Fra Afghanistan til Danmark: Det største kvindelige fodboldtalent

Af Samina Usman

Kabul, Afghanistan 1998:
Nadia Nadims far kommer ikke hjem, som han plejer. Den ni-årige pige undrer sig over, hvor han bliver af. Moren er hylet helt ud af den. Dagene går. Ugerne går. Og Nadia Nadims far kommer stadig ikke hjem. Faren er general, og familien mistænker talebanerne, der sidder på magten i landet, for at have taget ham til fange. Talebanerne har nemlig ry for uden videre at stemple militærfolk som spioner og fængsle dem for at undgå et muligt oprør. Farens forsvinden vender op og ned på familiens liv...

Vejlby-Risskov-Hallen, Århus 2008:
Nadia Nadim er 20 år. Sammen med sin familie har hun skabt sig en tilværelse i Århus, hvor de bor i den almene bebyggelse Rosenhøj. Hun virker selvsikker, selvstændig, har sine holdninger og kan sige fra. Fodbold fylder en stor del af hendes liv. Og hun går målrettet efter en plads på det danske kvindefodboldlandshold. En drøm som ifølge hendes træner uden tvivl bliver til virkelighed. Landstræneren for det danske landshold har sågar kaldt Nadia Nadim for et af de største talenter inden for kvindefodbold. Manglen på et rødbedefarvet pas er den eneste forhindring, for at drømmen kan gå i opfyldelse.

En landsholdsspiller skal som bekendt være dansk statsborger. Men for nylig har Nadia Nadim bestået en indfødsretsprøve med to fejl ud af i alt 40 spørgsmål. Så nu er hun kommet inden for rækkevidde af et nyt pas. Til daglig går Nadia Nadim i 4.g i en Team Danmark-klasse for elitesportsudøvere på Marselisborg Gymnasium, og hun bliver student til sommer. En stor del af tiden går derfor med træning både indendørs og udendørs i træningsanlægget i det nordlige Århus, hvor hun trofast møder op fem gange om ugen. Også denne tirsdag eftermiddag er Nadia Nadim klar til træning. Til træning bærer hun en t-shirts, der sidder tæt, og shorts. Noget hun kunne miste livet på, hvis hun var blevet i sit hjemland Afghanistan.

Kabul, Afghanistan 1998:
Landet er hærget af borgerkrig. Talebanerne har overtaget magten og har forbudt radio, tv og anden underholdning som musik og dans. Kvinderne får påbud om at gå med burka. De skal helst blive hjemme, og vil de færdes offentligt, skal det være i følgeskab af et mandligt familiemedlem.

Nadia Nadim får tiden til at gå med at spille fodbold hjemme i gården, der er omkranset af en høj mur. Fri for nysgerrige blikke. Undervisning i engelsk og matematik får hun af sin mor, der også underviser naboernes børn i skjul. Moren er frihedskæmper og en torn i øjet på det konservative islamiske styre. Hun nægter at følge levereglerne som talebanerne har udstukket. Og står højt på Talebans eftersøgningsliste, fordi hun opfordrer andre kvinder til at demonstrere mod styret - vel og mærke uden burka på.

Hverdagen er blevet sværere efter farens forsvinden. Familien tilhører overklassen og lever et luksusliv med flere ejendomme, forskellige slags store biler og en rigtig god økonomi. Men de holder lav profil for ikke at tiltrække al for megen opmærksomhed fra korrupte mennesker og for ikke at opfordre eventuelle bortførere, der kræver løsesum. Moren føler sig ikke længere sikker og finder det nødvendigt at sælge ud af ejendommene til billige penge. Hun frygter for sit liv og sine fem pigers liv. De må flygte.

Livet som flygtning begynder. Hver gang en ny by, hvor de ikke kan blive alt for længe af gangen. Under rejsen bor de en tid hos Nadia Nadims bedstefar. Sammen med ham drager moren på en længere vandring fra fængsel til fængsel for at lede efter sin mand. I provinsen Panjshir venter en grum nyhed. Faren er blevet skudt. Allerede dagen efter sin forsvinden er han blevet likvideret. Nyheden ryster familien.

Vejlby-Risskov-Hallen, Århus 2008:
Nadia Nadim ligner enhver anden ung pige, som hun sidder og fortæller sin historie. Umiddelbart virker hun uberørt af hændelserne. "Min far savnede  jeg meget. Men ellers mærkede jeg ikke så meget til problemerne. Min familie var utrolig overbeskyttende. Og jeg husker min barndom som tryg og god, før min far forsvandt.

Jeg har da set blod og en masse lig, men jeg er god til fortrænge," siger hun på flydende dansk og kigger ned i bordet. En hel masse brikker er efterhånden faldet på plads i dag, og Nadia Nadim forstår nu bedre, hvorfor familien en stor del af hendes barndom hele tiden var på flugt.

Kabul, Afghanistan 2000:
Pengene er ved at være opbrugt. Nadia Nadims mor beslutter sig for at flygte ud af landet en gang for alle. Rygterne vil vide, at talebanerne leder efter moren og har tilmed opsøgt hende i deres gamle hus. En aftale om at skaffe familien til England bliver indgået med en menneskesmugler. Først skal familien til Pakistan, hvorfra de på falske pas flyver til Italien. Herfra fortsætter rejsen gemt bag i en lastbil. Det hedder sig, at den kører til London.

På et tidspunkt undskylder chaufføren sig og sætter moren og hendes fem piger af på en mennesketom vej. Han kommer aldrig tilbage. Forvirrede og forladte stopper moren en mand og spørger, hvor de er. Svaret chokerer hende. Randers. Danmark.

Vejlby-Risskov-Hallen, Århus 2008:
Nadia Nadim husker i dag, at manden leder familien til den lokale politistation. Herfra bliver de sendt videre til Sandholmlejren på Sjælland, mens deres sag bliver behandlet.

Seks måneder efter får familien asyl. "Rejsen og det hele gik så hurtigt. Chaufføren havde fortalt, at det ville tage to døgn. Vi skulle hele tiden holde os for ikke at tisse, og kunne vi ikke, måtte vi gøre det i plasticposer. Jeg har prøvet at fortrænge oplevelserne. Det er ikke behageligt at tænke tilbage på," siger hun og frabeder flere spørgsmål i den retning.

Som 11-årig begynder Nadia Nadim i en dansk skole for første gang i sit liv. Skolekammeraternes minimale kendskab til hjemlandet går hende på. "Overgangen fra Afghanistan til Danmark var ikke sindssyg voldsom. Det var fedt at gå i skole. Fedt, fordi man hele tiden lærte noget nyt. Men der var mange dumme spørgsmål. Mine  skolekammerater kunne finde på at spørge, om vi havde toiletter, og om jeg havde set en computer før. De troede jeg kom fra stenalderen," griner hun. Nadia Nadim er taknemmelig over at være i Danmark, hvor hun har oceaner af muligheder. Udover at blive landsholdspiller drømmer hun om at få sig en uddannelse på universitetet.