Pas på du ikke sender boligstøtten på lossepladsen
Hvis du betaler direkte for renovation
frem for over huslejen, kan du miste mange penge i
boligydelse eller boligsikring. Og så er det oven i købet
ulovligt.
Af Jørn Nyvang
Alle, der bor i en almen bolig, bør nok
lige tjekke, om de betaler for renovation over huslejen. Det gør
man stadig langt de fleste steder, men dér, hvor man ikke gør, kan
det komme til at koste de enkelte lejere dyrt, hvis de modtager
boligydelse eller boligsikring. Forklaringen er enkel: De to
former for boligstøtte udregnes på baggrund af den samlede
husleje.
Piller man udgiften til renovation ud
af huslejen, falder huslejen tilsvarende. Og så får man beregnet
boligstøtte ud fra en lavere husleje. Det kan i værste fald koste
helt op til 200 kroner om måneden. Nemlig hvis huslejen i
regnestykket kommer så langt ned, at man helt mister retten til at
få boligstøtte. Men typisk vil tabet ligge på godt 100 kroner om
måneden for pensionister og omkring 90 kroner om måneden for
andre typer af husstande. Og ikke nok med at det er dyrt for den
enkelte lejer. Det er også ulovligt.
"Man må ikke opkræve udgifter til
renovation uden for huslejen," fastslår udviklingschef Bjarne
Zetterström, Boligselskabernes Landsforening (BL), og fortsætter:
"Lov om leje af almene boliger er meget klar: Kun udgifter til el,
vand, varme og fællesantenneanlæg må tages ud af en husleje,
der opkræves i en almen bebyggelse." Man har ikke mulighed for at
få efterbetalt den boligstøtte, man eventuelt er gået glip af
tidligere i forbindelse med betaling for renovation. Men hvis man
tager sagen op i sin boligafdeling og over for boligselskabet, kan
man få ændret ordningen - og måske fremover få mere i
boligstøtte.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. juni 2008 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |