Fiat og frihed
Tre enlige mødre kan alle se fordelene
ved at være delebilist: Det er nemt og bekvemt og letter
dagligdagen at kunne booke en bil ved behov.
Af Sanne Hansen
Vores bil(er)
Smalhals, miljøhensyn eller kollektivt
sindelag.
Der er mange gode grunde til at blive delebilist. Knap 4.000
danskere benytter sig af muligheden.
Beboerbladet har talt med nogen af dem.
Tjek selv om det er noget for dig! Kan det betale sig, og er der en
delebilsklub i nærheden af dig?
Den gør ikke meget væsen af sig, den
lille, metalblå Fiat Punto, som den står der på havnen "plastret"
til af tre kvinder og deres tilsammen seks børn. P5 hedder bilen i
daglig tale i Århus Delebilklub, hvor den sammen med 15 andre biler
placeret forskellige steder i Århus og forstæder er en mulighed for
bil ved lejlighed for de godt 150 medlemmer. Ét ord går igen, når
de tre tilstedeværende kvinder skal beskrive deres forhold til
medlemskabet: Frihed! Ellers appellerer ideen om en delebil
til vidt forskellige mennesker.
I følge Morten Franch, administrator i
Århus Delebilklub, er det vanskeligt at sætte prædikat på den
typiske delebilist. "Nogle bliver delebilister af idealistiske
grunde ud fra argumentet om, at der bliver mindre forurening, hvis
vi er flere om hver bil." "Andre vælger delebilisme på grund af den
økonomiske besparelse sammenlignet med privatbilisme." "Nogle har
delebil som "bil nummer to" ..." "... mens andre har delebil i
firmasammenhæng." Medlemmerne i delebilsklubberne kommer fra alle
familietyper: Enlige, enlige forsørgere, småbørnsfamilier og par
uden børn.
En belastning med
egen bil
Men tilbage til de enlige mødre på havnen i Århus.
Rikkeline Facius Fogt, der meldte sig ind i Århus Delebilklub i
slutningen af 2007, forklarer: "Det betyder meget, at jeg bare lige
kan gå ind på nettet og booke. Tidligere skulle jeg til at ringe
rundt til familie og venner, når jeg skulle bruge en bil." "Og der
er godt nok enormt mange andre forældre, der har kørt rundt med
mine børn. Efter at jeg er blevet delebilist, er det fedt bare at
kunne sige: Vi tager lige Maja med ... eller hvem det nu er!"
Vibeke Gadeberg deler begejstringen.
Hun havde tidligere selv bil, men oplevede det som en belastning
både at have indbrud i bilen og uheld på parkeringspladsen foran
sin bolig i Vejlby: "Så blev der smækket en dør op i den og én
kørte ind i den. Og det er jo både dyrt i selvrisiko og besværligt,
hver gang der sker noget, når man står alene med det." Fra
frustrationerne var der ikke langt til salg af den gamle bil - og
et delebils-medlemskab. "Det er vigtigt for mig at have min frihed,
når jeg skal bruge en bil. Heldigvis er det nemt at få fat i en
delebil. Og så slipper jeg for at skifte dæk, tjekke olie og køre
den til service. Jeg går ikke op i sådan noget. Biler skal bare
kunne køre," griner Vibeke Gadeberg, der primært bruger bilerne til
større indkøb, småture og aftenture.
Rigtig godt for miljøet
Paraplyorganisationen Danske Delebiler anslår, at overgang
fra privat bil til delebil kan nedsætte den enkelte bilists
CO²-forurening med 50 %. Dels viser undersøgelser, at man typisk
kører omtrent 33 % mindre ved overgang til delebil. Dels udskiftes
delebiler så hyppigt, at de er helt fremme i skoene hvad
brændstoføkonomi og miljøvenlighed angår. Delebilister, der ikke
tidligere havde bil, forøger af gode grunde deres kørsel. Men alle
undersøgelser viser, at delebilisme samlet set reducerer
bilkørslen.
Delebilist af sind
Lissi Hedegaard Jensen er også glad for den metalblå Fiat.
Hun og sønnen Mikkel booker en delebil, når de skal på familiebesøg
på steder, hvor den offentlige transport ikke slår til. Det drejer
sig om lange ture. Lissi Hedegaard forestiller sig, at hun nok
ville kunne leje en privat bil for nogenlunde samme beløb, som hun
bruger som delebilist ved de sjældne lejligheder, hvor hun gør brug
af ordningen.
Men medlemskabet er ikke til diskussion. "Det er idealisme fra
min side. Der er en signalværdi i at være medlem af noget
kollektivt. Og jeg tror faktisk, jeg har snakket om delebilisme fra
før, at det blev opfundet," siger hun med et stort smil og
konstaterer, at hun ikke har brug for bil i det daglige med syv
minutters gang til arbejdspladsen og bolig over for et supermarked.
Men som nyt medlem overvejer hun stadig mulighederne: "Jeg tænker
på, om vi måske skal have bil med i sommerhus. Og jeg har også
allerede checket, at jeg må spænde en kajaktrailer efter, så jeg
kan transportere min kajak, som ligger i Hou. Det giver lige
pludselig nogle muligheder. Jeg behøver ikke længere slæbe mig en
pukkel til. Jeg kan tage nevøen med hjem - og Mikkel kan falde i
søvn i bilen på vej hjem fra familiebesøg." "Det er frihed. Og lidt
luksus!"
Fakta om danske delebilister
• 57 % af danske delebilister har en
længerevarende uddannelse.
• 64 % af danske dele bilister er
mellem 30 og 49 år, mens kun 9 % er under 30
• Økonomi er klart vigtigste
begrundelse for at vælge delebil.
• Øvrige væsentlige argumenter for
danske delebilister er: Bekvemmelighed, mindre trafik og
miljøhensyn.
Kilde:
Undersøgelse fra Worcester Polytechnic Institute af danske
delebilisters adfærd. 1000 delebilister indgik i undersøgelsen. Maj
2007
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. juni 2008 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |