Lejligheder er mest udsatte for dødsbrande, Hvad gør du?

Familien Bertelsen tog sig først sammen til at investere i røgalarmer, efter at deres overbo omkom i en brand.

Af Samina Usman

  • Hvis du bor i en lejlighed, har du 2 ½ gange så stor en risiko for at omkomme i en dødsbrand, end hvis du bor i en villa eller et rækkehus. Denne barske kendsgerning fremgår af de sidste fem års statistikker fra Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut.
  • I årene 2003-2007 døde 383 personer i forbindelse med boligbrande. 153 af dem boede i lejlighed og 133 i villa/rækkehus. Der bor mere end dobbelt så mange mennesker i villa/rækkehus som i lejlighed. Derfor har beboere i lejligheder langt den største risiko for at dø ved en brand. Men de kunne let reducere denne risiko. Nemlig ved at anskaffe røgalarmer.

  • Hele 80 procent af de mennesker, der dør ved en brand, har ikke haft røgalarm, viser tal fra Beredskabsstyrelsen.
  • De mest udsatte grupper er mænd, rygere, personer over 67 år og folk, der bor alene.

 

Først dødsbrand, så røgalarmer

I flere år var røgalarmer på dagsordenen hjemme hos førtidspensionist Michael Bertelsen, 44 år og lejer hos Boligselskabet Sct. Jørgen i Holstebro.
Hver gang slog han det hen, som noget familien sagtens kunne undvære.
Men lillejuleaften skete der noget, som fik ham til at spurte ned til nærmeste butik for at købe ikke én, men hele seks røgalarmer. Michael Bertelsens overbo, en 61-årig kvinde, var ryger. Også denne aften havde hun røget smøger og proppet en rest af en cigaret tilbage i pakken, som hun lagde ind i en jakkelomme i garderobeskabet, hvorefter hun lagde sig til at sove. Hvad hun ikke anede, var, at cigaretten ikke var slukket helt. Natten igennem ulmede gløden og udviklede sig til en storbrand. En beboer fra opgangen kontaktede Falck, som forgæves forsøgte at få liv i kvinden. Hun var død af røgforgiftning.

 

Fra nul til seks røgalarmer
"Hun havde ingen røgalarm. Havde hun haft én, var hun med stor sandsynlighed i live i dag. Efter branden tilbød boligselskabet os en gratis røgalarm pr. husstand, men jeg følte ikke, at det var nok og anskaffede seks røgalarmer til min tre værelses lejlighed. Nu har jeg røgalarmer i køkkenet, stuen, alrum og værelserne og på altanen. Alle steder. Røgalarmer er en billig livsforsikring, som vi desværre ikke skænker
de store tanker," siger Michael Bertelsen. Han mener, at man ikke kan have for mange røgalarmer i sin bolig.
 

Også brandsikkert i opgangen
Også de andre beboere i opgangen investerede i røgalarmer. De blev desuden enige om at splejse sammen til en røgalarm på hver etage i opgangen, så også den kunne sikres mod brand. En opgave som efter Michael Bertelsens opfattelse burde have været boligselskabets ansvar. "Selv om vi fik en gratis røgalarm fra boligselskabet, er det lige så vigtigt at sørge for, at opgangen er brandsikker. En fulderik kan sætte sig i opgangen med en bajer i den ene hånd og en smøg i den anden og falde i søvn, og så har vi problemet," påpeger han. Michael Bertelsen håber på, at boligselskabet tager initiativ til at sætte brandalarmer op i alle opgange, så beboerne kan føle sig endnu mere trygge. Direktør Kurt Degnbol, Sct. Jørgen, tager ideen til sig: "Vi har lyttet til Michael Bertelsens signaler, og til efteråret kommer der røgalarmer op i alle opgangene."

 

Boligselskaber giver gratis røgalarmer

Boligselskabet Domea tog som det første den konsekvens af dødsbrande,
at det uddelte gratis røgalarmer til de beboere, der ikke havde nogen i forvejen. "Vi foretog en undersøgelse blandt 200 boliger og fandt ud af, at godt halvdelen havde røgalarmer, og det var ikke nok. Derfor købte vi 12.000 røgalarmer og tilbød at sætte dem op, hvis beboerne ikke selv kunne," siger konsulent Preben Christensen, Domea. Også Boligselskabet
AKB har valgt at tilbyde deres beboere gratis røgalarmer Boligselskabet gik et skridt videre og tilbød alle afdelinger at få sat elektriske røgalarmer op i opgangene. Stort set alle afdelinger valgte at tage imod tilbuddet. Efter fem brande på et par år, hvoraf to havde dødelig udgang, tilbød Nordvest Administration (der står for driften af boligselskabet Sct. Jørgen i Holstebro, Ulfborg Vemb Boligforening og Arbejdernes Andelsboligforening i Struer) gratis røgalarmer til i alt 3800 boliger. Og da Brabrand Boligforening i sommer fyldte 60 år og i den anledning gav alle afdelingerne 75 kroner pr.
lejemål, valgte afdeling Skovgårdsparken at bruge pengene til røgalarmer i
alle sine 300 boliger. Andre boligselskaber er villige til at følge i samme fodspor.

 

Sådan undgår du brand

  • Ryg aldrig i sengen.
  • Ryg aldrig i sofa eller lænestol, hvis du er træt eller døsig.
  • Hold øje med gryder, potter og pander, når du laver mad.
  • Læg aldrig brændbare ting på el- og gaskomfurer og undgå at
    bruge komfuret som aflæggeplads.
  • Stil ikke levende lys nær gardiner og andet let antændeligt.
  • Gå aldrig fra tændte levende lys.
  • Pas på dyr eller børn, der kan vælte levende lys.
  • Elektrisk udstyr skal kunne komme af med varmen.
  • Overdæk aldrig lamper og brug aldrig en stærkere elpære, end der er angivet på lampen.
  • Sluk helt for alle elektriske apparater, når du går i seng
    eller forlader hjemmet.
  • Hold øje med halogenlamper, de kan antænde brande, hvis
    de vælter eller står for tæt på brændbart materiale.
  • Hold loft og kælder fri for så meget brændbart materiale
    som muligt.
  • Sæt mindst én røgalarm op.

 

Har du en røgalarm? 

1 Magnus Joensen, 28 år, tandtekniker,
bor til leje i nordvest-kvarteret hos AKB København sammen med sin kone og spædbarn. Røgalarmer er ikke noget, der står særlig højt på familiens dagsorden.

"Vi flyttede ind i lejligheden for et års tid siden, og der var  allerede sat tre til fire røgalarmer op. For os betyder det ikke så meget, om de er der eller ej. Skulle vi selv sætte dem op, havde vi nok ikke fået det
gjort. Vi har et abonnement hos Falck, som vi sætter vores lid til, hvis der skulle ske noget. Og så har vi en brandslukker stående, så alt i alt føler vi os
dækket ind."

2 Isabell Marcer, 29 år,
er for tiden på barselsorlov, men arbejder i TDC. Hun bor til leje på Nørrebro hos AKB København og har ikke en eneste røgalarm i sin bolig. Og det til trods for, at boligselskabet har tilbudt gratis røgalarmer til samtlige beboere.

"Jeg har ikke fået taget mig sammen, det er ren dovenskab fra min side. Men jeg ved, at det er noget rigtig skidt ikke at have en røgalarm. For et stykke tid siden var der brand her i ejendommen, og to opgange måtte evakueres, så det skræmmer mig da. På et tidspunkt vil jeg da ned på ejendomskontoret for at hente en, men ved ikke lige, hvornår det bliver."

3 Henning Bisgaard, 55 år,
fra Bøgeparken i Vollsmose er for tiden i jobtræning. Odense AndelsBoligforening, som han bor hos, har vedtaget at sætte røgalarmer op i alle boliger. Røgalarmerne er forbundet med strømforsyningen og bruger derfor ikke batterier.

"Jeg havde da overvejet at skulle have en røgalarm,  men det handler nok om at skulle tage sig sammen. Så kom de selv fra boligforeningen og forbandt alarmen til nettet. Men jeg er ved at være træt af den, for den går i gang, selv når jeg steger en bøf. Røgalarmen sidder i gangen, og der er åbenbart nogle indstillinger, som lige skal justeres."


4 Marianne Kennild, 52 år,
livredder og psykoterapeut, har boet i Gellerup-området hos Brabrand Boligforening i Århus igennem 16 år.

"Jeg har da skænket røgalarmer
en tanke men er aldrig nået dertil, hvor jeg har købt en. For et par uger siden var der en altanbrand, og beboerne måtte evakueres, men jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg går ned og anskaffer en. Røgalarmer
kan være ret irriterende, for de går i gang af ingenting og larmer ret meget. Og jeg er meget lydfølsom."

Hvor skal røgalarmen sættes op?

Røg stiger opad. Derfor bør røgalarmen placeres så højt oppe som muligt og helst i loftet. Undgå at placere alarmen tæt på komfur, badeværelse, garage og steder, hvor mados, damp og udstødningsgas kan udløse falsk alarm.
   Der skal være 10 meter imellem røgalarmerne, og de bør placeres mindst en meter fra vinduer, ventilationsåbninger, da åbningerne kan være med til at trække røgen væk fra røgalarmen.

Gangen er det mest ideelle sted at sætte en røgalarm op, da røg spredes i gange. Du bør supplere med alarmer i rum, hvor der ryges eller bruges mange stearinlys.

Flere typer
De gængse røgalarmer er batteridrevne og holder mindst et år, hvorefter de skal skiftes ud. Denne type røgalarmer sættes op hver for sig og udløses uafhængigt af hinanden.
   Der findes også alarmer, der forbindes i serier med ledning via el-forsyningen. Går den ene alarm i gang, udløses alle alarmer i lejligheden. Forbundne alarmer anbefales i opgange samt i boliger med flere etager eller med soverum i hver sin ende af lejligheden.
   Nogle modeller har indbygget nødlys, som tænder, når alarmen udløses. Lyset oplyser eksempelvis trapper, der skal bruges som flugtveje.

Ikke lovpligtige
Røgalarmer er ikke lovpligtige i Danmark. Men bor du i en bolig bygget efter 1. december 2004, skal der være installeret røgalarmer, der er tilsluttet el-forsyningen og som har et batteri back-up i tilfælde af, at strømforsyningen svigter.
   Røgalarmer kan variere i pris alt efter type. Den billigste og mest gængse model er set i Harald Nyborg til 29,95 kroner






 

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. august 2008
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op