BL: Træk loven om salg af almene boliger tilbage
I 2004 vedtog Folketinget en treårig forsøgsordning om salg af
almene familieboliger.
Af mith
I 2004 vedtog Folketinget en treårig
forsøgsordning om salg af almene familieboliger. Forventningen var,
at der ville blive solgt omkring 5000 boliger i forsøgsperioden.
Sådan gik det ikke. Kun ganske få boliger er allerede solgt, og
godt 100 ventes at blive solgt som resultat af forsøgsperioden.
Trods den beskedne interesse fra
beboere, boligorganisationer og kommuner har regeringen sammen med
Dansk Folkeparti alligevel besluttet at forlænge forsøget med salg
af almene familieboliger i endnu halvandet år. Dette til trods for
at regeringen sagde noget andet under valgkampen. Ifølge
velfærdsminister Karen Jespersen sker det for at få tid til at
finde en ordentlig løsning på spørgsmålet om, hvordan en permanent
salgslov skal skrues sammen.
En uvildig ekspertrapport om forsøget med salg af
almene familieboliger, som regeringen selv har fået produceret,
anbefaler, at der skal være enighed mellem en kommune og en
boligorganisation, før man tilbyder familier at købe deres almene
bolig. Den holdning støttes af Boligselskabernes Landsforening, som
har skrevet til Velfærdsministeriet, at loven har været en fiasko
og derfor bør trækkes tilbage.
Rapporten fra eksperterne var færdig allerede i august
sidste år, men den blev først offentliggjort, da regeringen den 1.
april besluttede at forlænge forsøgsloven.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. juni 2008 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |