728.000 borgere i Danmark vil i 2050 have en
ikkevestlig baggrund. Det svarer til 12,1 procent af befolkningen
og er næsten en fordobling i forhold til i dag, hvor 6,6 procent af
den danske befolkning har en oprindelse fra et ikkevestligt land.
Det fremgår af undersøgelsen Indvandrere i Danmark 2009, som
Danmarks Statistik udgiver tirsdag.
Tallene viser også, at rekordmange indvandrerkvinder vælger at tage
en uddannelse. På 10 år er antallet af 20-årige indvandrerkvinder
under uddannelse steget 23 til 41 procent. Dermed ligger
indvandrerkvinder stort set på niveau med etnisk danske kvinder,
når det kommer til uddannelse.
Til gengæld er mandlige indvandrere og deres efterkommere markant
overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken. Korrigeret for
sociale og økonomiske forhold begår mandlige indvandrere 33 procent
mere kriminalitet sammenlignet med hele den mandlige befolkning.
For efterkommere af ikkevestlige indvandrere er antallet af
lovovertrædelser hele 117 procent højere.
De ikkevestlige indvandrere er stærkt overrepræsenterede blandt
modtagere af dagpenge- og kontanthjælp. Det gælder i særlig høj
grad 18-64-årige kvindelige kontanthjælpsmodtagere, som hverken er
ledige eller i aktivering og dermed ikke
arbejdsmarkedsparate.
//Ritzau//
|