Indbrud bekymrer danskerne

Foto: Colourbox

Mange danskere er bekymrede for, at deres hjem vil blive udsat for indbrud, viser undersøgelse. Antallet af indbrud er stigende, men risikoen er stadig lille.

 
Der er en udbredt bekymring blandt danskerne for, at indbrudstyve skal bryde ind i netop deres hjem. Det viser en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske Tidende.

Undersøgelsen viser, at flere end hver tredje dansker i dagligdagen bekymrer sig om indbrud i deres hjem, skriver avisen. 43 procent af de adspurgte svarer således, at de bekymrer sig i "høj grad" eller "nogen grad".

Og bekymringen kan være berettiget, hvis man kaster et blik på antallet af anmeldelser om indbrud i 2009.
- Antallet af anmeldelser er gået op fra 2008 til 2009, og det er jo også et udtryk for den velstandsstigning, vi har set i de senere år. Der er meget at hente i folks hjem med fladskærme, designermøbler og alt mulig elektronik. Samtidig med, at det er blevet sværere at lave røverier i blandt andet banker, har det gjort det attraktivt for tyveknægtene at kaste sig over de private hjem, siger, rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg til avisen
Ifølge Forsikringsoplysningen var der sidste år 43.768 indbrud og indbrudsforsøg i private hjem - et tal, der altså ventes at blive endnu højere i år.

Rigspolitichefen maner dog til besindighed hos borgerne. Med 2,6 millioner hjem og omkring 40.000 årlige indbrud er risikoen blot omkring halvanden procent, understreger han.


//Ritzau//

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 26. december 2009
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op