Et lidt for tyvagtigt navn
En afdeling af Midtjysk Boligselskab i Hovedgårdblev landskendt
i forbindelse med tyveriet af nationalskatten Guldhornene.
Af lon
En afdeling af Midtjysk Boligselskab i
Hovedgårdblev landskendt i forbindelse med tyveriet af
nationalskatten Guldhornene. Men det har et snævert flertal af
beboerne ikke lyst til at blive mindet om. De har nedstemt et
forslag om at omdøbe adressen fra Daugårdsvej til Guldhornsvej.
Hermed vender afdelingen tilbage til den anonyme tilværelse, der så
brat blev brudt, da en ung tyveknægt gemte de brandvarme koster fra
særudstillingen på Kongernes Jelling på loftet hjemme hos sin mor,
der bor i afdelingen.
Horsens Kommune blev spurgt om lov til
at skifte vejnavn, men sagen nåede aldrig op på et seriøst plan
efter et beboer- møde, hvor der også blev diskuteret en renovering
af afdelingen. "Vi havde opfordret folk til at komme med forslag
til nyt gadenavn," fortæller afdelingsformand Bente Røgilds. "11
foreslog Guldhornsvej, 1 Guldhornsvænget, 2 Ulovlighedens Gade,
mens 2 fandt, at Hashvej kunne bruges." Kun 1 havde foreslået at
bevare det gamle gadenavn. Det overlevede imidlertid, da 7 af 13
fremmødte stemte for det. Et - midlertidigt - vejskilt med den
afslørende tekst Guldhornsvej er blevet sparket ned af ukendte
gerningsmænd.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. februar 2008 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |