86-årige Jens netter med hele verden
Engang gik der måneder imellem, 86-årige Jens Madsen i Kolding
var i kontakt med venner og familie i Japan eller Sydafrika. I dag
går der kun få sekunder, fra han sender sin besked, til svaret er
indløbet i modtagers brevkasse.
Af Jørn Nyvang
Takket være deltagelse i et pc-kursus, arrangeret af Jens'
boligforening, AAB Kolding, og uddannelsescentret VUC, har senioren
fået udvidet sin kontaktflade betydeligt. Jens Madsen var
oprindeligt en lidt øvende pc-bruger, men efter en kursusrække i
Cafeen i AABs store afdeling, Skovparken, er han nu næsten
fuldbefaren på området. Jens låner ligesom de øvrige elever en
bærbar pc'er, så de alle kan øve sig derhjemme mellem
undervisningstimerne. "Det er rart at sidde sammen med andre, så
kan man udveksle erfaringer og hjælpe hinanden og måske
ligefrem etablere venskaber," siger Jens. Han er særligt begejstret
for Google Earth, hvor man kan zoome ind på forskellige lokaliteter
over hele verden. "Men mest spændende er det da at åbne for pc'en
og have en spændt forventning om, at der er en mail-hilsen i
postkassen," erkender den 86-årige internetter.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. februar 2009 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |