Fra Afghanistan til Danmark: En universitetslærer beskærer træer

Af Samina Usman

Kabul, Afghanistan, september 1992:
Magister Asif Bahand møder pligtopfyldende op på sit arbejde for at undervise i litteratur på Kabul Universitet. Det gør han morgen efter morgen, også selv om han i den seneste tid er mødt op til det samme syn: Et tomt klasseværelse. Heller ikke denne morgen er nogle studerende dukket op for at modtage hans undervisning, skønt han optimistisk var taget hjemmefra i håbet om, at dette måske er dagen, hvor han atter kan tage fat igen på undervisningen.

Sådan har det været i nogle måneder: Han er universitetslærer uden nogen at undervise. Og studenterne er ikke ramt af pjækkesyge, ved han. De tør simpelthen ikke dukke op. For i Afghanistan anno 1992 er det ikke velset at tilegne sig viden om andet end islam, og magister Asif Bahands opgave er at undervise de studerende på Kabuls Universitet blandt andet i kendskabet til andre trosretninger. Var Asif Bahand forberedt på en skuffelse over det tomme klasseværelse, så var han til gengæld uforberedt på, hvad der derefter skete ...

Varbergparken, Haderslev, januar 2008:
Hvad der skete den dag på universitetet, står stadig mejslet i Asif Bahands hukommelse, og hændelsen blev begyndelsen på et langt forløb, som mange år senere endte med, at han havnede her i landet. Som flygtning.

Asif Bahand fortæller om de første år i Danmark: Et halvt år efter sin ankomst til det nye land får han asyl, og sulten efter at lære sproget går han både i sprogskole og på daghøjskole. Med i bagagen fra hjemlandet har han en uddannelse som magister i litteratur og kan prale af at have skrevet elleve bøger blandt andet om børneopdragelse.

Han var også ivrig skribent og har forfattet flere artikler, der er blevet trykt i afghanske aviser og blade. Men det kan han ikke bruge til meget i Danmark. Efter fem år i Danmark bliver han i oktober 2005 en del af projektet "det grønne sjak" i Varbergparken i Haderslev. Efter endt praktikperiode bliver han ansat i et fleksjob, fordi han på grund af psykiske lidelser ikke har mulighed for at arbejde på fuld tid, og han er ikke berettiget til førtidspension. Nu går arbejdsdagene med at beskære træer, feje, slå græs og lave flisearbejde.

Asif Bahand sidder i et mødelokale i Varbergparken og fortæller. Sammen med kollegerne har han lige holdt pause. Et halvt rundstykke ligger på en paptallerken og ruller fra side til side. Han tilbyder det halve rundstykke og skubber noget marmelade i samme retning. Hans ansigt udtrykker  alvor. Han er dog fattet, mens han fortsætter sin livshistorie på et dansk, der ikke er helt flydende - men dog er til at forstå.

Kabul, Afghanistan, vinter 1992:
Tre-fire mænd - alle bevæbnede med Kalashnikovs brager ind i undervisningslokalet. De har langt skæg og bærer en "pakul", som er en flad rund afghansk hue. En yndet hovedbeklædning for en gruppe ved navn "mujahedinere", der blandt andet kæmpede imod russernes besættelse af landet i 1979-1989. "Du er anholdt," siger en stemme. Asif Bahand er bange, og han tør ikke stille så meget som ét spørgsmål. For han ved, at risikoen for at få skåret halsen over eller at blive skudt er overhængende.

Anholdelsen bliver ikke slutningen på hans liv - men det bliver slutningen på hans liv som universitetslærer. Og starten på tre år i fængsel. Inderst inde ved han godt, at det ville ske. At det før eller siden vil gå galt, for han har i længere tid været en jaget mand. Jagtet, fordi han blandt andet har fortalt  de studerende om ateismen og buddhismen. Flere af hans bøger er også blevet brændt.

Varbergparken, Haderslev, januar 2008:
Gruen står stadig malet i Asif Bahands ansigt, når han tænker tilbage på, hvordan han kom til at opleve et liv med angst og fængsling: "Jeg er selv  muslim. Men som lærer var det min opgave at fortælle om, hvad der står i den pågældende tekst. Selv om jeg privat kan have en anden holdning," lyder det stadigt engageret og insisterende.

Han knuger hænderne sammen og fortæller, at han på en måde var heldig den gang i Kabul. For egentlig var udsigterne til at ende resten af sine dage i fængslet store, hvis det altså ikke lige havde været for en anden gruppe kæmpere, "talebanerne", der overtog magten fra mujahedinerne. Talebanerne havde ikke styr på, hvorfor folk sad fængslet og løslod alle fanger. Heriblandt Asif Bahand.

Afghanistan 1996:
Han er på fri fod, men livet er stadig ikke let for Asif Bahand, der nu med talebanerne i nakken flygter fra provins til provins. Talebanerne har læst flere af Asif Bahands artikler og bøger, hvor han skriver kritisk om talebanernes styre, og det er ikke velset. I løbet af 1996 indser han, at han er nødt til at gøre noget for at redde sit liv. Derfor har han besluttet sig for at opsøge en menneskesmugler, så han kan flygte ud af landet. Nu er tidspunktet for flugten kommet.

En ulovlig rejse foregår altid om natten, og natten er mørkere, end den plejer at være. Asif Bahand bliver gennet om på bagsædet af en varevogn og bedt om at holde hovedet nede. Bilen har tonede ruder, og han opdager snart, at han ikke er alene. Hvor mange, der er med på samme farefulde færd, aner han ikke. Flere kilometer bliver  tilbagelagt. Asif Bahand er bange. Uvisheden er skræmmende. Hvor vil han ende? Hvad skal der blive af ham? Får han nogensinde sin kone og børn at se igen? Tidsfornemmelsen er væk. Snart aner han ikke, om det er dage eller uger, de har kørt. Om det er dag eller nat.

Men Asif Bahand fatter da, at første land, som gruppen ankommer til, er Turkmenistan. Her bliver varevognen skiftet ud med en lastbil, og flere mennesker bliver læsset ombord. De ender med at sidde ubekvemt oven på masser af bagage. Også børnefamilier og ældre mennesker er med på den farlige tur. Menneskesmuglerne propper børnene med sovepiller, så de ikke er til ulejlighed og hele tiden plager om at få noget at spise eller om at skulle på toilettet. Medicin bliver også injiceret direkte i årerne på nogle af børnene for at holde dem helt apatiske. Flere af børnene dør under rejsen.

Varbergparken, Haderslev, januar 2008:
Det er svært for Asif Bahand at tale om. Han taler langsommere og tager pauser. Han er stadig mærket af episoden. Han trækker vejret dybt. "Det er smertefuldt at tale om. Børnene blev begravet i skovene, som vi kørte igennem. Flere familier valgte at afbryde rejsen, når deres børn døde." Det land, som Asif Bahand efter flere måneders rejse havnede i, var Danmark. Her kom han til i december 2000 i en alder af 50 år. Danmark!? Dér havde han aldrig troet, at han skulle sætte sine fødder. 

Sandholmlejren blev hans nye hjem i en periode, hvorfra han for første gang i meget lang tid tog kontakt til familien. "Jeg græd og græd. Lykkelig over, at jeg var i god behold, men samtidig savnede jeg dem så frygteligt." To år efter bliver Asif Bahand genforenet med sin familie. Familiesammenført. Han er nu lykkeligt genforenet med sin kone, og han er stolt over sine børn, der klarer sig godt og er ved at uddanne sig. Selv er han glad for bare at være i live. Og han er glad for sin tilværelse og sit job - men det tilfredsstiller ham ikke  hundrede procent at skulle beskære træer i Varbergparken. "Jeg er ked af,  at jeg ikke kan bruge mine kvalifikationer i Danmark. Min drøm er at undervise i afghansk historie på Århus - eller Københavns Universitet."