Viceværten er 80 og bliver ved
Nok er han molbo af fødsel, men det er ikke derfor, han bliver
ved med at arbejde, selv om han fyldte 80 i foråret.
Af New
Nok er han molbo af fødsel, men det er
ikke derfor, han bliver ved med at arbejde, selv om han fyldte 80 i
foråret. Han kan bare ikke lade være.
Christian Thomassen har i 12 år være vicevært for
Randersegnens Boligforening. Da han begyndte i jobbet, var han
allerede folkepensionist.
Anledningen var, at boligforeningen
havde fået indrettet otte nye lejligheder i et tidligere mejeri på
Djursland og manglede en vicevært til dem. Den gamle vicevært havde
fået job som graver og anbefalede Christian Thomasen, der var
gårdejer. Han havde netop trappet ned som landmand, fordi en
forpagtning var udløbet.
"Samtidig med, at jeg havde 75 grisesøer, kunne jeg
godt passe de otte boliger," fortæller han.
Efter kort tid var der problemer med pasningen af to
andre afdelinger, og Christian Thomsen fik tilbud om også at tage
sig af dem. "Jeg lovede at gøre rent, men om jeg ville tage det
permanent, vidste jeg ikke. Enten skulle jeg tage hele arbejdet hos
boligforeningen eller sælge gården. Jeg besluttede mig for at
sælge."
Christian Thomsen var så heldig at få
bolig i et nybyggeri i Ørum på det nordlige Djursland. Nu tager han
sig af de 24 boliger dér samt tre boliger i en landsby i
nærheden.
Hans hustru, Annalise, som altid har arbejdet hjemme,
følger ham i arbejdet. "Hun har det sådan, at tingene bare skal
være 100 procent. Og hvis jeg ikke får gjort det ordentligt, kommer
hun og hiver i mig." Uden hende til at hjælpe var Christian Thomsen
holdt op. Arbejdet går blandt andet ud på at klippe hæk ved
boligerne, som er rækkehuse. Han skal klippe udenpå og ovenpå folks
hække. Ikke på indersiden, men han kan ikke lade være, fordi han
ikke altid kan holde ud at se på, hvordan beboerne gør eller ikke
gør det.
Hvor længe bliver du ved? "Jeg
havde sagt, at når jeg fyldte 80, ville jeg holde. Men jeg trak i
land, jo tættere på, jeg kom. Og nu er der et godt stykke tid, til
jeg bliver 90."
Christian Thomsen har aldrig haft en sygedag og har
først fået slettet titlen gårdejer i telefonbogen, efter at
Beboerbladet havde mindet ham om, at han stadig stod registreret
under sit gamle erhverv gennem 45 år. Men ejer er han stadig. Ejer
af viljen til at holde sig i gang.
"Hvis jeg ikke kan gå ud og gøre noget, ville det
være træls."
Andre brugere har skrevet
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. august 2008 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |