Her er man aldrig alene

Af Jørn Nyvang

Når man ankommer til Regnbuen, træder man tilsyneladende ind i en dagligstue. Med sine 63 meter på den lange og seks meter på den smalle led vil de fleste nok synes, at den er lovlig stor og mærkelig i sin form til at fungere ordentligt. Men sådan har beboerne det ikke. Regnbuen er et bofællesskab, og det, der ligner en dagligstue, er i virkeligheden et fælles adgangsareal, som er blevet møbleret. Det aflange rum er et glashus på to etager, som er midterakse for fællesskabets 20 boliger og munder ud i et beboerhus. "Du er aldrig alene her. Det er noget, jeg vægter højt. Når du går ud af døren om morgenen og hilser på folk, ved du, at det ikke er tilfældigt møde på en trappe. Det er mennesker, du har relativt meget at gøre med i løbet af en uge," siger Henrik Nissen, der er konstitueret afdelingsformand.

Almen undtagelse
Der findes ganske få almene boligbebyggelser af Regnbuens slags. Bofællesskaber er der ganske vist mange steder, men de er som regel for beboere med særlige forudsætninger. Typisk folk over en vis alder eller med et handicap. Derimod er Regnbuen i princippet for alle. Sådan har det været, siden bofællesskabet kom til verden ved en fredet ådal i Fredericia-bydelen Erritsø i 1988. Regnbuen er nabo til bebyggelsen Solfang, der er næsten mage til. De to bebyggelser blev skabt stort set samtidig af folk, der ønskede at bo i fællesskab. Det kom til at gå sådan, at de to fællesskaber fik forskellige ejerforhold. Solfang blev en privat andelsboligforening og Regnbuen en afdeling af Boligselskabet L.A.B. i Fredericia. Solfang og Regnbuen har et tæt samarbejde og skiftes til at være værter ved en fælles spisning Skt. Hans aften med efterfølgende rundbold. Gennem nåleøjet Hvis man vil være beboer i Regnbuen, skal man ikke skrive sig op som til andre almene boliger. Bofællesskabet indrykker en annonce i avisen, når en bolig bliver ledig. Og herefter er det op til interesserede at gøre et godt indtryk, ligesom når man søger en stilling. Sådan var det også for Henrik Nissen, hans kone, Dorte Krogh, og deres to børn, før de for små fire år siden flyttede ind. "Ansøgere skal ud at spise to gange og helst have snakket med alle beboere. Dels skal vi finde ud af, om de passer sammen med den aktuelle beboersammensætning. Dels skal de finde ud af, om de vil leve på den måde. Derefter beslutter et fællesmøde, hvem der skal flytte ind," fortæller Henrik Nissen.

Belønnet med lavere leje
Indflytterne skal være indstillet på at yde en praktisk indsats. De skal indimellem stå i køkkenet til fællesspisning, som finder sted alle hverdagsaftener uden for de store ferieperioder. Og de skal være parat til at yde en indsats på områder, som man normalt har en  ejendomsfunktionær til at tage sig af. Sådan én har Regnbuen ikke. Til gengæld kan man også se på afdelingens regnskab, at hver bolig sparer små 200 kr. i månedlig husleje ved at klare sig uden. at deltage i fællespisningen. "Jeg gør det sjældent, fordi jeg er meget kræsen. Man kan bare melde fra," siger Julie på 16 år, der er datter af Dorte Krogh og Henrik Nissen. Resten af familie deltager derimod meget i fællesspisningen. "Jeg synes, det er praktisk, at man på alle hverdage kan gå hen at spise i fælleshuset og kun lave mad hver femte uge. For andre er det en reel social ting," udtaler Julies far.

Indendørs udeliv
På vej gennem glasgaden til fælleshuset opdager man, at beboerne har flyttet dele af deres møblement herud. Det er meget forskelligt, hvad folk placerer herude, men rodet er det ingen steder. Desuden må man kun fylde fem fliserækker ud fra sin bolig, så det ikke er et problem for andre at komme forbi. "De private møbler står også i gangen om vinteren, men da bliver de ikke brugt så meget. Gangen er ikke isoleret. Så når der er frostvejr, er der for koldt til at opholde sig derude. Men om sommeren er der tropisk klima. Så kan man snildt dyrke grøntsager. Jeg selv havde en kæmpe chilibusk sidste år. Den gav rigtigt mange, og de var gode," fastslår Henrik Nissen.

Fælles arbejdsdag
En gang om måneden er der fælles arbejdsdag, hvor de voksne skal mødes kl. 9. Det accepteres, hvis man er forhindret. Så bliver det aftalt, at man laver noget andet på et andet tidspunkt. For eksempel ved at køre på genbrugsstationen eller lave noget, som ikke blev nået på den foregående arbejdsdag. Hvis man er enlig med børn, skal man ikke uden videre deltage på en arbejdsdag. Regnbuen har mange enlige ligesom almene boligbyggerier i almindelighed. Det er meget forskelligt, hvor længe man bliver boende i Regnbuen. Nogle ansøgere bruger stedet som springbræt til noget andet, selv om de ikke siger det, når de kommer til rundvisning og de to spisninger. Nogle har troet på ideen, men ikke kunnet leve med den i praksis. For andre har det været omvendt. Endelig er der dem, der finder en kæreste, og som enten flytter af samme grund eller får vedkommende til at rykke ind i bofællesskabet.

Nødvendige konflikter
Selv om fællesskabet er tæt, har man ret til at passe sig selv og lukke sin dør efter sig. "Vi ved godt, hvad der foregår bag naboens døre. Der er selvfølgelig mennesker, som til tider har været ensomme, men så er det, fordi de har valgt det selv. Ønsker du social omgang med andre, er der altid nogen, du kan kontakte, fordi folk ikke er fremmede. Det er trods alt mennesker, som du går op og ned ad i kraft af, at du er sammen med dem om at lave mad, spise, slå græs og rense kloakker," forklarer Henrik Nissen. Kan nærheden ikke skabe konflikter? "Det er klart, at de kom mer. Her hos os er vi nødt til at tage hånd om konflikter. Folk er nødt til indimellem at få skændtes eller diskuteret af. Der springer nogle ventiler nu og da. Det er nødvendigt. Hvis du murrer over folks adfærd og ikke tager problemet op, kan du ikke samarbejde med dem." Beboerne skal ikke være skåret over samme læst. Eller som det hedder på Regnbuens hjemmeside: "Faktisk ser vi en værdi i, at vi er forskellige." Sådan opfatter omgivelserne ikke altid bofællesskabet. 16-årige Julie har gjort en erfaring: "Ude i byen siger man, at det er et kollektiv, hvor man deler alt. Det er det slet ikke. Derimod bor man separat, spiser sammen og har nok et bedre sammenhold."

 

Derfor valgte jeg regnbuen

Susanne Pedersen, mor til Laura på syv måneder:
"Min mor så en annonce i avisen om, at der var en ledig bolig i Regnbuen. Jeg havde ikke tænkt på et bofællesskab som en mulighed og heller ikke på, at der lå et i nærheden. Jeg er alene med Laura og tænkte, at det ville være godt for både hende og mig selv at have et socialt fællesskab med nære kontakter. Det fungerer ligesom en lille landsby, selv om man ikke har lige meget med alle at gøre. Jeg synes, at vi er faldet godt til. Ved fordelingen af opgaver bliver der taget hensyn til, at jeg har et lille barn. Jeg har nemlig svært ved at skulle stille til madlavning kl. 16.30, som man ellers skal, når det er éns tur."

Søren Jensen:
"Jeg boede før i nabobebyggelsen Solfang og blev skilt, men kunne ikke undvære om rådet og boformen. Og heller ikke min datter, som nu kan veksle mellem de to bebyggelser. Det er en optimal måde at bo på for mig lige p.t. Det er ikke til at vide, hvordan det vil være i fremtiden, men jeg vil ikke udelukke, at jeg bor her resten af livet. Vi har en fed lejlighed, og det er dejligt med fællesspisning. Så slipper man for at skulle lave mad, og man har altid mennesker omkring sig."

Astrid Paludan, 85 år, ældste beboer og med siden starten:
"Jeg kom fra Kolding, ville finde et bofællesskab og havde hørt, at der blev arbejdet med at få noget sådant bygget i Fredericia. Ingen kendte noget til det, før jeg kom på sporet af projektet gennem biblioteket. Initiativtagerne viste sig at være en være en lille gruppe på højst otte personer. Da det senere blev til to bebyggelser, valgte jeg Regnbuen, fordi jeg syntes bedst om folkene her. Det var for resten mig, der fandt på stedets navn. Når det andet hed noget med sol, måtte vi hedde noget med regn. Til en begyndelse måtte vi ikke hedde Regnbuen, fordi en café sad på dette navn. Først da cafeen lukkede, måtte vi hedde Regnbuen."

Michael Nielsen:
"Jeg blev skilt og syntes, at det ville være træls at skulle bo et sted, hvor man lukkede sin dør ud til opgangen og derefter var helt alene. De præmisser skulle mine børn ikke leve på. Her kan børn lege med alle mulige uden at komme ud for farlig trafik. Man lærer en hel masse at kende og kan deltage i debatter, hvor man møder modsatte holdninger. Samtidig kan man trække på andres ekspertise. Én kan reparere en bil, en anden kan noget med en computer, og en tredje kan bruge sine hænder ude i haven. Desuden kan man altid trække sig tilbage til sin lejlighed. Når man ruller gardinet ned ved døren, betyder det, at man godt vil have noget privatliv i dag." 

Andre bofællesskaber
Steder, hvor man kan bo alment a la Regnbuen
• Bondebjerget (Odense AndelsBoligforening), 80 boliger, www.oab.dk, www.bondebjerget.dk
• Munkesøgård, Roskilde, 100 boliger, heraf 60 almene (Boligselskabet Sjælland), www.munkesoegaard.dk, www.bosj.dk
• Rumlepotten, Århus (Højbjerg Andelsboligforening), Regnbuen - et af de få almene bofællesskaber, der 32 boliger, www.rumlepotnet.dk, www.alboa.dk