Stenet, tæsket og mobbet ud af hjemmet

Af Regnar M. Nielsen

"Grønlænderjagten" i Gellerup

Hvad skete der egentlig? Og hvordan kunne det komme så vidt? Hvorfor greb ingen ind? Beboerbladet har været i Århus og søgt svar på, hvad der egentlig skete i den såkaldte "grønlænderjagt".

I flere år har et grønlandskmindretal i Gellerup ved Århus været udsat for systematisk terrorisering. For tre år siden måtte grønlænderne i området nedlægge deres fodboldhold i bydelen, fordi de bogstaveligt blev stenet ud af egen hjemmebane af unge indvandrerdrenge. Og det var ikke noget enestående eksempel, for i flere år er der blevet kastet sten efter grønlænderne, når de den 21. juni har fejret grønlandsk nationaldag ved en fælles fest i bydelen.

For to år siden var chikanen så voldsom, at man sidste år hyrede to professionelle vagtmænd til at sikre, at festen kunne forløbe fredeligt. Dertil kommer indvandrerdrenges overfald på Gellerups  grønlændere, når de bevæger sig almindeligt rundt i området. Overfald der har gjort, at ti familier i løbet af efteråret 2007 med støtte fra kommune, politi og boligorganisation har måttet fraflytte området over hals og hoved.

"Vi ejer Gellerup"
"Min kæreste og jeg slap væk fra Gellerup i december sidste år," fortæller 47-årige Johanne Christiansen. "Vi kunne ikke holde ud at være der mere. Indvandrerdrengene drillede og drillede," fortsætter hun. Men at kalde dét, som Johanne Christiansen og hendes kæreste har været udsat for, for "drillerier" er noget af en underdrivelse. "De råbte alt muligt efter os: Fulde grønlændere! eller Flyt hjem til Grønland! Vi ejer Gellerup! Det var ikke til at holde ud. Og det var hver gang, vi gik uden for døren," fortæller hun.

Og i flere tilfælde udviklede det sig til ren vold. "Der blev meget tit kastet sten efter os. Nogen gange spærrede de også hoveddøren, så vi ikke kunne komme ind. Så var vi fanget udenfor, mens byger af sten ramte os. Jeg har været så utroligt bange," fortæller Johanne Christiansen, der stadig er tydeligt rystet og berørt over oplevelserne. "Engang blev vi overfaldet, da vi skulle fra bussen. Og min kæreste blev sparket hårdt i ryggen. En af mine andre venner er blevet slået ned af en ung mand, der kørte tæt forbi ham på en knallert. Han tør slet ikke at gå ud mere," fortsætter hun.

Mærket for livet
Årene med frygt og chikane har sat dybe spor i Johanne Christiansen: "Jeg vil aldrig kunne glemme det. Jeg har stadig gode venner, som bor i Gellerup. Både danske venner og udenlandske venner. De har inviteret os mange gange. Men vi tager ikke derud. Jeg vil ikke opleve det, vi har været igennem, igen." "Og jeg er stadig meget, meget vred. Jeg har ikke lyst til at være vred, men det er jeg altså," fortæller Johanne Christiansen. "Det er ikke kun grønlændere, som bliver forfulgt af de unge indvandrerdrenge. Det skete også for danskere, men det var værst for grønlændere. Jeg tror, at noget måske hænger sammen med, at nogle grønlændere drikker meget, og det kan muslimer ikke lide. Men jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke kunne lære hinanden at kende på en anden måde," fortsætter hun.

I dag bor Johanne Christiansen og hendes kæreste i en almen bolig i en helt anden del af Århus. Og det er hun slet ikke utilfreds med: "Det ville vel være naturligt at være bitter over, at det var os, som var nødt til at flytte. Men jeg er simpelthen så glad for at være sluppet væk. Og jeg er glad for, at jeg nu bor et sted med søde naboer, der hilser. Jeg er kun taknemmelig," siger hun.

Men hvorfor var det grønlænderne og ikke dem, som lavede balladen, der måtte flytte? Til det siger Torben Overgaard: "Med hensyn til at det blev grønlænderne, som måtte flytte, mener jeg, at det kan være nødvendigt med sådan en løsning for en lille gruppe, som har problemer med at indpasse sig i de gældende normer for et boligområde. Her bor et stort flertal af muslimer, for hvem alkohol er bandlyst. Og en del grønlændere har eksempelvis et voldsomt og synligt misbrug. Kultursammenstødet er i dette tilfælde bare for stort."

Politiet afviser
Politiet i Århus forstår heller ikke beskyldningen om, at der ikke skete noget i forhold til at hjælpe grønlænderne i Gellerup, før Århus Stiftstidende tog sagen op. Når politiet ikke foretog sig noget, skyldes det simpelthen, at man ikke havde fået anmeldelser fra grønlænderne. "Vi har meget svært ved at gøre noget, før vi får konkrete henvendelser fra dem, der bliver forulempet.

Og i en lang periode måtte vi grundet travlhed her på stationen henvise anmeldelser til hovedpolitigården inde i Århus Midtby. Samtidig havde vi her at gøre med en gruppe, som socialt er meget svage. Og for hvem det har været vanskeligt at tage kontakt til et helt fremmed sted. Vi hørte altså meget lidt fra dem," fortæller Lars Bro, der indtil september sidste år var afdelingsleder på politistationen Århus Vest, der ligger i Gellerup.

Ingen undskyldning
Den forklaring køber Simon Lynge fra Det Grønlandske Hus ikke. Og at politiet ikke skulle være gjort opmærksom på problemerne, afviser han simpelthen: "Det er rigtigt, at mange grønlændere ikke har det godt med at rette henvendelse til myndigheder og lignende. Og mange er meget generte. Men det er derfor, at jeg i rigtig mange tilfælde har sørget for, at overfaldene er blevet anmeldt. Og derfor fastholder jeg, at der skete ikke noget, før historien endte i avisen," siger han.

At grønlændere i Danmark ofte hører til de svageste i samfundet, lægger Simon Lynge ikke skjul på. Men det undskylder ikke handlingsforløbet omkring sagen fra Gellerup: "Det burde jo faktisk være en ekstra motivation for at hjælpe og passe på dem," siger han.