Karens røde tråd

Af Regnar M. Nielsen og Michael Thorberg

Det var 1. maj 1970, at danske tv-seere første gang hørte denne kvindestemme med tydelig københavnsk accent insisterende tale om ligeløn og kvinders rettigheder. I dag er stemmen den samme, og det er budskabet og holdningerne bag ordene også.

Dengang var hun som ung, oprørsk rødstrømpekvinde nødt til med list at bemægtige sig talerstolen ved LO's 1. maj-møde på Rådhuspladsen I dag har hun som en af den borgerlige regerings tunge ministre en mere direkte adgang til talerstole og tv-udsendelser. Alligevel går der en rød tråd fra rødstrømpeaktionen i 1970 til Karen Jespersen ministerkontor på Holmens Kanal - kun ti minutters gang fra Rådhuspladsen, hvor hendes politiske karriere tog fart for snart 38 år siden. Karen Jespersens officielle ministertitel er lang - velfærdsminister og minister for ligestilling. Og når man taler med hende, er der ikke nogen tvivl om, at det med ligestillingen er mindst lige så vigtigt som det med velfærden. "Ingen klassekamp uden kvindekamp. Og ingen kvindekamp uden klassekamp!" Sådan lød en ofte benyttet parole fra den gang, Karen Jespersen var venstreorienteret rødstrømpe.

Ser man bort fra 70'ernes bastante retorik, er det stadig denne sammenhæng mellem kønnenes ligestilling og en række andre af samfundets dybe problemer, som optager ministeren. Derfor tøver hun heller ikke, når man spørger hende, hvad den største udfordring for hende som ligestillingsminister er? "Kvinder med indvandrerbaggrund!" Og Karen Jespersen uddyber: "Den helt grundlæggende erkendelse i rødstrømpebevægelsen var og er, at det er meget vigtigt, at kvinder er økonomisk uafhængige. Du skal kunne forsørge dig selv, for det giver dig en frihed til at sige fra over for de ting, som du ikke vil finde dig i. Og kvinder med indvandrerbaggrund er stadig meget underrepræsenterede på arbejdsmarkedet." "Man kan overordnet sige, at vi har fået nogle klassiske ligestillingsproblemer ind på livet på grund af den befolkning, der har indvandrerbaggrund. For en del af dem gælder et kvindesyn, som bygger på, at kvinder har meget lidt selvbestemmelse. Det er noget, der rækker ud over problemstillingen, om hvorvidt de har et arbejde eller ej."

Vigtigt med en åben debat
Når Karen Jespersen taler om indvandring og ligestilling, taler hun indtrængende. Det er et emne, hun har skrevet bøger om, og det var grundlæggende også på grund af hendes holdninger på dette område, at hun ikke længere kunne forblive i Socialdemokratiet. Der følte hun ikke, at man turde tage den ligefremme og åbne debat om emnet. Ligefrem er hun imidlertid nu. Og det er der hårdt brug for. Skulle nogle synes, at rødstrømpebevægelsens mærkesager er passé, så finder Karen Jespersen, at indvandringen i Danmark har gjort dem mere aktuelle end nogensinde:    
    "Jeg taler om det kvindesyn, som vi møder i den radikale islam. Det er ikke så udbredt endnu i Danmark, men der er en risiko for, at det kan blive udbredt. Under alle omstændigheder er der nogle kvinder, som har nogle meget store begrænsninger i deres tilværelse. Det kan præge både de kvinder og piger, som det går ud over, og det kan præge det danske samfund." "Tag for eksempel kravet om køns-adskillelse i fritidsklubber og skoler, som man jo meget oplever i almene boligområder med en høj andel af indvandrere. Det er stor en udfordring. Min erfaring fra andre europæiske lande er, at hvis man ikke tager fat om det, så kan man få et meget stort ligestillingsproblem." Er det noget, man kan lovgive sig ud af? "Det synes jeg - indtil videre - ikke, at man skal. Men det er meget vigtigt at diskutere det.

Eksempelvis får jeg henvendelser fra lærere, som spørger, hvad de skal stille op med kvinder i undervisningen, som er tildækket med burka eller med et slør, hvor man kun kan se øjnene. Jeg svarer, at det jo er op til den enkelte institution at finde ud af, hvordan man vil tackle det. Det er den danske tradition. Den siger, at vi behandler alle ens - piger og drenge - uanset hvilken baggrund, de måtte have. Og man skal naturligvis ikke acceptere, at piger og drenge ikke må være sammen. Accepterer man det, fra de er små, så risikerer man, at det smitter af på dem senere hen i tilværelsen."

Vi skal være mere kontante
Karen Jespersen ved godt, at hun med sine ord kan fremprovokere kraftige reaktioner, men det har hun det fint med. Hun vil denne debat. "Sådan er det med politik på mange områder. Du bliver nødt til også at påvirke holdninger, du kan ikke nøjes med at holde dig til, hvad du kan lovgive om." Hvad skal der komme ud af sådan en debat?

"Det er vigtigt, at vi får et fælles sprog om, hvad vi betragter som kvindeundertrykkende. Derfor vil jeg også ud og mødes med indvandrerkvinder. Vi arbejder på at lave et materiale rettet imod indvandrere, om hvad ligestilling egentlig betyder. Der er en betydelig mangel på viden. Hvad der sker med børnene i tilfælde af skilsmisse? Har man ret til sin egen bankkonto? Det er jo ofte meget anderledes i de lande, disse kvinder kommer fra, og hvordan pokker skulle de vide, at det er anderledes her?" Hvad er den største hindring for integration og ligestilling? "Det helt grundlæggende er, at man lærer sproget. Dét er altså et krav." "Vi skal være mere kontante og turde sige, at man har pligt til at tage imod tilbud om sprogundervisning.

Med rettigheder følger også pligter. Kommer man fra andre lande, kender man ikke nødvendigvis denne sammenhæng. Vi har i Danmark gode tilbud om sociale ydelser, og man betaler til gengæld ved at have en pligt til at tage imod de tilbud, man får. Der har vi i misforstået solidaritet været for tilbøjelige til at -afstå fra at stille krav."