeg skal leve for lidt over 1.000 kroner om måneden. Penge, der skal dække mit forbrug af mad, tøj, lommepenge med mere," forklarer hun. Baggrunden for Mette Voss' dårlige økonomi går flere år tilbage. Hun er uddannet socialpædagog og arbejdede som sådan, indtil hun i forbindelse med et løft af en bruger væltede og fik en permanent rygskade. At arbejde videre som socialpædagog var udelukket. Det væltede hende dog ikke. Hun uddannede sig i stedet til socialrådgiver. Men for fem år siden satte gigt også en stopper for det. Som eneforsørger til to børn måtte hun indrette forbruget efter, at hun nu var førtidspensionist.

Gæld
"Det gik i starten. Men i forbindelse med at vi blandt andet var nødt til at flytte to gange i løbet af kort tid samt andre uforudsete udgifter, begyndte det at gå galt. Jeg begyndte at stifte gæld. Ikke store lån men dyre lån. Når man ikke ejer noget, er lån dyre," forklarer hun. I dag må Mette Voss hver måned betale over 3.000 kroner af på lån. Sammen med udgifter til medicin og en husleje på godt 5.000 kroner til boligselskabet KAB for lejligheden i Søborg ved Gladsaxe, udgør afdragene hendes væsentligste faste udgifter. "Mange vil nok synes, at jeg selv er ude om det - at jeg bare kunne lade være med at tage de forbrugslån. Men det er utroligt svært ikke at tilgodese eksempelvis ens børns behov for også en gang imellem at få nyt. Ligesom vi som familie også en gang imellem måtte opleve at gå i biografen eller lignende. Og det var der bare ikke mulighed for, efter at jeg kom på førtidspension," siger hun. I dag bor Mette Voss alene. Den ældste søn på 19 år er flyttet hjemmefra. Den yngste på ti har diagnosen ADHD (damp), og bor nu på en døgninstitution.