Fra børnehjemsbarn til businesskvinde

Af Michael Thorberg

Lisbeth Zornig Andersen kommer gående med en mobiltelefon trykket mod øret. Hun vinker imødekommende, mens hun præcis på det aftalte tidspunkt låser op ind til den lille men hyggelige treværelses 1. sals-lejlighed. Her bor hun med fire af sine i alt fem børn. Den ældste er flyttet hjemmefra. På overfladen handler historien om Lisbeth Zornig Andersen om en pige, der formår at tage springet fra utilpasset børnehjemsbarn til feteret business kvinde. En opsigtsvækkende og spektakulær beretning, som aviser og blade igennem de senere år har gengivet i adskillige versioner. Senest beskrevet i bogen "Opdrift", hvor 11 såkaldte "mønsterbrydere" fortæller deres livshistorie. Men for Lisbeth Zornig Andersen handler den egentlige historie ikke så meget om hendes egen opstigen ad den sociale rangstige. Beretningen om hendes liv er for hende selv kun interessant som eksempel på, hvad der skal til for reelt at hjælpe de svigtede og besværlige børn og unge i gang i livet, så de kan klare sig selv - sådan som Lisbeth Zornig Andersen i den grad selv har klaret sig. Det er dén pointe, hun gerne vil ud med. Og det er derfor, at hun "med glæde" har sagt ja til at snakke med Beboerbladet. Men for at forstå den smilende 41-årige kvindes holdninger og engagement, er det nødvendigt at kende hendes egen baggrund. Så det er dér, interviewet starter.

Anbragt allerede som spæd
Begge Lisbeth Zornig Andersens forældre arbejdede som tjenere på et værtshus i Købehavns Sydhavn. Hun kom til verden som den første pige i en børneflok, som i forvejen talte tre ældre brødre. Allerede som spæd blev den lille pige for første gang anbragt uden for hjemmet, da hun var på et spædbørnehjem på Nørrebro. Hun ved stadig ikke hvorfor. Da hun er tre år, rejser hendes far. "Og pludseligt kom jeg sammen med mine brødre på Kastaniegården, som ligger i Vording borg. Min mor havde også været der som barn, så man kan sige, at der var tradition i familien for, at man sendte sine børn af sted, hvis der var et problem. Det må jo have gjort indtryk, for jeg husker meget fra stedet. En dag blev vi så hentet af min mor og hendes ny mand, Jan. Og vi fik at vide, at vi havde fået en ny far, og nu boede vi i Køge. Min mor var altså blevet gift, men det havde vi børn ikke fået noget at vide om. Brylluppet var uden børn." Lisbeths stedfar var murer, og høj arbejdsløshed tvang hurtigt familien til at flytte til Vest lolland - det fjerde hjem på ét år for den lille pige. "Vi boede i et hus nøjagtigt som det, man kan se i filmen Mifunes sidste sang. Stråtækt, faldefærdigt og med toilet udenfor."

Brødrene sendt på børnehjem
Moderen og stedfaren levede sammen i seks-syv år, og når Lisbeth Zornig Andersen selv skal karakterisere familien, som den tog sig ud i de år, bruger hun et amerikansk udtryk: White trash. "Vi var en af de første socialt belastede københavnerfamilier, som kom til Lolland. Det var ikke så sjovt. Vi blev set ned på, og jeg havde stort set ikke nogen legekammerater. Men det var et hjem med en livlig aktivitet, for folk fandt jo ud af, at der var fest hver dag. Postbuddet må have kørt spritkørsel hver eneste dag i alle de år. Også bageren og fiskehandleren kom indenfor og fik en bajer. Selv skærsliberne kom hver sommer forbi og boede et par dage." "Det var et hjem, som jeg oplevede mest som festligt. Jeg var jo omgivet af folk, som havde fået noget at drikke, og så er alle jo glade. Det gik galt, når gæsterne gik. Så var min mor og stedfar tilbage, og så sloges de, eller også var de så fulde, at de ikke kunne tage sig af os børn." "Jeg havde ingen far. Mine tre større brødre sørgede for mig. Men de havde så ikke nogen, der kunne sætte rammer for dem, så det gik meget tidligt galt for dem. I dag er to af dem på førtidspension, og den tredje er død. Dengang lavede de frygteligt meget ballade. Min ene bror bankede sin skolelærerinde. De begik kriminalitet, var voldelige og aggressive. Fuldstændigt ustyrlige. Derfor kom de da også snart på børnehjem. Jeg var anderledes. Jeg skabte ikke problemer i skolen. Tværtimod - og derfor blev jeg ikke fjernet."

Bad selv om at blive fjernet
Mens alting flød i hjemmet, havde Lisbeth god voksenkontakt i skolen. Det var da også hendes geografilærer, som boede i et hus ved siden af familiens, som kunne se, at den var helt gal med omsorgen. Han og hans kone inviterede hver eftermiddag Lisbeth på varm kakao. Og en dag sagde læreren, at han havde talt med kommunen, og hvis Lisbeth ville, så kunne hun selv ringe til en sagsbehandler, som var parat til at tage imod hendes opkald. "Så ringede jeg og sagde, at nu ville jeg også godt af sted. Jeg var tolv år." "Der gik få timer, fra jeg ringede, før jeg sad i børnehjemmets minibus. Så der handlede kommunen effektivt. Men jeg kan alligevel undre mig over, at jeg fik lov til at gå i så mange år, uden at der skete noget. Alle vidste, at der var problemer, og mine brødre var jo for længst fjernet. På trods af at jeg klarede mig rigtigt godt i skolen, så havde jeg jo ikke begreb om, hvordan jeg ellers skulle opføre mig. Hvor skulle jeg næsten have lært det?" Minibussen kørte Lisbeth Zornig Andersen til en kommunal døgninstitution, BUC, i Nakskov. "Jeg endte på familieafdelingen på BUC. Det var dem, der forventedes at skulle bo der rigtig længe. Der var kun drenge ud over mig. Dér oplevede jeg nogle åbenlyse uretfærdigheder, og da jeg altid har haft en veludviklet retfærdighedssans, reagerede jeg stærkt, når jeg blev uretfærdigt behandlet. Jeg har en stærk vilje. Det er en styrke som voksen, men som barn blev det oplevet som meget besværligt. Man kunne ikke straffe eller lokke mig til noget. Jeg skulle forstå hvorfor, og jeg skulle være enig. Ellers gjorde jeg det ikke, og det kunne pisse pædagogerne på BUC sådan af, når jeg bare sagde nej. Forstod de mig ikke, kylede jeg en stol efter dem. De kunne slet ikke håndtere mig."

De virkeligt vanskelige piger
Efter et år kom Lisbeth på Hylleholt Husgerningsskole, et sted for de virkeligt vanskelige piger. "Der var 15 pædagoger til 15 piger. Hvis jeg skal beskrive pigerne på stedet, så vil jeg sammenligne med hovedpersonen fra Stieg Larssons kriminalromaner, Lisbeth Salander (en indelukket, forsømt, stærk og voldelig pige, red.). Det var 15 Lisbeth Salander'e, der boede der. Samme reaktionsmønster som hende. Den romanfigur har Stieg Larsson fanget helt fantastisk. Folk, der kender mig rigtig godt, kunne se mig i den figur, og det kunne jeg også selv." Da det gik op for Lisbeth, at hun havde fået stemplet "særligt vanskeligt barn", skete der noget inde i hende: "Så tænkte jeg: Jeg skal vise dem! Nu skulle de få at mærke, at det var dem, der tog fejl. Så jeg kom til Hylleholt med den indstilling, at det skulle blive en succes, og at jeg ville gøre det ordentligt fra starten af. Stedet skulle have en chance, og det virkede. Specielt Karen Gjesing, som var pædagog der, kunne ikke fatte, hvad jeg dog lavede sådan et sted. Men lederen og alle pædagogerne var alligevel enige om, at jeg skulle have lov til at være der - og til at være i fred. Jeg fik særlige privilegier og blev blandt andet fritaget for en masse af husgerningstingene, mod at jeg lavede lektier i stedet for. De kunne jo have valgt at sige, at jeg skulle tilbage til Nakskov igen, men de valgte at beholde mig og beskytte mig, selv om det naturligvis var en dyr løsning for kommunen." Lisbeth var der i fire år, indtil hun blev 17. Hun begyndte i gymnasiet, og blev som 18-årig sproglig student. "De kunne ikke forsvare at beholde mig på Hylleholt længere, end til jeg var 17 år. Men jeg er dem dybt taknemmelige i dag, for at de tog hånd om mig på den måde. Det viser, at man behøver at investere noget ekstra i mennesker for at få dem på rette vej." "Den vigtigste forskel på Lisbeth Salander og mig er, at jeg mødte nogle gode voksne på det rigtige tidspunkt. Det gjorde jeg, men det gjorde hun ikke."

Skuffet over samfundet
Og så er vi nået til den pointe, som ligger Lisbeth Zornig Andersen meget på sinde: Havde hun ikke mødt de rette voksne på det rigtige tidspunkt, så var hun endt på en barstol og ikke en direktørstol. Lærerne i skolen gav hende selvtillid. Geografilæreren og hans kone tog fat i hende, da de kunne se, den var helt gal i hjemmet. Og på Hylleholt tog socialpædagog Karen Gjesing hånd om den rebelske unge pige, gav hende den chance, hun havde brug for, og de holder stadig tæt kontakt. "Hun er som familie for mig." I dag holder de foredrag sammen, hvor de argumenterer for vigtigheden af, at "nogen" tager ansvar, når et barn svigtes. "Jeg er egentlig lidt skuffet over samfundet. Jeg troede, at jeg som 41- årig kunne sige, at i gamle dage var der så forfærdeligt på børnehjem og institutioner. Men desværre er der ikke sket noget, siden jeg var på børnehjem."

Hvor er den umiddelbare omsorg?
Lisbeth Zornig Andersen sidder med i en arbejdsgruppe for Beskæftigelsesregion København og Nordjylland, som arbejder med, hvordan man får psykisk sårbare unge i uddannelse og arbejde. "Man er nødt til at kigge på den enkelte unge, finde ud af hvad hun har brug for, og så få knyttet en person til netop dén unge 24 timer i døgnet, indtil vedkommende er på rette køl. De mest progressive steder ansætter man også mentorer, som ikke er ansat på tid, men på hvor mange unge de skal tage sig af. De skal bare have deres mobil åben altid, og ringer den, så skal man gøre noget ved det med det samme. Det er vejen frem. For den slags unge kan man ikke være omsorgsperson på 37 timer om ugen." For Lisbeth Zornig Andersen er det et spørgsmål om den helt basale livsindstilling hos mennesker: "Der er for få, som tager ansvar. På et seminar for omsorgspersoner for nylig diskuterede vi, hvordan man ville reagere, hvis man på banegården så en døddrukken 12-årig pige på en bænk. Det udviklede sig til en diskussion om, hvor man skulle ringe hen. Min reaktion ville være at tage hende med hjem eller køre hende på skadestuen. Man må da tage et ansvar og ikke bare regne med, at det er der nok nogle andre til at ordne. Men vi lærer det lige fra børnehaven. Falder en kammerat i søen, så skal man ikke fiske ham op. Man skal hente en voksen. Vi er opflasket med, at der må være nogen, man skal kalde på, som man skal ringe til. Men der findes et trin før - hvor man må gøre noget som menneske - det er den umiddelbare omsorg."