Sanne sender beboerne på sommerferie
Gennem fonde skaffer beboerrådgiver Sanne Rubinke penge, så mellem 30 og 40 familier kan komme på ferie.
Af Claus Gjedsig
I Horsens skaber en beboerrådgiver stor glæde, når hun hjælper trængte familier af sted på sommerferie.
"Ferie er noget, mange beboere kun kan drømme om. Deres økonomi er så dårlig, at de er tvunget til at leve spartansk for at få hverdagen til at hænge sammen. De har ikke en jordisk chance for at lægge penge til side til at holde ferie for. Og det er en påstand uden hold i, når nogen mener, at enlige forsørgere forgyldes.
Det gør de bestemt ikke. Det påvirker specielt børnene. Det er ikke morsomt at komme i skole og fortælle, at man ikke har været på ferie. Derfor er jeg utroligt glad for, at der er skabt mulighed for, at mange af disse familier får muligheden for at komme en uge på sommerferie, kvit og frit," siger Sanne Rubinke, som er beboerrådgiver i Hosens.
I Horsens er der tilknyttet tre beboerrådgivere til de almene boligselskaber. De har deres faste baser, men arbejder en del på kryds og tværs af byen. Beboerrådgiverne er ansat af boligselskaberne Beringsgaard, Odinsgaard, HAB af 1954, AAB, Lejerbo og Horsens Kommune. Sanne Rubinke hører fysisk til i beboerhuset på Beringsvænget i østbyen.
Fællesferie eller individuel
Ideen med at skaffe penge, så beboerne kan komme på sommerferie, blev fostret for en del år siden i Socialrådgiverforeningen. "Arbejdet er frivilligtog tager tid. Derfor arbejder vi i begrænsede områder. På landsplan er der 10 til 11 steder, hvor beboerrådgivere arrangerer ferier." Sanne Rubinke er med til at hjælpe 30 og 40 familier med at komme på sommerferie. Der søges midler i forskellige fonde blandt andre Arbejdsmarkedets Feriefond og Egmontfonden, som hver bidrager med henholdsvis omkring 200.000 kr. og mellem 100.000 kr. og 150.000 kroner årligt. Pengene dækker selve ferieopholdene.
Sanne Rubinke søger også andre fonde om støtte, så der er penge til eksempelvis at leje en bus eller engagere en naturvejleder. Der er to former for ferie: Fællesferie, hvor ti enlige mødre med børn er af sted sammen. Og de individuelle ferier, hvor familierne er af sted alene. "For en enlig mor med tre børn kan det være svært at være af sted. Derfor arrangeres fællesferierne. På den måde kan børnene være sammen, og de voksne har mulighed for at slappe af. Denne ferieform er også med til at skabe gode kontakter og netværk mellem både børn og voksne, som de har stor glæde af, når de kommer hjem."
"Nu holder vi ferie!"
"Når beboerne søger, skal vi kende deres økonomiske situation, og desværre er der flere og flere, der opfylder disse krav. Jeg har endnu ikke oplevet at få afslag på en ansøgning hos en af fondene, men med det stigende antal, der søger, er der nogen, jeg må skuffe. Og det bliver oftest dem, som har været på en betalt ferie tidligere år.
Det er sørgeligt, fordi disse mennesker virkelig har brug for at komme væk fra deres hverdag. Det er nødvendigt nogle gange at få problemerne på afstand. De har også krav på at kunne sige: Nu holder vi ferie! Det betyder rigtig meget for dem," siger Sanne Rubinke.
Enlige også på ferie
For et par år siden arrangerede man også gratis ferie for enlige beboere, men det blev droppet. Sanne Rubinke har nu taget initiativ til at tage dette engagement op igen.
"Vi har mange enlige i det almene boligbyggeri, som ikke har råd til at tage på ferie. De har rigtig godt af at komme hjemmefra i en uge og være sammen med andre. Derfor er jeg i øjeblikket ved at søge forskellige fonde om penge, så også enlige kan komme af sted på ferie," siger Sanne Rubinke.
Med mor til fem på ferie
Når Annagrethe Thestrup, 50, enlig mor til fem børn, fortæller om sit liv og hverdagen, er det med et beskedent smil på læben:
"Det skal jo gå alt sammen. Og det gør det. Men det er hårdt økonomisk. Meget hårdt endda. Nogle gange har børnene meget svært ved at forstå, at der ikke er penge til eksempelvis nyt tøj, til kontingent i en idrætsforening og lignende. I vores familie er det altså en stor ting, hvis vi sidst på måneden flotter os og køber en pizza eller to store flasker sodavand."
Annagrethe Thestrup er alenemor til Mireille på 17, André på 15, Nicole på 13, Benjamin på 12 og Zilas på 10 år. De to ældste går på efterskole, men vender hjem til Horsens ved skoleårets afslutning. De tre yngste er hos aflastningsfamilier hver anden weekend og en dag om ugen.
"Det er en ordning, vi alle sammen er glade for og nødt til at acceptere for at få hverdagen til at fungere. På den måde har jeg også mulighed for at tage nogle weekendvagter, når børnene ikke er hjemme," fortæller Annagrethe Thestrup, der arbejder som social- og sundhedshjælper.
Annagrethe og børnene var på deres første betalte ferie for nogle år siden. Den fik de gennem Horsens Kommune, men efter Annagrethe er flyttet tilbage i almen bolig i østbyen og har fået kontakt med beboerrådgiver Sanne Rubinke, er det gennem hende, at familien nu kommer med på familieferien. "Det er fantastisk godt, for både børn og voksne kommer meget tæt på hinanden. Vi voksne har set hinanden i bebyggelsen men aldrig haft kontakt. Det får vi på en ferie. Vi lærer hinanden at kende på en god måde, og det har betydet, at børnene i dag har fået nye legekammerater og løber ind og ud hos hinanden.
Vi voksne har også fået et netværk, hvor vi mødes. Det kan være over en kop kaffe eller spise sammen. Men også eksempelvis en vandretur, en tur på museum eller andet, der ikke rigtigt koster noget," fortæller Annagrethe Thestrup, hvis ferier med børnene tidligere bestod i en tur til fjorden med madpakker.
Sidste år, da ferien foregik i Bredebro, lavede familien Thestrup dagbog. Børnene skrev små notater og lavede tegninger. Man samlede brochurer fra seværdigheder, strandskaller og lignende. Og om morgenen, inden børnene vågnede, skrev Annagrethe Thestrup om gårsdagens begivenheder.
Rigtig mor-datter ferie
Når Lone Sørensen, 50, har betalt alle sine faste månedlige udgifter, er der omkring 2.000 kroner tilbage til hende og hendes 14-årige datter Mette. Lone arbejder i et fleksjob som rengøringsassistent.
"Vi har ikke holdt ferie i mange år. Der har simpelthen ikke været råd. Jeg har haft valget mellem at undlade at betale en regning og eksempelvis tage en overnatning i et feriecenter med Mette. Men det smerter i lang tid efter. Regningerne forsvinder jo ikke, fordi man undlader at betale dem. Derfor er vi også meget lykkelige for, at vi er kommet i betragtning med en betalt ferie," fortæller Lone Sørensen, der hørte om ordningen gennem en veninde.
"I første omgang tænke jeg: Det vil jeg ikke søge. Der må være andre, der har et større behov. Men efter en snak med Sanne Rubinke gik det pludselig meget hurtigt. Mette og jeg fik sidste år bevilget et ophold i sommerhus i Juelsminde - et sommerhus, der kostede 3.000 kr. for en uge plus el for 150 kroner." Når Lone foretrækker at holde ferie alene med Mette, skyldes det, at datteren nogle gange har store psykiske problemer. De opstod, da faderen døde for nogle år siden.
"Det er meget vigtigt for os at komme væk fra hverdagen i en uge. Vi kaster alle problemerne væk. Tænker ikke på dem i syv dage. Vi lader simpelthen op sammen. Det er en rigtig mor-datter ferie, hvor vi kommer på meget tæt hold af hinanden. Det gør vores sammenhold stærkere," siger Lone, der i år har fået bevilget et ophold i sommerhus i Ålbæk i Nordjylland.
"Vi skal selv sørge for transporten, men de penge skal jeg nok finde. Så hellere gå lidt sulten i seng i en periode. Vi bruger meget tid på at snakke om den kommende ferie. Og det er jo en kvalitet i sig selv," siger Lone Sørensen, der betegner beboerrådgiverne som "fantastiske enere".
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. juni 2008 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |