En boligsøgendes bedømmelse af portaler

"Det er en enkel hjemmeside, og den er nem at bruge," mener Carina Hansen om portalen hos Arbejderens Andels Boligforening i København.

Af Ib Hagner

www.aab.dk/boligbasen - Storkøbenhavn
"Det er en enkel hjemmeside, og den er nem at bruge," mener Carina Hansen om portalen hos Arbejderens Andels Boligforening i København. I boligoversigten kan man klikke sig ind på det geografiske område, man gerne vil bo i, eller man kan bruge søgefunktionen, hvis man har specielle ønsker. Alle kan se nærmere på boligudbuddet, men du skal være registreret for at kunne blive skrevet op.

Det sker hurtigt og effektivt. I løbet af et øjeblik har du login-oplysningerne. Den enkelte afdeling præsenteres med gode billeder og kontante oplysninger om boligtype og økonomi, ligesom der er plantegninger af de enkelte lejemål. Det oplyses også, om der er mulighed for at have husdyr i bebyggelsen. Det er også et plus, at der er link til Krak (kort og luftfoto). Til gengæld mangler der oplysninger om afstand til skole, børnehave etc. Det koster 370 kr. at blive skrevet op til en bolig (inkl. medlemskab 250 kr.) Det fremgår ikke umiddelbart, at det er svært at få en bolig, men under Venteliste står der, "vi har mange boliger, men endnu flere på venteliste - og kun få flytter. Derfor er ventetiderne ofte meget lange, men varierer også meget."

www.boligbutikken-forht. dk - hovedstadsområdet
"Det er også en enkel side og nem at bruge," siger Carina Hansen. Startsiden fortæller, at det er "Din indgang til 90.000 boliger - nemt og billigt." Når man klikker sig ind på "Skriv dig op til en bolig her," kan man kan afkrydse sine specielle ønsker. Er det f.eks. et krav, at der skal være altan, og skal der være plads til husdyr? Næste billede er et kort, hvor man klikker sig ind på det geografiske område, man gerne vil bo i. Det kan f.eks. medføre, at det kan koste 2.620 kr. at blive opnoteret til alle boligorganisationer, der er repræsenteret i et bestemt geografisk område. På næste skærmbillede kan man fravælge de ikke ønskede organisationer.

Det havde været mere hensigtsmæssigt, at man først valgte geografisk og derefter den boligafdeling,  man gerne ville bo i.Det koster mellem 120 og 150 kroner at blive opnoteret til den første boligorganisation. Ved valg af flere boligorganisationer, gives der en rabat på 15 kr. for hver af de følgende organisationer. Der skal desuden betales et årligt gebyr på mellem 120 og 150 kroner pr. organisation.

www.findlejebolig.dk - landsdækkende
"Det er en fin og overskuelig side," lyder Carina Hansens anmeldelse. Det er Boligkontoret Danmark, Lejerbo og FSBbolig, der står bag portalen, som de selv har udnævnt til "Danmarks største landsdækkende boligportal." På startsiden ser man, at der - i skrivende stund - er 65 afdelinger med ledige boliger, og man kan straks klikke sig ind og se nærmere på tilbuddene. Alternativt kan man klikke sig ind på et Danmarkskort, og så dukker de forskellige muligheder op i den pågældende landsdel.

Der er billeder og detaljeret tekst med stort set alle de oplysninger, der er brug for. Det eneste, der vel mangler, er plantegninger over de enkelte lejemål, ligesom man ikke konsekvent har angivet afstand til skole, indkøbsmuligheder etc. Det er ikke umiddelbart muligt at finde frem til, hvilken placering du ville få på ventelisten, hvis du blev aktivt søgende i dag. Årligt gebyr FSBbolig: 150 kr., Lejerbo: 145 kr., Boligkontoret Danmark: 150 kr

www.aarhusbolig.dk - Århus-området
"Det er en dejlig brugervenlig side, som jeg er godt bekendt med. Vi søger jo ny bolig, så jeg er inde på siden næsten hver dag - også for at se, hvordan jeg er placeret på ventelisten," siger Carina Hansen. Portalen dækker 23.200 boliger i Århus og omegn og er et samarbejde mellem AAB, AL2bolig, Ringgården, Præstehaven, Brabrand Boligforening og den senest tilkomne Boligforeningen af 10. marts 1943. Den overskuelige startside fortæller, at der er ledige boliger, og man kan umiddelbart klikke sig ind og få alle oplysninger.

"Kan det betale sig at melde sig ind?," hedder en overskrift på startsiden, og det er en god idé, som andre portaler kan lære af. Her kan du få en vurdering af, hvornår der er mulighed for at få en bolig i det område, du efterspørger. Gennem kviksøgning finder man hurtigt frem til mulighederne, og der er (for) små billeder af afdelingen og ingen plantegninger over de enkelte boliger. Dog får man i tekstform alle  elevante oplysninger - også om det f.eks. er tilladt at have husdyr i boligen.

Til gengæld mangler der oplysninger om afstand til skole, børnehave etc. Medlemskab koster 150 kr. og er en forudsætning for at få en bolig. Der er også mulighed for at tilmelde sig e-tilbud. Så får du automatisk besked på mail og evt. sms, når der er nye boligtilbud på portalen. Det koster 100 kr. om året.

www.aarhusbo.dk - Århus-området
"Denne side besøger jeg også næsten hver dag, og den er som aarhusbolig. dk nem og brugervenlig," siger Carina Hansen. Aarhusbo.dk er et samarbejde mellem boligforeningerne Fagbo, Højbo, Bo´83, StatsBo og Vesterbo. Her er der adgang til at vælge mellem godt 8.000 lejemål i Århus Kommune.

Startsiden er et stort overskueligt kort, hvor man klikker sig ind på den bydel, man er interesseret i. Det er ikke umiddelbart til at se, om der er ledige lejligheder. Under "Nyheder" kan man klikke på "Ledig nu" og konstatere, at der i skrivende stund er to ledige lejligheder. Lynventelisten er en god idé. Her kan du se, hvilken placering du ville få på ventelisten, hvis du blev aktivt søgende i dag. Der er billeder og korte, kontante oplysninger om de enkelte afdelinger/lejemål, ligesom du kan se, om du må holde husdyr, hvor langt der er til bus, indkøb etc.

Medlemsgebyret er 200 kr. uanset hvilken boligforening, du vælger. Hvis du ønsker at modtage boligtilbud via mail, koster det 150 kr. om året.

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. februar 2008
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op