Marianne skaffer millioner til kunst i Urbanplanen

Af Samina Usman

Hun er sent på den til vores interviewaftale. Men når at skrive en sms forinden, hvor hun beklager. Efter et stykke tid dukker en velklædt dame op kørende på cykel. Hastigt parkerer hun og traver hen mod det aftalte sted. Lettere forvirret peger hun over mod en nyåbnet peruviansk restaurant, hvor vi kan sidde i fred og ro.
   50-årige Marianne Falck Orby er ikke en hvilken som helst dame. Sidste år blev hun kåret som "Årets Amagerkaner"
og fik tildelt en pris på 25.000 kroner for at forskønne Urbanplanen. Vi befinder os i hendes kvarter i Urbanplanen på Amager, som hun stolt
viser frem.
   Men sådan har det ikke altid været. Faktisk kunne hun overhovedet ikke fordrage Urbanplanen, da hun flyttede ind for to år siden.

Borgmestre kommer til udstillinger
Da Marianne Falck Orby flyttede til Amager, kom hun direkte fra en magelig
tilværelse i udlandet. Hun havde i 15 år boet i henholdsvis Schweiz og Tyskland sammen med sine fire børn og en rig ægtemand.

Årsagen til, at familien i sin tid havnede i Schweiz, var, at Marianne Falck Orbys mand
fik tilbudt en it-stilling, og den dengang nybagte mor på 32 år besluttede sig for at tage to års orlov fra jobbet i SAS for på den måde at holde alle muligheder åbne. Men allerede efter et par år i Schweiz blev hun gravid igen. Med trillinger.
   "Jeg havde forestillet mig, at vi skulle være en ganske almindelig familie med to børn, så jeg kunne passe min karriere ved siden af. Men med ét blev alle mine planer kuldkastet, og min livline til arbejdet skåret væk. I Danmark var jeg karrierekvinde, men i Schweiz og Tyskland foregik det mere stille og roligt. Kvinderne gik derhjemme og passede børn. Det kom jeg også til," fortæller Marianne Falck  Orby, der både er klassisk sproglig og nysproglig student og uddannet cand.ling.merc.

Senere flyttede familien til Tyskland og for at få tiden til at gå, arrangerede hun kunst- og kultur-arrangementer og fik skabt sig et stort netværk af kunstnere i Tyskland. Blandt andet fik hun startet et mobilt galleri med danske kunstnere, som besøgte forskellige tyske byer og udstillede i kulturhuse.
   Hun var udadvendt og foretagsom og den helt rigtige til at få de stedlige borgmestre til at komme og åbne udstillingerne og holde taler. Livet var skønt, og Marianne Falck Orby manglede ingenting, indtil en skilsmisse pludselig vendte op og ned på hendes liv.

Havde ikke en krone på
lommen
Uden penge på lommen og tag over hovedet besluttede hun sig for at flytte tilbage til Danmark - i første omgang med to af sine børn. Københavns
Kommune kunne ikke hjælpe med en bolig, men et privat initiativ for enlige mødre fandt en lejlighed i Urbanplanen.
   Selv om hun var taknemmelig over at have fået et sted at bo, kunne hun ikke fordrage sit nye hjemsted. Hun ville mest af alt bare væk derfra. Graffitien og den grå beton gjorde hende modløs. "Jeg ville væk. Jeg levede slet ikke. Jeg havde fået et granatchok. Jeg var vant til at køre i en metalgrå Chrysler Voyager LX med grå lædersæder. Nu kom jeg pludselig på den laveste kontanthjælp og skulle starte helt forfra. For at sige det mildt så var jeg dybt frustreret. Oven i købet var jeg blevet gammel i mellemtiden, og jeg tænkte: Hvem vil ansætte mig?"

Efter at have boet i Urbanplanen i et år gav Marianne Falck Orby op, og hun indså, at hun nok aldrig kom væk fra området igen. Men netop den erkendelse blev startskuddet til at gøre noget ved det kvarter, hun oplevede som trist. Derfor meldte hun sig ind i en arbejdsgruppe i kulturforeningen Liv i Sundby. "Jeg fandt ud af, at der heldigvis er mennesker, som gør en aktiv indsats i området, og jeg følte mig lettet."

Stiller store krav
Marianne Falck Orby fandt de store armbevægelser frem og stillede store krav i gruppen, og der blev grinet af hende, da hun besluttede sig for at skrive et brev til Statens Kunstfond for at søge støtte til kunst i  Urbanplanen.
   I brevet skrev hun blandt andet, at nybyggeriet i Ørestaden skulle bindes sammen med det nærliggende eksisterende byggeri i Urbanplanen igennem kunst. Ørestaden manglede efter hendes opfattelse
liv, og netop det liv fandtes allerede i Urbanplanen. I Statens Kunstfond
grinede man ikke. Brevet gav pote.
   Sammen med beboerrådgiver Nils Balling blev hun inviteret til et møde med tolv personer i Statens Kunstfond.
Hele arkitekturudvalget, billedudvalget og formanden sad og nærmest klappede i hænderne over ideen. De havde længe søgt et projekt af den
kaliber, som de kunne støtte. Hurtigt efter var der bevilget tre millioner kroner til Marianne Falck Orbys idé.

Udvalget arbejdede videre på projektet, som i juni kulminerede i en kulørt basar inde i et kæmpestort nedlagt supermarked. I fjorten dage struttede det nedlagte supermarked af liv, hvor
både det sociale, kulturelle og merkantile var i fokus.

Endnu mere kunst
Dermed er det ikke slut med kunst i Urbanplanen. Fra efteråret og to år frem vil der fortsat være gang i de kulturelle oplevelser. Blandt andet vil børn og unge få muligheden for at møde kunst og kulturoplevelser på et nationalt og internationalt plan: Teater, musik, foredrag og billedkunst vil komme ind i nærområdet, og bibliotek, børnekulturhus, beboerhuse, skoler, institutioner vil danne scene for børnenes møde med kultur og kunstnere.

Dertil kommer, at tyve børn vil gennemgå et særligt undervisningsforløb, som kvalificerer dem til at blive kulturpiloter og dermed inspiratorer og formidlere af kultur for andre børn og unge. Børnepiloterne vil danne kernen i en aktiv børnegruppe, der skal deltage i planlægning og udvikling af børnekulturen i Urbanplanen. Nordea Danmark-fonden sponsorerer to millioner kroner til projektet. Gæt selv, hvem der har haft en finger med i spillet …
   Tilbage på den peruvianske restaurant sidder Marianne Falck Orby
med et stort smil. Ved siden af kulturaktiviteterne har hun fået arbejde i en
stor international virksomhed. Nu er hun atter en stolt kvinde og ikke mindst stolt over, hvad hun og andre har udrettet i Urbanplanen, som hun ikke længere kunne drømme om at flytte fra.