Et valg mellem fordomme eller livet

Af Samina Usman

Egentlig skulle Angelique Umugwaneza have været død. Men som teenager overlevede hun mirakuløst en flugt på dødens mørke stier igennem verdens største jungle i Afrika. Målet var at komme i sikkerhed fra en af de mest uhyggelige og blodige konflikter mellem to etniske grupper, som verden endnu har set: Folkemordet i 1994 som kostede knap 800.000 hutuer og tutsier livet i Rwanda. I dag er Angelique Umugwaneza 28 år. Og i live. Selv om hendes bagage er lastet med voldtægtsforsøg, hungersnød, mistede familiemedlemmer og et ændret livssyn, er hun alt andet end en handlingslammet ung kvinde. Faktisk vidner hendes liv om en ild, en passion og en kampgejst ud over det sædvanlige. I 2001 kom hun - af alle steder i verden - i sikkerhed som FNflygtning i landsbyen Hundborg i Thy. I de syv år, hun nu har tilbragt i Danmark, er tiden ikke blevet spildt. På rekordtid har den mørke unge kvinde tilpasset sig det danske samfund ved at lære sproget og tage en studentereksamen. Nu læser hun statskundskab ved Aarhus Universitet. Samtidig har hun skrevet den anmelderroste bog "Rwandas børn", om hvordan hun som barn overlevede syv års helvede som flygtning. Og ugen før Beboerbladet møder hende, fik hun besked om, at hun nu kan kalde sig for dansk statsborger.

Så ned på andre
Om det var held eller Guds vilje, der gjorde, at katolske Angelique Umugwaneza overlevede, har hun tit spekuleret over. Et svar er hun dog stadig ikke kommet nærmere. Men hvad hun med sikkerhed kan sige, er, at et liv fyldt med fordomme er altødelæggende. Den lektie lærte hun nemlig under flugten, hvor hun enten kunne holde fast i sine fordomme eller vælge at dø. "Pygmæerne i Rwanda var ikke en del af konflikten mellem hutuerne og tutsierne, men de havde den laveste status i samfundet. De var beskidte, usle, og man forventede ikke ret meget af dem. De var afhængige af os. Jeg husker, at vi som børn var til et pygmæ-bryllup, hvor de havde lavet noget sødt hjemmebryg. Vi strømmede til og var fristede men holdt os alligevel tilbage, fordi vi tænkte, at de jo var et beskidt folk," siger hun, der selv kom fra en velstillet hutu-familie.

Fejede stoltheden bort
Skæbnens ironi bestod i, at da myrderierne for alvor tog fart i Rwanda, og Angelique Umugwaneza blev drevet på flugt sammen med familien, så var det pygmæerne, som skulle vise sig at blive redningen. For en hutu var det virkelig at få vendt situationen på hovedet. "Vi havde ingenting og var helt udmattede, og så tilbød pygmæerne os grøntsager! Valget stod enten mellem at dø eller tage imod. Med ét forsvandt alle fordomme. Nu var vi pludselig dem, der var på et lavere niveau. Rollerne var byttet om. Det var mærkeligt at være den gruppe, der var afhængige af andre. Men når man er i en overlevelsessituation, så nytter det ikke noget at være stolt." Det er nærmest overflødigt at sige, at Angelique Umugwanezas syn på pygmæerne er fuldstændigt forandret i dag. Hun indrømmer dog, at hun - som de fleste andre - stadig har fordomme, da det er en del af at være menneske. Men hun bliver skræmt, når fordomme kommer til at spille en afgørende rolle for, hvordan man behandler hinanden. "Faren er, at vi fastholder bestemte grupper i fastlåste roller. Mit møde med pygmæerne var netop en illustration af, at vi alle er mennesker og har de samme behov. Drager man en parallel til Danmark, så gør man præcis det samme her. Vi taler om muslimer som nogle, der har en primitiv religion, og en kultur der ikke kan hænge sammen her i landet. Man sætter dem i bås. Men hvorfor skal de udgøre et problem? De kommer med en mangfoldighed, som vi kan bruge positivt og ikke negativt," konstaterer hun og siger, at det naturligvis gælder begge veje.

Blev selv offer for fordomme
Udover at Angelique Umugwaneza selv har sat andre mennesker i bås, har hun efter sin ankomst som flygtning til Danmark også prøvet at være offer for fordomme. Hun husker blandt andet to episoder fra tiden i Thy. Den ene, hvor hun skulle arbejde som hjemmehjælper for en ældre dansk mand. Til stede var også hendes danske kollega, som skulle introducere hende. Angelique Umugwaneza fik af vide, at hun skulle barbere manden, men han afviste pure med den begrundelse, at hun var sort. "Jeg havde lyst til at græde og skrige. Det kræver jo ikke en masteruddannelse at kunne barbere. For ham var min hudfarve afgørende. Hun er sort, ergo kan hun ikke barbere. Og det er stereotyper, som nogle mennesker har om sorte: "Du ved, at de er dumme og dovne. De fordomme lever endnu," siger hun og tager nogle servietter for at tørre tårerne, der har fået frit løb med tanke på oplevelsen. Hun får samlet sig og fortsætter: "Man er et menneske uanset hvad. Ja, det er rigtigt, at jeg har oplevet ekstreme situationer som flygtning, hvor jeg blandt andet har set lig, hvor huden var skrællet af. Men det gør ikke, at jeg har fået et hjerte af sten. Jeg kan stadig blive påvirket af en ubehagelig situation. Man kan sige, at episoden burde have været en lille ting, men det har sat sig dybt i hjertet. Her prøver jeg at komme videre og bygge mig selv op, og så møder man disse små barrierer undervejs." Den anden episode, som Angelique Umugwaneza har svært ved at glemme, var, da hun ville svare på et stillingsopslag i en avis. Hun ringede prompte op og præsenterede sig. Hvorefter hun fik af vide, om hun ikke skulle overveje at skifte navn, så det kunne lyde mere dansk. Også den episode nager: "Jeg har selv fordomme med fra Rwanda. Men man skal ikke gøre det til en forudsætning for, hvordan man behandler andre folk. Fordomme kan være med til at berøve folk nogle chancer og muligheder i livet. Og det er hamrende ærgerligt."

Vil kæmpe for demokrati
Angelique Umugwaneza er glad og taknemmelig for, at hun trods disse episoder er blevet taget godt imod i Danmark. Og for hende er fremtiden nu planlagt: Ud over at læse statskundskab overvejer hun at tage et menneskerettighedsprogram i England. Hun vil gerne vie sit liv til at forebygge, at konflikter i stil med den i Rwanda, hvor naboer slagtede naboer alene baseret på etnicitet, bryder ud andre steder. Og hun vil også gerne nå til en dybere forståelse af, hvorfor tingene kan fungere i Danmark og ikke i hendes hjemland. Den enorme kontrast sætter tanker i gang i hendes hoved. Sagt på en anden måde er Angelique Umugwanezas liv nu dedikeret til kampen for menneskerettigheder. Det er så hendes måde at komme videre på. Og samtidig vil hun arbejde for demokratiets udvikling i afrikanske lande … og ikke mindst på at bekæmpe fordomme. Mand og børn figurerer indtil videre ingen steder i planerne. Og Rwanda har hun heller ikke i sinde at besøge foreløbig. "Selv om det er syv år siden, jeg forlod landet, har jeg stadig ikke forsonet mig med det, der skete. Det vil være alt for hårdt at skulle genopleve af psykiske årsager. Lige nu tager jeg en dag ad gangen," siger den statskundskabsstuderende fra Århus.