Farce i Gazastriben

Af Jørn Nyvang

Egentlig skulle han være dårlig til at læse dansk og endnu ringere til at skrive det. Men nu er han blevet den første indvandrer, der har slået sig igennem som børnebogsforfatter her i landet. Og dét udelukkende ved at skrive på dansk. Manu Sareen har hittet både blandt indvandrere og danskere. Hans farceagtige historier fra en københavnsk opgang er solgt i usædvanligt store oplag. Opgangen er virkelig, og det er dens beboere næsten også. Den ligger i Blågårdsgade på Nørrebro i København. Eller Gazastriben, som området kaldes i bøgerne. Her bor Iqbal Farooq, en 13-årig indisk dreng, sammen med far, mor og søskende. Og her boede Manu Sareen selv sammen med kone og tre børn indtil for tre år siden. Bøgernes Iqbal er da også virkelighedens Manu med en del års forskydning.

Genkendelige typer
I opgangens syv andre lejligheder finder vi en enlig dansk mor (og motorcyklist) med tre unger, den tyrkiske grønthandler (og storforhandler af ulovlige colaer) med sin danske kone, det flippede unge par med de store højttalere, den egyptiske vicevært med to uregerlige store drenge, den mistænksomme gamle dansker med dørspion og kikkert ved vinduet, den pakistanske portør med læge-ambitioner på sine seks børns vegne samt den mediterende dansker med mere indiske vaner end familien Farooq selv. "Jeg tror, at alle, der bor tæt i alment byggeri, kan nikke genkendende til disse figurer og i særdeleshed ham her," siger Manu Sareen og peger på den mistænksomme hr. Wibrandt på anden sal til højre. Wibrandt synes ikke, at indvandrerne i opgangen skaber andet end problemer. Og indimellem kan han have ret. Som for eksempel da vicevært Alis søn har taget en krokodille med hjem fra ferie i Egypten. Denne episode bygger på en virkelig historie fra Manu Sareens tid som beboer i Blågårdsgade. Da tog en teenager en nilkrokodilleunge med hjem. Som voksen ville den være blevet syv meter. "Virkeligheden overgår fantasien. Mit forlag har sagt til mig: Du har virkelig en livlig fantasi. Og jeg har svaret: Det her er virkelighed, det hele," fortæller Manu Sareen.

Dansksindet inder
I det hele taget er det mest kuriøse ting, som udstiller de etniske forskelligheder i de to bøger, det indtil nu er blevet til, "Iqbal Farooq og den sorte pjerrot" og "Iqbal Farooq og kronjuvelerne". Iqbals egen far er så forhippet på at leve op til de danske traditioner, at det gør ondt. I den første bog er det afgørende for ham at få et juletræ i stuen. At hans fjols af en bror forkludrer det sådan, at han kommer til at tage juletræet til Rådhuspladsen, er en anden sag. Det er vand på Wibrandts mølle. I den anden bog inviterer farmand for første gang en dansker hjem og tror, at han skal vise sit rette sindelag ved at bære klaphat under besøget. Og så viser det sig, at gæsten, den mediterende Christian Visander Arun- Burundi Jacobsen, har taget sin kæreste med. En mand i lædertøj.

Mænd i burkaer
I den såkaldte Gazastribe myldrer det med schawarma- barer og halalslagtere med vinduesskilte om, at der "ikke er noget svineri her". I begge bøger udspiller de mest dramatiske historier sig dog uden for boligområdet. I den første beskylder medierne de intetanende drenge fra opgangen for at være terrorister. I den anden gælder det kampen om Ungdomshuset i København. Den reelle årsag til denne strid viser sig at være, at dronningens kronjuveler er gemt under huset. Og for at komme på sporet af dem, bliver flere af mændene i opgangen nødt til at iføre sig burkaer.

200 kg fatwa
Læserne introduceres undervejs for familien Farooqs rædselsgæst, der skælder alt og alle ud, lige så snart hun kommer inden for døren: Tante Fatwa på 200 kg. Også hende findes der en levende model for. Hvem? "Det er min fars søster." Hvad siger hun til det? "Hun ved det ikke." Tantens vrede åsyn findes på indersiden af bøgernes opslag. Samme sted finder man også en skaldet yngling, som ellers ikke optræder i handlingen. Manu Sareen fortæller, at det er hans radikale partifælle i Københavns Borgerrepræsentation, teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam. Det er ikke udelukket, at han optræder i den tredje bog om Iqbal og Gazastriben.. Bondam er ikke eneste politiker, der nærlæser børnebøgerne. "Ritt Bjerregaard blev meget nervøs, da jeg skrev om ungdomshuset: Der er vel ikke en overborgmester med i bogen?"

Orla på trappen
Manu Sareen tog orlov fra borgerrepræsentationen i forbindelse med, at han Familien Farooq. Hovedpersonen Iqbals base. Den tyrkiske grønthandler, hans danske kone og 15.000 ulovlige colaer. De unge flippere med de store højttalere. Den enlige motorcykelpige og hendes tre børn. Alle minder både med hensyn til navne og egenskaber om Manu Sareens kone og tre børn. Den egyptiske vicevært og hans livlige drenge. Sure hr. Wibrandt med dørspion og kikkert. Er i stand til at se problemer, der ikke er der. Den pakistanske portør og hans seks børn, som alle skal blive til læger. Den mediterende dansker med røgelsespinde og mandlig kæreste i stramtsiddende lædertøj. skrev de to bøger. Første gang seks uger. Anden gang fire uger. Kortere kan det ikke blive. Når Manu Sareen skriver, er det meget intenst. En nydelse, men hårdt. Bøgerne har givet ham en række hædersbevisninger. Blandt andet Orla-prisen, som der er synligt bevis for i trappeopgangen op til familien Sareens nuværende bolig. Her troner en strikket udgave af Orla Frøsnapper, en af de legendariske figurer hos den afdøde børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaard. Manu Sareen er overrasket over, at bøgerne læses over hele landet og både af børn med dansk og udenlandsk baggrund. De sidstnævnte har ellers ikke de store læsetra ditioner. Det har ikke været nødvendigt at skrive til dem på andet end dansk. "De har også ligget flade af grin. Oven i købet har de forstået en tak ekstra i forhold til de danske læsere. De fanger nogle ekstra nuancer, fordi de har levet i det," siger forfatteren. Manu Sareens forlag, Sesam, kommer i november med ny, kort udgave af den første Iqbal-bog. Og ellers spørger folk, om der er en 3'er på vej. Det er der. "Jeg håber snart at kunne tage orlov igen for at få den skrevet."

 

Er han virkelig forfatteren?
Det lå absolut ikke i kortene, at Manu Sareen med sin baggrund skulle blive boglig. Og det er måske årsagen til, at han indimellem møder indvandrere, som har svært ved at tro, at han har fået gennembrud som børnebogsforfatter. "Jeg har været ét af de indvandrerbørn, der ikke var særlig gode i skolen. Mine forældre vidste ikke, hvordan de skulle støtte mig. Jeg røg ud af gymnasiet. Havde en atombombe i røven, fes rundt og lavede ballade. Efter gymnasiet gik jeg i byen og røg hash. Det var en spændende tid i 80'erne. Men pludselig fik jeg nok af det, rejste til mit fødeland Indien, vendte tilbage og blev dygtig gennem hårdt arbejde." Når Manu Sareen er ude at fortælle om sine bøger, oplever han meget forskellige reaktioner, alt efter hvor han er. I velhavende områder som Hørsholm og Gentofte dukker børn op velforberedte og med spørgsmål. "Men da jeg læste op på Nørrebro, kunne børnene ikke sidde stille. Og det værste var, at de ikke troede, at det var mig, der var forfatteren. Åh, hold op, hvem har skrevet bogen? I deres univers kan man blive enten pizzabager eller taxichauffør. Jeg passede ikke ind i det billede. Derfor lød det igen og igen: Jamen er du sikker på, at det er dig, der har skrevet dem?"

 

Kultur-Brians skyld
En køretur i bilen satte Manu Sareen i gang som børnebogsforfatter.
Her hørte han den daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) fortælle om sin litteratur-kanon. "Han sagde, at den skulle vise de fremmede de danske værdier, demokrati og bla-bla-bla. Det provokerede mig helt vildt. Især når jeg viste, at Grundtvig, H.C. Andersen, Holberg og Thorvaldsen alle var rejst udenlands for at skabe danskheden. Han kunne ikke vide noget om indvandrere, når han sagde sådan noget. Så tog jeg hjem og skrev min egen perker-kanon. Jeg var træt af, at udlændingene altid skulle høre om sig selv i en negativ sammenhæng og spurgte mig selv, hvorfor der ikke var en minoritets-forfatter i Danmark. Jeg skrev lidt og sendte det til forlaget, og tre minutter efter modtagelsen ringede de og sagde, at sådan noget ville de gerne udgive. Og så tog jeg orlov fra borgerrepræsentationen for at skrive første bog." 

 

Derfor Blågårdsgade
Manu Sareen boede selv som voksen otte år i en almen bolig i lågårdsgade, som beskrives i hans bøger. "Mange oplever tryghed ved at bo et sted, hvor der er mange, der ligner én selv. Sådan havde jeg det i Blågårdsgade. Her følte jeg mig ikke udstillet. Her var vi alle indvandrere," fortæller han og sammenligner med det parcelhusområde, han nu bor i: "I det her område føler jeg mig meget mere udstillet. Folk kigger og tænker: Hvad fanden laver sådan én i et white neighbourhood?" Manu Sareen bor nu på Wibrandtsvej på Amager. Navnet på vejen er helt tilfældigt i forhold til bøgerne. Det er ikke den sure hr. Wibrandt, der har fået eksporteret familien Sareen hertil. Til gengæld er der en cirkel, der sluttes i forbindelse med Manu Sareens nye adresse. Den ligger bare én kilometer fra Gyldenrisparken, hvor han i mange år boede i almen bolig sammen med sin far, mor og søster, efter at familien var kommet til Danmark i 1971.