Da KISUM blev til MUSIK

Af Samina Usman

Talent kan findes overalt. Men skæbnens ironi er til at føle på, når det ligefrem står skrevet i ens adresse, hvad man er skabt til. De tre barndomsvenner Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Qadri er alle vokset op i Kisumparken i Brøndby Strand.Hæng lige fast i navnet  "Kisumparken". Fjerner man de tre sidste bogstaver og læser ordet bagfra, står der pludselig "rapmusik". Og netop rap og musik har været de to determinerende ord, der har forvandlet de tre Brøndbydrenges liv fra total ukendthed til verdensanerkendelse. Trioen har i dag fans over hele verden, og kan i deres efterhånden 12 år lange karriere bryste sig af at være årtiets størst hittende og mest prisvindende danske musiknavn internationalt set. Selv om Outlandish har rejst verden tynd og for længst er flyttet fra Vestegnen, har de stadig en stærk tilknytning til Brøndby Strand. For det er stedet, hvor det hele startede, og hvor de føler sig hjemme. De tre mænd, der aldersmæssigt er i starten af 30'erne, tøver ikke med at kalde Brøndby Strand for "vores by". Men ikke alle minder har været lige gode. Waqas Qadri var den første i trioen, der gjorde sin entré i boligkomplekset i starten af 80'erne. Og det var langt fra en drømmestart, som familien fik. Han husker tydeligt, at være en af de første indvandrerfamilier i kvarteret. Stemningen var spændt blandt beboerne, og det resulterede i, at familien fik brændt deres hoveddør af. Gradvist flyttede flere minoriteter til, hvilket fik stemningen til at ændre sig, og det blev anset for "normalt", at ens nabo kunne komme fra Tyrkiet eller Pakistan eller et helt tredje sted. Waqas Qadri, der stammer fra Pakistan, kalder barndomsoplevelsen for "et ekstremt tilfælde" og beroliger med, at han aldrig har hørt om lignende hændelser ude i området siden.

Hvaffor en ghetto?
Isam Bachiri og Lenny Martinez, med rødder i henholdsvis Marokko og Cuba, flyttede først til Vestegnen som teenagere. Drengene er enige om, at Brøndby Strand i gennem årene har forandret sig meget. Infrastrukturen er blevet bedre og beboersammensætningen har ændret sig på godt og ondt. Dagligdagen og opvæksten i Brøndby Strand har haft så stor en betydning for Outlandish, at det har sat sit præg på den musik og kunst, som gruppen laver. En stor del af deres første plade "Outlands Official", der udkom i år 2000, var således inspireret af livet i bydelen. På dét tidspunkt var de tre gutter godt og grundigt trætte af, at Brøndby Strand ofte kæmpede med en masse fordomme og i det hele taget blev stigmatiseret som en ghetto: "Folk gik jo nærmest rundt og troede, at man blev overfaldet eller stukket ned bare man gik tur derude. Hele vores opvækst er jo nærmest foregået i bydelen og paradoksalt nok har vi ikke kunnet mærke noget som helst til det, så det lavede vi en sang om," fortæller Waqas Qadri. Alligevel har ghetto prædikatet ikke været sådan at ryste af. Outlandish oplever af og til, at medierne stadig er sultne efter at fortælle historien om tre mørke fyre fra Brøndby Strand, der har smagt succesen, og blæser deres fremgang op til en solstrålehistorie om, hvordan det er lykkes med integrationen. Til stor irritation for dem selv. "Medierne har en forventning om, at vi fortæller historien om, at vi kommer fra en ghetto og sætter lighedstegn mellem, at vi så har haft det dårligt. De får det til at lyde som om, at vi kommer fra et sted, hvor der nærmest kun bor indvandrere og ingen danskere. Og wouw, pludselig er vi en succeshistorie om, hvordan det er lykkes at integrere tre unge," fortæller Lenny Martinez og undrer sig over, hvorfor man ikke fremhæver historien om Mohammed, der er læge og som redder liv og som i lige så høj grad er et godt eksempel på integration. Frustrationen bliver forøget, når gruppen tilmed bliver gjort til talsmænd for tvangsægteskaber, ekstremisme og andre absurditeter, som de absolut ikke går ind for. Trioen har derfor aktivt brugt musikken til blandt andet at give deres version af synet på verden. I sangen "Crash N Burn" fra deres senesteplade "Sound Of A Rebel" synger Outlandish for eksempel om følelsen af at blive sat i bås. De har forståelse for, at medierne - og også deres egne fans - har lyst til at definere dem og putte dem i forskellige kasser. Men er nået til den erkendelse, at det i sidste ende handler om at være sig selv, og ikke tage sig af, hvordan folk opfatter én, så længe man selv får muligheden for at definere, hvem og hvad man er.

Tvang og tabu
Nu, hvor Outlandish er i gang med at svinge med pisken, får arkitekturen i almene boligområder fra 70'erne og 80'erne også et par rap med på vejen. De bliver hurtigt enige om, at det ikke ligefrem er den skønneste arkitektur, der præger bygningerne i Brøndby Strand. "Én ting, som jeg altid har syntes var noget lort, er den grå gasbeton. Når det regner, bliver det mørkegråt og oven i købet grønt på grund af algerne på facaden, og det kan være deprimerende at se på," erkender Waqas Qadri. Men trods den grå beton har Outlandish ikke haft svært ved at finde kreativiteten i Brøndby Strand og har formået at blomstre som kunstnere. For som unge knægte gjorde de sig ikke dybere tanker over bygningernes grå facader. De havde i stedet travlt med at leve livet som teenagere med breakdance og sang som den store tidsrøver. På et tidspunkt tog musikken overhånd. Den gik fra at være en hobby til at blive gruppens levebrød. Outlandish takker deres familier for ikke at have ageret som bremseklodser i deres karrierer og ladet dem leve deres musikalske ambitioner fuldt ud. Alligevel kan de snildt forestille sig, at det kan være en kamel at sluge for en del forældre med minoritetsbaggrund, når børnene vælger utraditionelle karriereveje som fx kunstens verden. "Musik er en naturlig del af den pakistanske kultur, men er også et tabu. For så længe de andre gør det, er det fint. Men lige så snart det er en selv, så er det galt," forklarer Waqas Qadri og tilføjer, at hans forældre på et tidspunkt gik og drømte om, at han enten blev læge eller advokat. "Heldigvis for mig, gik det over ret hurtigt." I den modsatte grøft tvang Isam Bachiris forældre ham til at gå til guitar som lille knægt. Timer, som han hadede, fordi han hellere ville spille fodbold. Forældrene var ikke til at hugge eller stikke i, men gav ham til sidst valgmuligheden for at vælge guitarlektionerne fra. Mest fordi de var trætte af at høre ham øve på værelset. Isam Bachiri smed derfor guitaren fra sig og tog fodboldstøvlerne på i stedet, Senere i livet inviterede han dog guitaren tilbage i sit liv og resten er som man populært siger historie. "Du bliver aldrig til noget" Trods opbakning hjemmefra stødte Outlandish ind i en del forhindringer på deres vej, der nemt kunne have slået dem ud. Allerede tilbage i skolen fik Waqas Qadri eksempelvis af vide, at han var tonedøv. Han husker tydeligt, hvordan de andre elever i klassen enten kunne spille guitar, klarinet eller et helt tredje instrument. Elever som han havde forventninger til kunne blive til noget inden for musikkens verden, men som aldrig blev det. Hans musiklærer var meget kontant og gav ham klar besked med følgende ord: "Du bliver aldrig til noget". Senere i livet fik drengene den besked, at man ikke kunne mikse etnisk musik med hip hop. "Men det kunne lade sig gøre heroppe," siger Isam Bachiri og peger på sit hoved og fortæller at de var enormt stædige. Ironisk nok består opskriften på deres succes netop i det faktum, at musikken er krydret med beats, samples og brudstykker fra arabisk pop, indiske soundtracks og latinamerikanske rytmer. Teksterne er skrevet på både engelsk, spansk, urdu, arabisk og dansk. Musikken favner bredt og lever op til gruppens formål om at røre og glæde folk med deres kunst, så selv Peter fra Sønderjylland, Manuel fra Honduras og Ali fra Dubai kan tage tonerne og teksterne til sig. "Vores forskellige baggrunde har gjort, at vi har haft en anden tilgang til musikken. Vi udfordrer hinanden, fordi vi kommer med så varierede syn på musikken. Men når man blander de tre ting sammen, får man noget fedt ud af det. Og så skiller vi os ud fra mængden, og det er kombinationen og kemien mellem os, der gør, at vi har X-factor," analyserer Isam Bachiri sig frem til, mens de andre nikker om kap. Indtil videre er det lykkedes Outlandish at definere sig selv på fire plader, som de har udråbt til at være dagbøger. I øvrigt er alle tre Outlandish medlemmer matematiske studenter. Waqas Qadri fra Ishøj Gymnasium, Lenny Martinez fra Avedøre Gymnasium og Isam Bachiri fra Vester Borgerdyd Gymnasium. Siden er Waqas udlært hos Xerox, mens både Lenny og Isam begge har læst cand. negot. på Syddansk Universitetscenter

Gensynet med klubben
For nylig besøgte Outlandish deres gamle kvarter igen i forbindelse med et radiointerview. Til deres store overraskelse var alt ikke ved det gamle. I årenes løb har boligforeningen nemlig sat en masse nye tiltag i værk, og dermed gjort det meget sjovere at være barn og ung i kvarteret i dag. Gensynet med deres gamle ungdomsklub Søholtsklubben, hvor hele musikeventyret startede, var en øjenåbner. Lokalet var forvandlet til et professionelt lydstudie med trommesæt, keyboard, bas guitar. Modsat i 90'erne hvor faciliteterne bestod af en mikrofon, en enkelt højttaler og en kassettebåndoptager, som de spirende musikere måtte dele med en masse andre. Men de kunne heller ikke undgå at bemærke skateboardramperne og multibanerne til basketball, fodbold og tennis. Tiltag som de selv savnede, dengang de var unge. De understreger dog overfor Beboerbladet, at de på ingen måder havde det dårligt, selv om det skortede på faciliteter. Og de roser boligforeningen for at gøre noget og følge med tiden. Måske der en dag kommer en sang ud af det.